Læs også vores CCCCC anmeldelse af "Piece Of Time" HER !!!
Læs også vores CCCCC anmeldelse af "Unquestionable Presence" HER !!!
atheist - elements clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCCC 05.09.05 Teknisk/Jazzy Death Metal Relapse/Target  Pinske
 

På Atheists svanesang, albummet ”Elements” fra 1993, leverede bandet efter min mening deres endegyldige mesterværk, og var det ikke fordi Relapse just har remastered og re-released denne milepæl udi teknisk death metal, kunne denne anmeldelse egentlig ligeså godt have være en ClassiC anmeldelse, for så sublimt et album er ”Elements” såmænd stadig her mere end 10 år efter at det oprindeligt udkom.

Atheists geniale og oprindelige bassist Roger Patterson, der omtrent var for Atheist hvad Cliff Burton var for Metallica, døde jo på tragisk vis mens sangskrivningen til bandets forrige album ”Unquestionable Presence” fra 1991 var i fuld gang, så på ”Elements” havde Atheist fået en fuldgod erstatning i den mindst ligeså ekvilibristiske bassist Tony Choy, der før havde været involveret i både Cynic og Pestilence. Også den oprindelige trommeslager Steve Flynn var på ”Elements” skiftet ud med den jazzede trommeslager Josh Greenbaum, men med frontmand Kelly Shaefers let genkendelige, nasale og hæse heksevokal og de to superguitarister Frank Emmi og den venstrehåndede Rand Burkey i rækkerne, formåede Atheist alligevel uden musikalske inputs fra Patterson og Flynn at lave et mesterværk med ”Elements”. Dog skal det siges, at producer Mark Pinskes oprindelige mix hvor den overstyrede og absurd fremtrukne vokal var alt for dominerende, var lige ved at ødelægge det hele, men heldigvis har denne nye remastered version i høj grad rådet bod på denne fadæse; nu lyder albummet mere friskt og velproportioneret end nogensinde før! 

Som både det farverige cover-artwork og titlen på albummet lidt antyder, er der et nærmest økologisk koncept over ”Elements” på det lyriske plan med sangtitler som ”Water”, ”Air”, ”Mineral”, ”Fire” og ”Earth”, og mellem de regulære numre er der også plads til et par åndehuller i form af små smukke instrumentale mellemspil som ”Displacement”, ”Fractal Point” og ”See You Again”. Det mest overraskende af disse mellemspil er dog den af Tony Choy komponerede perle ”Samba Briza”, der er noget så sjældent i death metal regi som et regulært latin-jazz nummer! Tony Choy viser her, at inspirationskilderne til sit basspil nok snarere skal findes hos fusion/jazz koryfæer som Anthony Jackson og John Patitucci end hos egentlige rock bassister, og Choy spiller og synger da også i dag i gruppen Area 305, der ikke har det fjerneste med metal at gøre. 

På denne re-release er der tilføjet 6 numre fortrinsvist fra ”Unquestionable Presence” albummet oprindeligt indspillet live til et radioprogram, og her beviser Atheist, at de også med lethed kunne rekreere deres komplekse dødsjazz kompositioner udenfor et studies fire vægge. Disse ekstranumre er fede nok at have, men egentlig er de unødvendige; de 12 oprindelige numre der udgjorde ”Elements” kan sagtens stå alene som den perfekte cyklus af konceptuelle sange de repræsenterer.

Atheist var i sin tid toppen af kransekagen hvad angår teknisk death metal, og reelt set har ”Elements” kun én værdig konkurrent i genren; nemlig sublime ”Focus” med Cynic. Har man ikke tidligere stiftet bekendtskab med Atheist, er der INGEN gyldig undskyldning for ikke at få ”Elements” tilføjet samlingen med denne re-release, hvis man bare så meget som perifert interesserer sig for teknisk death metal med progressive og jazzede tendenser. Et tidløst metallisk mesterværk. -byrial











Kom med kommentar i vores FORUM