behemoth - evangelion  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 07.08.09 Blackened death metal Nuclear Blast/Warner --
 

Polsk ekstremmetal fører sig virkelig fordelagtigt frem her i 2. halvdel af 2009. Landets gamle death metal institution Vader har for nylig udgivet det formstærke ”Necropolis” album, og nu følger de vel efterhånden mindst ligeså internationalt anerkendte mørkemænd i Behemoth trop med en ikke mindre imponerende udgivelse i form af deres nye ”Evangelion” udgivelse.

Modsat Vader har Behemoth dog sit udspring i black metal genren, men siden det 10 år gamle ”Satanica” album har bandet bevæget sig længere og længere i retningen af regulær death metal. Alligevel formår Behemoth på ”Evangelion” på en eller anden måde at bibeholde en vis black metallisk ’aura’ over deres udtryk, selvom musikken rent objektivt så afgjort har mere tilfælles med dødsmetal; noget som mainman Nergals okkulte og esoteriske tekstunivers sikkert også skal tildeles en del af æren for. (For slet ikke at tale om bandets rent visuelle udryk, som bestemt stadig har et tydeligt tilhørsforhold til black metals mørk-teatralske æstetik; bare se bandbillederne i bookletten som bevis...)

I denne omgang synes lyrikken overordnet at advokere for en slags antikristen hedonisme, hvor individets ret til frit at kunne udfolde sig uden snærende bånd, det være sig moralske, religiøse eller samfundsskabte, besynges. Som det også er set på nogle af føromtalte Vaders tidligere albums, ridser Nergal i bookletten kort op, hvad tankerne bag hvert enkelt nummer har været, og han drager i den forbindelse inspiration fra og citerer folk som bl.a. Crowley, Nietzsche, Platon, Sartre og Proust, samtidigt med at han på intelligent og velformuleret vis trækker på tankemæssigt vraggods fra såvel Biblen og kabbala, som fra ægyptisk, persisk og græsk mytologi.

Apropos græsk mytologi, så indledes albummet med en hyldest til vinen, nydelsens og frugtbarhedens gud Dionysos i form af den afsindige ”Daimonos”, der med sin catch-phrase ’All hail slain and risen God, All hail Dionysos!’, sit hæsblæsende tempo og sin smittende catchiness nærmest fremstår som en slags sorttintet Deicide for det nye årtusinde. (Hvis altså ellers Glen Benton havde været ca. 50 % bedre begavet.) Et andet eksempel på kombinationen af Dionysos hyldest og fængende dødsmetal er ”Ov Fire and the Void”, hvor tempoet dog er lidt mere behersket og stemningen tungere, hvorved en ”Domination” æra Morbid Angel sammenligning i mine ører ikke er helt ved siden af. Behemoth kan dog også kombinere det helt hurtige med det tungere som på ”He Who Breeds Pestilence”, ”The Seed ov I” og ”Alas, Lord is Upon Me”, mens den korte ”Defiling Morality ov Black God” vender tilbage til udgangspunktet med tempoet gearet op til umenneskelige højder.

Det er dog ikke kun bulder og brag det hele; små detaljer såsom en inciterende sitar i slutningen af ”Shemhamforash”, nogle hæse ravneskrig i starten på ”He Who Breeds Pestilence”, lidt akustisk guitar på ”The Seed ov I” samt den ildevarslende, orkestrale & korale indledning på den monumentale afsluttende ”Lucifer” er med til at krydre udtrykket lige den smule, der sætter den sidste prik over i’et på ”Evangelion” hørt som et samlet hele.

Trommebaskeren med det helt indlysende kunstnernavn Inferno propellerer ubesværet militante, marchagtige percussive indslag op til et intensitetsniveau af nær orgiastiske højder, når han for alvor åbner for sluserne, men selv når det går allermest heftigt for sig, har Behemoth hele tiden overblik og fuld kontrol over begivenhederne. Godt nok står Nergal & Co. selv krediteret som producere af “Evangelion”, men de har fået hjælp af både Daniel Bergstrand og Colin Richardson; to lyd-troldmænd der som få andre har været med til at definere selve lyden af ekstremmetal gennem godt 2 årtier, og resultatet er da også blevet noget så eftertrykkeligt derefter. Man føler hele tiden at Behemoth i samarbejde med de nævnte producer-ikoner kontrollerer det musikalske kaos på næsten kynisk og koldt beregnende vis; der er en paradoksal stoisk ro og klarhed over selv de mest intense og fortættede passager på ”Evangelion”.

Behemoth har på én og samme tid en fod solidt plantet i den traditionelle death og black metals sorte muld, samtidigt med at polakkerne med den anden fod er på vej til at træde et musikalsk skridt ind i fremtiden, og netop denne kombination gør ”Evangelion” til noget nær idealet på et vellykket, kontemporært ekstremmetal album her på tærsklen til et nyt årti. Der er ikke så meget andet tilbage at sige, end at Behemoth atter engang beviser at de ubestridt tilhører den eksklusive metalelite, så lad dig blot helt trygt besnære af Behemoths nye dionysiske evangelium:

’Honour Me!
Chaldean priests
Bow to me, in adoration
EVANGELIZE!’ ~ ”Daimonos” – Byrial


















Kom med kommentar i vores FORUM