atrox – terrestrials 

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCC 22.04.02  Avantgarde Metal Season of Mist/VME --
 

”Terrestrials” er norske Atroxs tredje album og selvom jeg husker deres første album ”Mesmerized” som en noget ustruktureret og skuffende udgivelse, der kun tiltrak min opmærksomhed fordi forsangerinde Monika Edvardsen er søster til Ann-Mari Edvardsen (ex-The 3rd and the Mortal), er deres nyeste udspil ganske anderledes interessant og udfordrende. 

Psykedeliske guitarer, staccato metalriffs, dobbeltstortromme, skæve taktarter og en vokal der langt fra er almindelig er alt sammen med til at gøre Atrox musik ganske unik og også utrolig krævende af lytteren. Monikas vokal veksler mellem operatisk skønsang, skrig, hvin, hvisken og et utal af forskellige udsyrede eksotiske vokalteknikker og lyder generelt som om den kommer fra en person der ikke er helt mentalt rask. Samme Monika er på en gang bandets største styrke og største svaghed. Hendes talent er overbevisende, men samtidig virker det til tider som om hun eksperimenterer for eksperimenternes skyld, uden tanke for hvad der kommer sangen til gode. 

Numre der fortjener at blive fremhævet er åbneren ”Lay”, Mare’s Nest” der er en perfekt blanding af alle elementerne i Atroxs musik og den relativt almindelige ”Human Inventions” der giver et tiltrængt pusterum midt i al galskaben. 

Sammenligningen med The 3rd and the Mortal er uundgåelig, da de to søstres vokal minder meget om hinanden, men Atrox er dog meget mere metalliske end The 3rd and the Mortal nogensinde har været. Albummet er svært at fordøje i sin helhed og er generelt mest interessant hvis man tager det i mindre doser. Atrox helt klart anbefalelsesværdigt til folk der har mod på en anderledes metal oplevelse. -dave


Kom med kommentar i vores FORUM