amorphis - eclipse
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 10.02.06 Gothic Doom Nuclear Blast/VME --
 

Finske Amorphis har i mange år stået for kvalitet, og de har med ”Eclipse” begået et af deres bedste albums. Som så mange andre har de bevæget sig fra deathmetal til det gotiske, men uden helt at svigte deres baggrund, som ikke mindst er repræsenteret via den nye frontmand – Tomi Joutsens - magtfulde vokal og energiske growl. Tjek fx den mørke skæring ”Perkele (The God Of Fire)”. Men Amorphis har også altid flirtet kraftigt med andre genrer. De har et stort element af folk, der får mig til at tænke på hvordan Blackmore’s Night burde lyde bare en gang i mellem. Dette gælder især ”Leaves Scar”, ”The Smoke” og ”Brother Moon”. Her står det også klart at Jethro Tull må være en af Amorphis mange inspirationskilder, (og mon ikke en af guitaristerne har lyttet til en del Mike Oldfield?).

Man kunne godt savne, at Amorphis ind i mellem gav sig endnu mere tid til at udforske de landskaber af lyd, som de ofte lægger an til. Det skal her siges, at sangene fader ud ca. 1 minut før tid på mit lytteeksemplar. Men jeg vil stadig væk mene, at numrene ofte har potentialet til at blive til længere værker, og at Amorphis ikke udnytter dette til fulde. Dette ses også af, at ”Eclipse” sine steder lyder som en (ultra)-lightudgave af mægtige Opeth. Det gælder for eksempel den fede opbygning i åbningen af ”Same Flesh”. Her bliver keyboardenes lydflader suppleret af en let rytmeguitar, stortromme og ridebækkener, for derefter at glide umærkeligt over i sangens 1. vers. Men så sker der det, at sangen hurtigt går over i et mere ordinært omkvæd, og den fede opbygning bliver ikke rigtig fulgt til dørs. Med det siger jeg også, at det ville klæde de gæve finner at gå længere i retning af den progressive metal. Amorphis kunne godt blive til noget a la metallens svar på Pink Floyd, som helt klart må være et af bandets andre forbilleder.

Men alle de nævnte forbilleder til trods, hvoraf mange ikke hører under metallen, så skal der ikke være tvivl om at dette hele vejen igennem er en fuldfed metalskive. Amorphis formår at komme virkelig langt med deres koncept, som er en hård men samtidig meget lyttevenlig omgang goth-folk-metal. De formår at holde en kæmpegryde i kog, med hvad der til hører af panfløjter, kor og Hammondorgler, uden at det på noget tidspunkt bliver til et plagiat af de mange forbilleder. Dertil kommer at produktion, musikhåndværk og sangskrivning ligger på et meget højt niveau. Så hvis der er noget der trækker ned, er det at man ønsker, at Amorphis ville folde sig endnu mere ud. -simon 





















Kom med kommentar i vores FORUM