all that remains - the fall of ideals clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 17.07.06 Metalcore Prosthetic/Target Dutkiewicz 
 

Set i lyset af metalcorens evindelige udbud af mere eller mindre kvalificerede påfund, kan Massachusets-kvintetten All That Remains, på overfladen, virke som blot endnu en vredesinficeret kombattant til genrens yderst eftertragtede kongekrone. Som endnu et sønderrivende monster, der i ønsket om at spinde melodiøse udsving ind i et net af galskab, ender som anonymt drukneoffer, i horden af enslydende bands. Scenariet er velkendt, men med ”The Fall Of Ideals” danner All That Remains heldigvis skarpe nye vinkler på den firkantede hypotese.

Selvom All That Remains brygger mange af deres sange, på samme instinktive bund af voldshærgende vers og sukkersyge refræner, som så mange andre melodøds-fixere, så er jagten på den ultimativt stærke kontrast, af en helt anden forbløffende dramatisk og hæsblæsende karakter på ”The Fall Of Ideals”, end hvad de gennemsnitlige metalcore-udøvere har at byde på for tiden. For hvor kollegaer som Caliban og Atreyu, på det seneste ikke har evnet at indrette det kandiserede ordentligt i sine sanges oprindelige metal-udtryk, finder All That Remains på deres tredje langspiller, nemlig en salig gylden mellemvej, i blandingsforholdet mellem sødme og arrigskab. Formel 1-hurtige dobbelte stortrommeslag, bidske skrig og en enorm guitartyngde kastes hele tiden ind bagved omkvædenes rene sang, og harmoni, for at gennemsyre den melodiske effekt, med en massiv følelse af indelukket, nærmest klaustrofobisk vrede, der så til gengæld, med voldsomt smittende udslag, får frit løb i versenes intense galdeudbrud. En fuldbyrdet oprigtighed i udtrykket, der vidner om en kæmpemæssig distancering af de fleste måbende konkurrenter.

Især første halvdel på ”The Fall Of Ideals” er brillant og usandsynligt fængende metalcore, der i dens ustyrlige vekselvirkning mellem sindssygt insisterende kaos, og overvældende melodiske overtag, absolut er tangerende det bedste genren, i sin flerårige levetid, har budt på. I sin evige afstraffelse at stortrommen hiver den nyligt ansatte trommeslager Shannon Lucas den ene nakkeskadelige og mavepumpende rytme frem efter den anden, mens de stormende omkvæd skyller ind over land med en fantastisk autenticitet og en så himmelråbende tilstedeværelse, at der udledes en ufattelig pågåenhed. At plukke højdepunkter ud fra de første tyve minutter af ”The Fall Of Ideals” er derfor en reel umulighed, idet hvert sekund herfra, fra den ustoppeligt energiske albumåbner ”This Calling” sætter gang i kedlerne, til himmelråbende ”Whispers (I Hear Your)”, som femte nummer i træk, har jongleret med samtlige af førnævnte kvaliteter, er ren metalsavlende eufori.

All That Remains viser sig herefter fra en smule mere utilgængelig side. ”The Weak Willed” er rendyrket ondskabsfuldt death metal, med klare referancer til had-leverandører som Cannibal Corpse og Decapitated, og viser hermed en klar besparelse af den melodiske profil. En besparelse der går igen på bidende ”Empty Inside” og ”Indictment”, hvis angreb leveres helt uden sukkerbelagte toppe. En afvigelse fra det umiddelbare og vold fængende stof, der på trods af lidt dalende kvalitet, dog fungerer, idet der hermed bringes en vital uforudsigelighed ind i All That Remains´ verden. 

Det afsluttende mesterværks-indikerende C bliver det ikke til i denne omgang. Dertil er anden afdeling af albummet en anelse for svingende, men jeg vil ikke tøve med at udråbe All That Remains som en uomstridelig bejler til tronen i metalcorens krigshærgede rige. Med fantastisk storslåede og højspændte sange, samt i øvrigt, en hudløst skrigende og fornemt syngende Phil Labonte i spidsen for sagerne, er bands som Trivium og Killswitch Engage (hvorfra guitarist Adam Dutkiewicz i øvrigt har stået for ”The Fall Of Ideals”´ ultra sprøde produktion) nødsaget til at levere varen på sine kommende albums, hvis et drabeligt forsvar af kongemagten skal iværksættes. -dennis













Kom med kommentar i vores FORUM