avenged sevenfold - waking the fallen clonepop
Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCCC 08.09.03  Metal/Hardcore Hopeless (Import) Mudrock
 

Jo flere bolde man har i luften, des større er chancen for at tabe hele molevitten på gulvet, men Avenged Sevenfold er på ingen måde beskedne og demonstrerer med en mikstur af alskens metal, hardcore og punk gerne deres evner som behændige musikalske jonglører. Er det et hit? Noget kunne tyde derpå, for A7X har lige underskrevet en kontrakt med giganten Warner.

Fuldlængdedebuten ”Sounding the Seventh Trumpet” på Goodlife vidnede om et stort ambitionsniveau, og her lykkedes det til dels også for A7X at overbevise mange om deres værd, men alligevel var det til tider svært ikke at krummer tæer, især når M. Shadows pressede sin stemme til en lidt mere avanceret skønsang, end den kunne klare på daværende tidspunkt. Heldigvis er der sket en enorm modning over hele linien siden sidst, så bandet nu fremstår langt mere sammenspillet og har virkelig optimeret effekten af den voldsomme genreblanding til fulde.

Rendyrkede 80’er metal leads på guitaren spædes op med dundrende hardcore rytmer direkte fra pitten, og vupti…så leger de sgu videre med lidt stemningsfuldt pianospil og overlækre vokalharmonier, som dem man kender fra hypermelodisk punk af Bad Religion og Misfits skolen. Dog synes jeg, at de har bedst fat i metallen, for her brilleres over hele spektret, hvad enten det drejer sig om thrash, melodeath eller lyden fra den helt gamle skole. Fans af såvel Soilwork og Iron Maiden som Killswitch Engage og From Autumn to Ashes burde seriøst give dette en lytter!

Generelt er der en episk, storslået stemning over albummet, og A7X falder kun lidt på røven mod slut, hvor det føles en smule langtrukkent med en spilletid på næsten halvfjers minutter. Men med erfaringen fra esser som ”Radiant Eclipse” og ”Eternal Rest” oppe i ærmet, burde de nok kunne kompensere for denne hurdle næste gang. Nu må man så bare håbe, at Avenged Sevenfold heller ikke simplificerer udtrykket for meget, da det sikker ville dræbe al charmen ved bandet. 

Indtil videre er ”Waking the Fallen” i hvert fald det bedste bud jeg har oplevet på en metalcore ”Sgt. Pepper”. Fedt kunne det derfor være, hvis A7X popularitetsmæssigt vippede mange af de endimensionale nu-metal og HC bands derude af pinden, så metal og hardcore folket igen fik mulighed for at opleve storhed i musikken, frem for albums præget af enkelte hits spædet op med ligegyldigt fyld. -guldmann 





Kom med kommentar i vores FORUM