all out war - condemned to suffer clonepop

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 21.10.03  Metalcore Victory/Target All Out War
 

Jeg havde godt nok for længst skudt en hvid pil efter muligheden for nyt materiale fra New Yorks All out War, af den simple årsag at de ikke havde givet det mindste livstegn fra sig siden den røvfede “For Those Who Were Crucified”, der udkom helt tilbage i ’98. Men heldet tilsmilede undertegnede og resten af den hungrende skare, som stadig finder kvaliteter i metalcore af den gamle skole, for så sandelig om de ikke har et funklende nyt album på gaden nu. Juleaften faldt sgu tidligt i år.

Bortset fra lidt udskiftning i geledderne er alt ved det gode, gamle. All out War har et simpelt budskab at formidle, og det går kort og godt ud på, at menneskeheden er dum som snot og derfor på baggrund af al denne syndige adfærd er dømt til en infernalsk undergang i Helvedes pinsler meget, meget snart. Ret sjovt med lidt fanatisk kristendom igen, for at folk vier deres liv til denne apokalyptiske tankegang, er i sandhed langt mere skræmmende end den trend man finder hos horderne af metalfolk, som hele tiden prøver på at overgå hinanden i ondskabsfuld adfærd.

Ligeledes er musikken også yderst passende meget kontant uden noget pis at komme efter – forestil dig et bastard afkom, ynglet af Obituary og Madball, så ved du ca. hvad det går ud på. På deres gamle albums brillerede de kraftigst, når tempoet blev skruet i vejret, så gæt selv, hvor bredt mit smil blev, da jeg erfarede, at de på ”Condemned to Suffer” spiller hurtigt næsten hele vejen igennem…mine læber mødtes et sted omme i nakken! Albummet præges også i høj grad af ”Reign in Blood” effekten – det er relativt kort, men til gengæld er det pissefedt fra start til slut, så når den lille skive er færdig med at snurre, fristes man helt sikkert til lige at trykke på play knappen igen…og igen…og…

Uden tvivl årets fedeste udgivelse fra Victory, for her tages der grusom hæv over alle de emo skiver, de har udsendt, der har været med til at blakke deres renommé som et bund solidt HC label. Thrashy hardcore har sjældent lydt bedre, og ”Condemned to Suffer” vil klart være mit foretrukne soundtrack til når de nukleare sprænghoveder inden længe begynder at regne ned over stakkels os. Virkeligheden er hård, All out War er endnu hårdere! –pastor guldmann



Kom med kommentar i vores FORUM