all that remains - for we are many
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 12.10.10 Metalcore/Hard rock Razor & Tie Dutkiewicz
 

Endnu en gang buldrer metalcore toget ud i musikkens landskab, og det er ligesom, om at turen har det med at blive lettere kedsommelig efterhånden. Alligevel bliver der ved med at blive spyttet plader ud, som om det var det eneste verden havde brug for. En gang i mellem kan toget heldigvis afspore, så man får lidt mere, end man havde betalt for – og dette skal forstås på den bedst mulige måde. Ikke at en togulykke er noget at håbe på, men metalcore genren har brug for en markant ændring, for ellers fortsætter den i samme spor i en uendelighed. Og til det bliver til sidst uden passagerer.

All That Remains har efterhånden været med på denne tur i et stykke tid, og må siges at være en af mastodonterne indenfor genren sammen med As I Lay Dying og Killswitch Engage. Og der er en hel specifik grund til at netop disse to bands nævnes i samme sætning. As I Lay Dyings sidste plade, ”The Powerless Rise”, blev produceret af Adam Dutkiewicz, der er ingen ringere end guitarist i Killswitch Engage. ”The Powerless Rise” var ikke noget at skrive hjem om, og især produktionen trak As I Lay Dyings ellers friske lyd markant ned. Det tog mere eller mindre den smule integritet, som bandet havde tilbage og smed det ud af vinduet. Her kommer så ”For We Are Many”, der også er produceret af Dutkiewicz, ligesom de fleste af All That Remains tidligere albums er. ”Now Let Them Tremble” åbner ballet, og man kan ikke lade være med at skælve en smule, når man ser, hvem produceren er. Så hårdt som det end lyder, så er det utilfredsstillende at ethvert metalcore band efterhånden skal lyde så ens, som de overhovedet kan, på grund af at Dutkiewicz skal have en finger med i spillet. Selvfølgelig har genren heller ikke just haft omdømme for at være den mest mangfoldige, men derfor behøver det hele ikke ende i det samme kedelige morads.

Heldigvis overrasker All That Remains heldigvis på flere punkter. Vokalist, Phillip Labonte, der har været med siden starten i 1998, og har desuden rødder i Shadows Fall, har et utroligt register i forhold til sin vokal. Han mestrer skrig og skrål, skønsang og serenader, growl og brøl; nærmest alt hvad man kan tænke sig. Det hiver i stor grad All That Remains op af den bundløse pøl, man efterhånden kan kalde metalcore. ”Now Let Them Tremble” fungerer mest som en intro til pladen, så det er først da titelnummeret, ”For We Are Many” sparker ind, at vi virkelig er i gang. Det går over stok og sten fra første øjeblik. Labonte er i topform, og bag sig har han et kompetent band, der mestrer temposkift og til tider endda genreskifte. Dog er det for det meste Labontes vokal, der fastlægger genren. ”Some of the People, All of the Time” ender i den rene dødsmetal fest komplet med dyb growl, og det virker derfor som om, at det er på Labontes præmisser. I den helt anden ende af skalaen har vi ”The Waiting One”, det sidste nummer på ”For We Are Many”, der næsten må kategoriseres som en powerballade. Labonte leverer en flot, ren vokal, der bliver suppleret af growlende baggrundskor, der er hevet helt tilbage i lydbilledet. Nummeret indeholder sågar strygere og akustisk guitar, så det næsten får episke proportioner.

I grunden kunne det lige så godt være den instrumentale sektion, der bestemte genren og stilen, som All That Remains lægger for dagen på ”For We Are Many”, men mest af alt bevidner det om et virkelig stærkt sammenhold vokal og instrumentalisering imellem. Det er netop derfor All That Remains forbliver en af veteranerne indenfor metalcore genren, og derfor kan de også tillade sig at afspore toget, der stadig buldrer af sted, som de for eksempel gør på sidstnævnte nummer. Derfor er det synd, at nogle af numrene virker lidt for anonyme, og kommer derfor slet ikke frem i lydbilledet. De virker ligegyldige, og når man hører pladen igennem, er de hurtig glemt igen. Det er numre som ”For We Are The Many”, ”Some of the People, All of the Time” og ”The Waiting One”, der gør den her plade spændende at sætte på igen, og det er de andre numre, der gør, at man ikke sætter den på lige foreløbig. Det er et hæderligt forsøg All That Remains har gjort, men de her numre, som ender i den anonyme ende, trækker alt for langt ned. Det kan til dels skyldes produktionen, der ikke giver plads til alle de elementer, som All That Remains besidder som band, og til dels kan det skyldes, at de får fyret for mange ideer af på enkelte numre. Det er umiddelbart ikke til at vide. -davidson









Kom med kommentar i vores FORUM