Asking Alexandrias andet udspil, ”Reckless And Relentless”, er en blanding af metalcore og euro dance, der i sidste ende vel bedst kan betegnes som euro dancecore. De følger i fodsporene på sagnomspundne Attack! Attack!, der blev et kæmpe hit på baggrund af deres lettere fjollede sammensmeltning af – ja, de to genrer nævnt ovenover. Men de blev ikke så meget et kæmpe på grund af musikalsk kunnen, som de blev kendt på grund af dette absurde misk mask, der virkede underligt malplaceret og helt ude af kontekst. Og nu er Asking Alexandria altså også at finde i denne kategori.

Egentlig behøver du ikke tage mine ord som sandheden, da bandets diskografi taler for sig selv. Således har de udgivet en fuldlængde og én ep før ”Reckless And Relentless”. Ep’en, ”Life Gone Wild”, indeholder to remixes af tidligere numre, der i denne sammenhæng er blevet udsat for electronica og dubstep. Med al respekt for disse genrer, så er det svært at sammensætte dem med metalcoren, der i forvejen er blevet skubbet så langt ud af proportioner at den er svær at genkende. Som om dette ikke var nok bliver Asking Alexandrias første album yderlige og ubønhørligt udsat for tortur, når alle numrene bliver genudgivet på ”Stepped Up And Scratched” i remixet form engang i juni. Men nok om tidligere og ikke-udgivne plader og til ”Reckless And Relentless”.

Det første, der falder en ind, når man har hørt pladen igennem, er at den er utrolig teatralsk. Der bliver åbnet med ”Welcome”, der mest af alt lyder som lydsporet til en teenage slasher-film. Når nummeret for alvor går i gang er det stadig godt indhyllet i synthesizer-strenge. ”Welcome” er en god forsmag på, hvordan resten af pladen lyder. Engang i mellem kommer der passager, som virkelig rykker tænder ud, men der går ikke længe, før synthesizerne overtager, om det så er strygere, samples, eller noget helt tredje, så dominerer de i høj grad lydbilledet. Dette gør også, at det i sidste ende er svært at tage bandet seriøst, for det er ikke kun på ”Welcome”, at det bliver teatralsk, det er vitterligt på hele pladen. Værst bliver halvvejs igennem albummet, hvor man bliver mødt af ”Dedication”; bombastisk percussion, kor, synth-strygere og en spoken word fremførsel af en tekst så cheesy, så det nærmest driver ned af højtalerne. Det bliver simpelthen for overdrevent.

I princippet kunne ”Reckless And Relentless” godt være en fin plade, hvis det ikke var for det overteatralske element, der konstant bliver presset op i ansigtet på lytteren. Forsanger Danny Worsnop skifter på imponerende vis mellem skønsang og growl uden hæmninger, men hvordan skal man kunne tage det seriøst, når det er sovset fuldstændig ind i samples, strygere og alskens andet bavl? Udover dette så er det førnævnte euro dancecore element så forstyrrende som noget kan være. I midten og frem til slutningen på ”Closure” går det over i regulær euro dance, der egentlig ikke gør andet end at virke hæmmende på bandets talent for sangskrivning. Ligeledes gælder det for ”The Match”, der uhæmmet skifter fra et break down over i følelsen af at være med til et rave party. Som sagt så har Asking Alexandria en del at byde på, men grundet deres tykke lag af teatralske effekter og skiften mellem metalcore og euro dance, så bliver ”Reckless And Relentless” en byrde at lytte til. Sidste nummer på pladen er et godt eksempel på dette, for det har elementer, der er rigtig spændende, og så er der nogen, der trækker nummeret helt ned i kulkælderen.

Desværre ser det ikke rigtig ud til, at der bliver skruet ned for hverken synthesizerne og de teatralske effekter, da ”Stepped Up And Scratched” bliver udgivet snart. Men det er heller ikke til at sige, om det her misk mask af genrer bliver det helt store næste, det bliver det nok ikke lige foreløbig hos undertegnede. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM