Spørgsmålet om hvilket enkeltstående album man ville vælge at tage med på en øde ø giver altid anledning til en spændende debat, men for undertegnedes vedkommende er svaret ret ligetil, idet Arcturus’ album ”La Masquerade Infernale” står for mig som det på alle måder perfekte album; både artwork, produktion, lyrik og musik går efter min mening på en så sublim vis op i en højere enhed på dette mesterværk, at det ikke er overgået hverken før eller siden, end ikke af Arcturus selv.

Allerede på det foregående debutalbum ”Aspera Hiems Symfonia” havde Arcturus vist, at de var noget helt specielt på den mere eksperimenterende del af black metal scenen, hvilket allstar besætningen bestående af Hellhammer på trommer, Garm på vokal, Steinar Sverd Johansen på keyboards, Skoll på bas samt guitarvirtuosen Carl August Tidemann også ligesom lagde op til. Bortset fra en ret tynd og diskant produktion imponerede ”Aspera Hiems Symfonia” med sine små komplekse symfonier fyldt med Tidemanns neo-klassiske soli, Hellhammers luftige og sprælske trommespil, Garms kamæleonagtige vokalpræstation og Sverds atmosfæreskabende keyboards, men end ikke den sublime musik på debuten kunne helt forberede én på det avantgardistiske kvantespring Arcturus skulle tage med opfølgeren ”La Masquerade Infernale”!

Efter første gennemlytning af ”La Masquerade Infernale” i sin tid, var jeg sikker på at det måtte være et helt andet band end det Arcturus jeg kendte, der stod bag albummet. Væk var så godt som alle de kendetegn som ellers forbandt Arcturus med black metal, til fordel for en art musikalsk ’totalteater’; en slags mørk-metallisk pendant til en blanding mellem et absurd Kurt Weill/Bertold Brecht musikteaterstykke og en kabaret opført i et satanisk cirkus, men med et lyrisk indhold der havde mere til fælles med Johann Wolfgang von Goethes ”Faust”, John Miltons ”Det Tabte Paradis” og en symbolist som Charles Baudelaire. Ikke just en kombination der ser realiserbar ud på papir, men som virker uhørt eksemplarisk på ”La Masquerade Infernale”, og min indledende skepsis blev derfor hurtig skiftet ud med næsegrus beundring for det syvmileskridt hen imod det metallisk ’gesamtkunstwerk’, som ”La Masquerade Infernale” efter min mening repræsenterer.

Apropos Charles Baudelaire, der om nogen sublimerede hæslighed til raffineret kunst, så starter albummets første nummer ”Master of Disguise” faktisk med et uddrag fra et Baudelaire digt, hvilket er helt i tråd med skæringens beskrivelse af Lucifers evne til ved hjælp af forklædning at manipulere sine omgivelser til egen fordel: ’So look for Him vainly, He, the incarnation of evil; and by arrangements of magickal nature He turns unrecognizable even to the experienced eye…Prince of the thousandfold face… is the master of disguise.’ 

Også den helt sublime ”Painting My Horror” kredser lidt omkring det samme emne: ’I have not been the same since I took on the profession of a devil, the world I see in a grotesque light, evil I perform with the gesture of a clown’, og i det hele tages synes lyrikken på albummet rent konceptuelt at være en hyldest til en skælmsk form for mefistofelisk livsfilosofi. Bookletten slutter da også af med at proklamere: ’La Masquerade Infernale is dedicated to the perilous quest of the Faustian spirit’, hvilket falder godt i tråd med det faktum, at det oprindelig var meningen at albummet skulle have haft titlen ”The Satanist”. 

Skæringen ”Alone” bygger på et digt af Edgar Allan Poe og er nok det nummer, der minder mest om Arcturus’ black metal fortid, da det starter lige på og hårdt før Steinar Sverds keyboards og de labre strygerarrangementer tager mere og mere over. Carl August Tidemann er udskiftet med Knut M. Valle på ”La Masquerade Infernale”, men han får dog alligevel lov til at medvirke med et par af sine patenterede guitarsoli på henholdsvis ”Ad Astra” og ”Of Nails And Sinners”, hvoraf førstnævnte skæring er en underskøn, næsten udelukkende instrumental komposition, der understøttet af violin, kornet og fløjte langsomt bevæger sig frem imod sit afsluttende klimaks indhyllet i stjernestøvet fra Steinar Sverds kosmiske keyboardkaskader. Et næsten overjordisk smukt nummer hvor lytteren synes at tages med på en imaginær astral tur imod den lysende stjerne, som Arcturus er opkaldt efter!

Højdepunktet på ”La Masquerade Infernale” er dog efter min ydmyge mening ”The Chaos Path”, som Simen Hestnæs (Ex.-Borknagar, Dimmu Borgir) har skrevet til Arcturus, og som han også selv fremfører med sin sublime vokal, der på dette usandsynligt geniale nummer lige tilføres et ekstra skær af teatralsk skizofreni. Arcturus har endda den frækhed at slutte nummeret af med en omgang drum’n’bass, uden at det på nogen måde virker malplaceret eller søgt. Absurd fedt!

Man siger ofte, at skillelinien imellem det geniale og det sindssyge er knivskarp, og hele ”La Masquerade Infernale” albummet synes det meste af tiden at danse sin helt egen diabolske Mefisto-vals faretruende tæt på den forkerte side af denne usynlige grænsedragning, men overskrider den på behændig vis lige præcis ikke på noget tidspunkt. 

Det foreløbigt seneste Arcturus album ”The Sham Mirrors” var også bedømt på egne præmisser et ganske overbevisende album, men realistisk set end ikke i nærheden af niveauet fra ”La Masquerade Infernale”, så man kan have sin tvivl om, hvorvidt det bliver Arcturus selv der til sin tid skal slå ”La Masquerade Infernale” af pinden som undertegnedes bud på det mest sublime metalalbum der indtil videre er lavet. Men man ved aldrig helt med Arcturus…–byrial 

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM