Man kan sige meget om power metal, hvilket der da også er mange, der gør. Men om man så måtte elske eller hade genren, (andre muligheder findes åbenbart ikke rigtig i praksis), kan der næppe herske megen tvivl om, at dens udøvere i høj grad har en gudsbenådet flair for det med at arbejde i store, teatralske koncepter.
Edguy-vokalist Tobias Sammet er en af dem. Hans sideprojekt Avantasia opstod netop ud fra et koncept om en historie omsat til en opera og fortalt igennem power metal-mediet, men med et hav af gæstevokalister i de forskellige roller. Den fik det oplagte navn "The Metal Opera" og fordeltes over to albums, der blev udgivet i '01 og '02.
Sammets fantasy-vision var med dens halvgebrokne engelsk, akavede fortællestil og billige morale ikke just Broadway-materiale. Men musikken var intet mindre end direkte fortryllende for os power-fetichister, der gerne labber tilnærmelsesvist smagløs Eurovision-pop i os, sålænge den bliver kogt på over 140 bpm og serveret på en sprød bund af stiksavs-spade.
Forrige års derpå følgende Avantasia-epos, "The Scarecrow", var endnu et koncept, - for Avantasia er og bliver åbenbart helliget Sammets store, elaborate idéer, - denne gang baseret på en løs Faust-pastiche om en outsiders kamp for den store kærlighed og imod en uundgåelig pariastatus. "The Scarecrow" viste en Avantasia-bagmand, der havde lært meget om konsistent narrativ uden overflødige detaljer (dette ikke mindst tillige gældende booklettens liner-notes), og var således langt mere skudsikkert og professionelt eksekveret end "The Metal Opera".

Tobias Sammet har tydeligvis bevidst villet overgå sig selv i denne ombæring. Dette hans næste store Avantasia-projekt er ikke blot et dobbeltalbum, - der iøvrigt også er udgivet som separate albums, - men disse to albums, "The Wicked Symphony" og "The Angel of Babylon" er hhv. anden og tredje del af en nu afsluttet trilogi af konceptplader, som "The Scarecrow" var starten på. Og som tilfældet var på forgængerne, optræder også denne gang et borderline-vanvittigt opbud af prominente gæstemusikere, deriblandt Mikael Kiske (ex-Helloween), Jon Oliva (ex-Savatage), Tim "Ripper" Owens (ex-Judas Priest + ex-Iced Earth), Klaus Meine (Scorpions), Jorn Lande (Masterplan o.a.), Russell Allen (Symphony X), Alex Holzwarth (Rhapsody of Fire), Jens Johansson (Stratovarius, Yngwie Malmsteen m.fl.), Oliver Hartmann (At Vance), Bob Catley (Magnum), Felix Bonkhe (Edguy), KISS' tidligere guitarist Bruce Kulick samt nuværende trommeslager Eric Singer, og flere til. Man må så absolut give Sammet, at manden fandengaleme både tænker og handler stort.

Det, som for mig var problemet med "The Scarecrow", var, at meget af det forrygende tempo, som dens to forgængere langt hen ad vejen var baseret på, i høj grad var nedtonet, nok overvejende grundet Eric Singers tiltræden som gennemgående trommeslager. Manden spiller som kun få andre en eminent tung-i-røven-rock-1, men han er immervæk ingen Jörg Michael eller Thomen Stauch. Desværre er det samme tilfældet i denne omgang, hvor hans skrabede hard rock-stil ind imellem nærmest synes at falde igennem, og kun på enkelte numre for alvor kommer til sin ret. I det hele taget kan de alvorligt uptempo sange tælles på en enkelt hånd, og når det er ud af 22 numre, ser odds'ene ikke gode ud for en fartentusiast som jeg selv. Jeg tænker somme tider lidt på, om Sammet efterhånden er begyndt at spekulere lidt i simpelthen at skrive i tempo andante for at trække nogle flere lyttere til, jf. "Lost In Space", ("hittet", om man vil, fra "The Scarecrow").

For nu at blive ved selve sangskrivningen, så er det jo trods alt ikke fordi Sammet på nogen måde er ringe til det, han laver. Tværtimod. Omend fartentusiast har jeg trods alt en endnu større passion for den berømte gode melodi, og netop dét territorium har Sammet for længst erobret uigenkaldeligt. Han har dog selv påstået, at der ikke skulle være nogetsomhelst fyld på de to nye plader. - Det skal han jo lissom gøre, - men det passer så bare ikke helt. Der er et par enkelte decideret kedelige skæringer på "Angel of Babylon"-delen, og i flere sanges tilfælde består deres eneste eksistensberettigelse udelukkende i omkvædene. Det er dog i den forbindelse yderst bemærkelsesværdigt, hvordan netop adskillige omkvæd på begge plader er skrevet, som havde Sammet bevidst søgt at ramme lige durk ned i 80'ernes storladne powerrock. Lige fra "...Symphony"'s indledende titelnummer over bombastiske powerballader som "Runaway Train" til den hard rock'ede "Alone I Remember", (der ellers stort set minder om en lidt langsommere "Paradise City"), trækker omkvædene kraftigt på veksler fra gode gamle 80'er-hymner som "Shot In the Dark". - Somme tider endda med delvist genbrug af netop dennes akkordprogression. Dét giver til gengæld altsammen gode points i min bog, ligemeget hvad man så end kunne komme på af dysfemismer for ordet "genbrug".

Til trods for stedvis stilstand fungerer skidtet langt hen ad vejen. Der er ingen sange, der for alvor er mesterværk-fantastiske, men niveauet er nydeligt. Det ville måske være lige tungt nok at høre de to plader i forlængelse af hinanden, men efter at have spillet dem på hyppig basis i adskillige uger i streg nu, sidder indtil flere af melodierne fast i mit hovede - i skrivende stund faktisk intet mindre end tre på én gang!

Samme flotte standard, som Tobias Sammet har hvad angår sangskrivningsevner, har han tillige som både sanger og bassist. Men dog skal toppræstationerne på den teknisk-håndværksmæssige front findes blandt de enkeltstående tilfælde. Avantasias faste producer og guitarist Sascha Paeth står for langt størstedelen af soloerne, så både Oliver Hartmann og Bruce Kulicks til sammenligning få leads er ikke bare forrygende spillet; de vinder på deres anderledes stil og sound.
På samme måde leveres de bedste vokaler - udover af Sammet selv - stort set af de vokalister, der kun optræder én enkelt gang. Der er ihvertfald fire enkeltpræstationer, jeg vil fremhæve, som er langt mere distinkte end nogen af den gennemgående Jorn Landes:
- Den hårdtslående, lidt US-power-agtige "Scales of Justice" lyder rent faktisk lidt af både Priest og Iced Earth, og ligger dermed lige til højrebenet for "Ripper" Owens, hvis vokal står overraskende godt til Sammets.
- Den derpå følgende "Dying For An Angel" er ren stadion-power-poprock á la Scorpions anno 80'erne, og således på samme måde oplagt til netop Klaus Meine. Nummeret minder lidt om tidligere nævnte "Lost In Space", men med lidt mere stålsat kraft bag sig, ikke mindst grundet den gode Meines velkendte alarmsirenetenor. Vi kunne snildt snakke fremtidig crowdpleaser her.
- Cloudy Yangs dejlige pigestemme er naturligvis dømt til at stå ud iblandt 21 100% mandsdominerede sange. Men jeg synes faktisk, hendes klang passer godt til den lidt trykkede stemning på "Symphony of Life". Denne er iøvrigt yderligere interessant ved at være det eneste nummer, der er skrevet af føromtalte Sascha Paeth.
- Endelig skiller Jon Olivas bevidst overspillede klagen på "Death Is Just A Feeling", som går fra Tim Burton-mystik over Queen-patos til klassisk rock-singalong, sig absolut tydeligst ud. Både vokalen og nummeret som helhed er en herlig gang afveksling, som der sagtens kunne have været mere af.

Der er naturligvis ingen tvivl om Jorn Landes tekniske formåen, men eftersom han synger på langt de fleste numre, går fidusen for mig at se lidt af idéen med en gæstevokalist, der netop gerne skulle være et ekstraordinært indslag. Der er dog naturligvis en mening med Landes nærmest konstante bidrag, nemlig at selve hans rolle i historien, en Mephistopheles-stemme, der konstant frister hovedpersonen imod gærdets skæbnesvangert lave ende, ganske enkelt bare er en omfattende, integreret del af plottet. Tingen er så bare, at det ikke virker helt optimalt. Teksterne er stort set effektive, men som oftest ret så endimensionelle stemningsbilleder. Sammet har bestemt forbedret sig som tekstforfatter siden 90'ernes tidlige Edguy-dage, men hans ordforråd, især hvad angår brug af billedsprog, lader fortsat en del tilbage at ønske. Dertil kommer, at Jorn Landes stemme både hvad angår klang, register og udtryk ligger væsentligt tættere på Sammets end nogen af de førnævntes.

Når jeg giver "...Symphony" og "...Babylon" fire C'er, er det således for en præstation, som til tider er rutinepræget og har mærkbart plads til forbedringer, men som alt andet lige især på den håndværksmæssige front er enormt imponerende. Der er slet ingen tvivl om, at fans af ihvertfald "The Scarecrow"-albummet så afgjort bør fise ud og investere i disse to skiver. - Ej heller om at de iøvrigt bør købes i den samlede deluxe-udgave, som udover at se blæret ud på kaminhylden indeholder adskillige kommentarer fra Sammet omkring skivens baggrund, koncept, historie, karakterer o.m.a.. - Hvortil kommer en masse tourfotos og andet gøgl.
Faktisk vil jeg gerne give "The Wicked Symphony" og "Angel of Babylon" som samlet pakke et lille c ekstra med på vejen. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM