Mit kendskab til bandet Baroness fra byen Savannah i sydstaten Georgia baserede sig hidtil på den anden af de to mini-albums de udgav, før Relapse lugtede lunten og signede bandet. Netop ”Second” minien fra 2005 er en herlig tung lille sag, så jeg tillod mig at have visse forventninger til kvartettens nye debut ”The Red Album”; forventninger der i dén grad indfries!

Rent faktisk minder Baroness mig på ”The Red Album” umiddelbart om noget, der med lidt god vilje kunne betegnes som Mastodons lidt mere laid-back og lidt mindre eksperimenterende lillebror. Dermed ikke sagt at Baroness ikke alligevel har et meget eklektisk genremiks kørende, for jeg hører såmænd elementer fra både post-hardcore, southern metal samt inspiration fra gammelt 70’er heavyrock på ”The Red Album”; alt sammen inkorporeret på en organisk og kompositorisk sømløs måde, så Baroness fremstår som et på én gang helstøbt og faktisk også ret originalt band.

Apropos Mastodon, så ligger trommeslager Allen Bickles spillestil egentlig pænt meget i forlængelse af Brann Dailors fra Mastodon; de har begge tilnærmelsesvis samme luftige og sprælske tilgangsvinkel, selvom Bickle måske lige holder en smule mere igen hvad angår de allermest progressive spidsfindigheder. Det er dog brormand Brian Bickle og John Baizley, der som bandets gyldne guitar-team især gør Baroness til en udelt nydelse, ligesom Baizleys stemme veksler eksemplarisk mellem en mørk sunget vokal og nogle mere hardcore agtige brøl; faktisk minder vokalpræstationen mig en del om hr. Adam Agius’ ideelle indsats i front for de australske labelmates i Alchemist, og det skal naturligvis forstås som en endog overordentlig positiv kritik. Albummets elegante Alphonse Muchas agtige cover-artwork har Baizley i øvrigt også stået for; et art-work der med sine varme rødlige farver passer umanerligt godt til Baroness’ ulmende blanding af post-hardcore og southern metal/rock.

Post-hardcore tendenserne kommer først og fremmest til udtryk på albummets længere numre som åbneren ”Rays On Pinion”, ”Wailing Wintry Wind” og den instrumentale ”O’Appalachia”, hvor Baroness i lighed med f.eks. Isis langsomt og nænsomt bygger et drømmende og suggestivt lydbillede op. Modsat de fleste run-of-the-mill post-hardcore bands kommer Baroness dog altid frem til en eller anden slagkraftig metallisk pointe i stedet for blot at lade musikken flyde ud i det rene ingenting. Der gås derimod anderledes direkte til sagerne på kompositioner som ”The Birthing”, ”Isak” (med en prægtige percussive indledning, hvor Allen Bickle nærmest fører sig frem som en anden Stephen Shelton fra Confessor!) og ”Cockroach En Fleur”, hvor bandets sydstats rødder kommer mere frem til overfladen; pludselig mindes man bands som Down og Corrosion of Conformity, men også lyden fra klassiske amerikanske betonrockbands fra 70’erne som f.eks. Mountain og Iron Butterfly synes her at have inspireret Baroness en del. Albummets mest aparte skæring er dog den korte ”Teeth Of A Cogwheel”, der pludselig introducerer noget mekanisk lydende percussion kontrasterende med nogle skurrende angulære riffs, hvorefter den ligeledes korte ”Grad” dog tager over med hvad der derimod er udgivelsens mest umiddelbare og rockede nummer.

Phillip Cope fra bandet Kylesa har i øvrigt produceret “The Red Album”, og lyden er blevet mindst ligeså fremragende som på Kylesas 2006 udgivelse ”Time Will Fuse It’s Worth”; trommerne klinger helt organisk og naturligt ud, bassen er tydelig og dog massiv, guitarerne er varme og alligevel med bid, og vokalen får lige præcis den plads i lydbilledet som den har fortjent. I det hele taget bør produktionen på ”The Red album” være et eksempel til efterfølgelse, og ”The Red Album” kandiderer efter min mening ret kraftigt til titlen som årets bedst lydende udgivelse i genren.

Det kan godt være at guldfuglen Mastodon er fløjet fra reden, men heldigvis har Relapse med signingen af Baroness formået at udfylde tomrummet ud på fornem vis. En del inkarnerede fans af de klassiske mere death/grind relaterede Relapse bands vil sikkert finde Baroness en smule kedelige og lange i spyttet, men jeg synes personligt at bandets evne til ved hjælp af tempo- og stilmæssig variation at skabe noget på én gang formfuldendt og alligevel konstant udfordrende er besnærende tæt på at være sublim. Baroness formår med andre ord at fusionere det traditionelle med det nytænkende på en helt naturlig og homogen måde.

Hvor garvede Relapse bands som Pig Destroyer og Cephalic Carnage i mine ører har skuffet i år, er det betrykkende at nye signinger som Rwake og nu Baroness derimod imponerer stort med hver deres personlige tilgangsvinkel til tung metal. At ”The Red Album” så samtidigt er et debutalbum gør ikke Baroness’ præstation mindre imponerende. Indtil videre har to Relapse udgivelser, Rwakes ”Voices of Omens” og Alabama Thunderpussys ”Open Fire”, møvet sig ind på min foreløbige top ti for året; med Baroness albummet ”The Red Album” sniger antallet sig op på tre. Tiden vil vise om australske Alchemist med deres kommende og af denne anmelder med længsel ventede ”Tripsis” udgivelse kan presse antallet yderligere en tak i vejret. Indtil da bør man for guds skyld unde sig selv at nyde dette debutalbum fra Baroness i fulde drag, for i et år hvor Mastodon holder udgivelsespause, er ”The Red Album” nemlig med garanti det bedst tænkelige alternativ. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM