baroness - yellow & green
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 2012 Prog./Hardrock Relapse Congleton
 

Hvor Baroness tidligere udgav “Red Album” og “Blue Album” hver for sig har de denne gang i stedet bestemt sig for at samle gul og grøn i samme indpakning, der hermed udgør; “Yellow & Green”. Det er dog ikke fordi bandet har ligget på den lade side, at de har udgivet to farver i samme omgang. Tværtimod, så udkom “Blue Album” allerede tilbage i 2009 og her tre år efter stormer Baroness ufortrødent frem med en dobbeltudgivelse, der i høj grad giver mening, hvis man ser på hele deres diskografi.

Baroness har været i en konstant udvikling med udgangspunkt i “Red Album”, der var grov i lyden og eksperimenterende, frem til “Blue Album”, der viste bandets sans for sangskrivning, og her ender man så med “Yellow & Green”, der virker til at være Baroness’ organiske holdepunkt - i hvert fald indtil videre. Det er stadig ligeså teknisk som tidligere, men i stedet for at fokusere på det tunge og til tider finurlige lydbillede, hælder de nærmere mod kunsten at skrive et veludført nummer. Man kan sågar gå så langt og sige, at nogle af numrene tangerer til et godt pop nummer. “March to the Sea”s fængende riff snor sig om John Dyers passionerede tekster vedrørende venner tabte til stoffer. Ligeledes virker “Cocainium” som en opfølgende kommentar til “March to the Sea”, men går det desværre også galt for Baroness. I forsøget på at bibeholde fokus på sangskrivning og det gode nummer, så er der ind i mellem blevet pillet en anelse for meget sangene i studiet; “Cocainium” er et af disse. Trommerne lyder som om de er blevet begravet under et lag jord. Dette gælder også for “Mtns. (The Crown and The Anchor)”, der har været én eller to gange for meget gennem computeren. Hele lydbilledet på nummeret virker distraherende fra det store hele, der hedder “Yellow & Green”, og sådan er der desværre et par afstikkere på Baroness’ nyeste udgivelse.

Det er et massivt dobbeltalbum, de har kreeret; ni sange for hver farve, der ovenikøbet har hver deres tema, der indleder de respektive plader. Desværre virker visse af numrene som fyld, der ikke rigtig bidrager. Det er især de førnævnte numre, hvor der er blevet lagt for mange unødvendige effekter oveni til at skelne, hvad det der, der virkelig foregår. “Psalms Alive” starter som et electronica-nummer og et øjeblik bliver man helt fortvivlet for, om Baroness også har bukket under for dubstep-dillen. “Psalms Alive” skifter heldigvis over i et gedigent rock nummer, men meningen med introen ligger tabt, for der samles aldrig op på den igen. I stedet fungerer et nummer som “Stretchmarker”, et kort instrumentalt og semi-akustisk nummer, meget bedre fordi det i langt højere grad virker til at have en funktion, nemlig at lægge fænomenalt op til det mere hårdtslående “The Line Between”. Og når vi er ved hårdtslående numre, i denne forstand ‘heavy’, så er de ikke i overflod på hverken gul eller grøn. Dog er “Take My Bones Away”, der tæller i denne kategori, et virkelig stærkt nummer.

Det skal ikke lyde som om, at der kun er to heavy sange på “Yellow & Green”, men Baroness har været påpasselige med at sætte dem selv i bås i forhold til deres to tidligere plade. De har i sande viderført den lyd, man oplevede på disse, men det føles til tider på “Yellow & Green”, at det glipper lidt engang i mellem. Det virker desværre en anelse halvhjertet. Der er numre, der er helt oppe i toppen og så er der dem, der er helt nede og skrabe bunden. Heldigvis virker det indtil videre til - og dette er en uforbeholden personlig mening - at de gode numre trækker gevaldigt op.

De to farver indledes med hver deres tema og hvor “Yellow Theme” er en anelse kedelig, så er “Green Theme” et fantastisk og opløftende nummer, der virker som pendant til det meget dystre lydbillede, der forefindes på sangene fra den gule side. Her det også værd at nævne, at hele grøn faktisk virker som en modsætning til den dystre gule. Ikke nok med at “Green Theme” er meget opløftende, så har det efterfølgende nummer, “Board Up the House” en besynderlig fremaddrivende kraft, der kun forstærkes af Dyers ivrige vokal. Læg blot mærke til, hvordan hans indledende vejrtrækning, inden han begynder at synge, er skruet godt op. Det er i småtingsafdelingen, men det giver det helhedsindstryk som “Yellow & Green” fortjener at udvise, men som det ikke helt magter. Og det er desværre - som nævnt tidligere - det største problem ved denne udgivelse; helhedsindtrykket skranter lidt, for det er uden tvivl det, bandet slår “Yellow & Green” op på. Det kommer bare ikke - heldigvis er der nok af farver at tage af til næste udgivelse, og med den rivende udvikling som Baroness tager, så bliver det spændende, hvad næste træk bliver.  -davidson




















Kom med kommentar i vores FORUM