at the gates - slaughter of the soul ClassiC
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
ClassiC 1995 Melodeath/Thrash Earache/Target Fredrik Nordström
 

Mere er allerede for længst blevet skrevet og sagt om At the Gates’ svanesang, “Slaughter of the Soul”, end adskillig andre metalalbums med det dobbelte antal år på bagen, og når meningerne ytres, er det oftest med et skarpt skel mellem de to lejre. Enten nedsables værket som bandets ultimativt forræderiske kurs væk fra det oprindelige udgangspunkt, eller også vil de ekstatiske lovprisningerne ingen ende tage. Ikke en levende sjæl kan dog undsige sig, at indsatsen har vist sig at være direkte stil skabende og nærmest det primære element i støbeformen, som utallige inspirerede individer og/eller gennemskuelige kopister siden hen har stået i kø for at benytte i deres higen og søgen efter selv at blive en del af Göteborg-lyden.

Selv er jeg ikke bleg for til enhver tid at udråbe “Slaughter of the Soul” som mit absolut foretrukne bekendtskab inden for den svenske bølge af melodisk dødsmetal, og det er sgu bare et af de albums, man skal ha’ sig derhjemme i reolen – længere er den ikke. Vi er nok ude i et af de mest ekstreme ”often imitated, never duplicated” eksempler i nyere metalhistorie, og som et friskt kapitel i historien om At the Gates’ inspirationskraft ses virkningen selv helt ind i hardcore kulturen, hvor horder af metalcore udøvere med særdeles svingende grader af succes begår sand rovdrift på lyden. Darkest Hour var nok mit første bekendtskab med tendensen tilbage i slutningen af 90’erne, og fra da af er det dæleme gået stærkt. Himsa, Cannae, Killswitch Engage, All that Remains og andre ligesindede skylder efterhånden voldsomt i baren hos At the Gates, Dark Tranquility og In Flames, men personligt har interessen for de to sidstnævnte længe været af støt dalende karakter, da jeg simpelthen finder deres samlede output alt for flakkende på kvalitetsskalaen.

Smag og behag – utvivlsomt! Men hvad ville tilværelsen dog også være foruden det?

Ser vi på “Slaughter of the Soul” helt uden for konkret historisk og indflydelsesmæssigt kontekst, har det så godt som alle de overbevisende kvaliteter, der skal til for at tilvejebringe et tidløst, uopslideligt bekendtskab for mig. Kompositionerne er skridfaste og stormsikrede, hvad enten de står for sig selv eller indgår i helheden. Ragerkniven har været flittigt brugt i trimningsprocessen mod flaprende, slattent fyld, og nok blændes man af frygt af dampene fra Tomas Lindbergs for eftertiden legendariske svovlsyrebad i halsregionen, men derimod er alle blindgyder borteliminerede, som havde selveste ”The Governator” været på sagen.

Den evindeligt bidske kant, der hænger som en prægtig tjørnekrone over hele lydbilledet, bør næsten også per automatik give frikort til uhensigtsmæssig megen opmærksomhed ved stereo-alteret, og en klar fordel med den thrashy attitude havde de i kraft af, at melodierne, denne til trods, aldrig henvises til de billige rækker. Ingen, der allerede er bekendt med ”Suicide Nation”, kan vel afholde sig fra at lave ladegreb i luften, inden nummeret sparkes i gang – eller vræle/gurgle ”GO!” under introen til titelnummeret. Og selvom jeg gang på gang lidt forventer, at nu må energien sgu da være sluppet op mod slut, kommer ”Nausea” og ”Need” altid til undsætning med et kingsize jernkæbegreb om opmærksomheden og redder dagen, inden det monumentale punktum, ”The Flames of the End”, gearer pulsen ned mod et acceptabelt antal slag i minuttet og renser tavlen ren til atter en runde i fortvivlelsens forgård.

Hvornår har vi monstro sidst set albums, som på samme måde forenede metalhoveder og punks (nu hardcore kids!) med samme grad af ildhu og glød – ”Reign in Blood” eller ”Speak English or Die” vil jeg tro? ”Slaughter of the Soul” har stadig en hård fodtur gennem de kommende år til gode før det afdækkes, om klassikerstatusen er lige så berettiget som hos ovennævnte milepæle, men inden vi alle bliver gamle og grå under den døde himmel, tør jeg godt med sikkerhed – og for egen regning - presse ClassiC stemplet mod kronen på At the Gates’ værk. For nu skete det sgu igen, at jeg brugte hele dagen på at høre skidtet. Fedt! - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM