believer - gabriel  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 14.04.09 Eksperimenterende death/thrash Metal Blade/Target --
 

Ligesom tilfældet var med de kristne doom prædikanter i Trouble op gennem 80’erne, blev det på deres helt egen måde mindst ligeså gennemført fantastiske eksperimenterende death/thrash band Believer pga. deres udtalt kristne overbevisning aldrig rigtigt alment accepteret af andet end en lille sluttet skare af overbeviste disciple.

Believer var i slutningen af 80’erne/starten af 90’erne del af en mindre kristen ekstremmetalscene, der også talte navne som bl.a. Deliverance, Vengeance (Rising), Tourniquet og Living Sacrifice; bands der gjorde op med tanken om at kristen heavy metal absolut skulle lyde og tage sig ud som eksempelvis det forfærdelige skræmmeeksempel Stryper. I stedet gjorde disse bands det til en dyd at musikalsk understøtte deres religiøse tirader på det lyriske plan med en teknisk veludført og aggressiv blanding af death metal og thrash.

Iblandt de nævnte bands var det især Believer, der imponerede mig stort dengang; deres debut ”Extractions From Mortality” fra 1988 og frem for alt ”Sanity Obscure” fra 1990 var et originalt mix af dødsmetalliske tendenser og eksperimenterende thrash (nummeret ”Dies Irae (Day of Wrath)” fra ”Sanity Obscure” står stadig den dag i dag som en af de tidligste, mest gennemførte og kuldegysende smukke sammensmeltninger af thrash, kvindelig sopran og klassisk instrumentering), mens det indtil nu sidste Believer album ”Dimensions” fra 1993 i endnu højere grad gik amok i avantgardistiske eksperimenter.

Her mere end 15 efter at Believer gik i opløsning, har de 2 oprindelige medlemmer, guitarist og vokalist Kurt Bachman samt trommeslager Joey Daub, højst overraskende samlet en ny Believer besætning og gjort comeback med den nye udgivelse ”Gabriel”; et værk der ufortrødent tager tråden op fra den godt 2 årtier gamle ”Sanity Obscure” med en omgang eksperimenterende, teknisk thrash, der lyder umiskendeligt som det Believer man kendte, bare behændigt opdateret med de krav man nu engang må have til et moderne metalalbum. Produktionen er således klart den bedste Believer nogensinde har haft; trommerne er krystalklare og ringer naturligt ud, bassen er stålet og dejlig rusten i klangen, mens guitarerne ret frækt har fået en fedtfattig, slank og hidsig lyd, der virkeligt sætter Believers riff-o-rama ideelt i scene.

Believer har især rent rytmisk fra dag ét af været i en klasse for sig selv, og det faktum er så sandelig ikke blevet mindre åbenbart efter godt 15 års pause, for ”Gabriel” er fra ende til anden en ren lækkerbisken, hvis man ikke kan få sine thrash riffs og rytmer både komplekse, fængende og varierede nok. Faktisk skal man nok finde nogle af Prongs bedste albums frem for at finde en ligeså stor andel af afvekslende dræberriffs af høj kvalitet, som dem Kurt Bachman disker op med på ”Gabriel”; også mandens vokal er stadig ligeså karakteristisk, som den altid har været; hæs, hekse-agtig og lettere hysterisk. Rytmegruppen bestående af Daub og den nye bassist Elton Nestler følger riffmester Bachman helt til dørs, og også den ligeledes nytilkomne keyboardspiller/programmør Jeff King gør sig fordelagtigt bemærket med diskret brug af stemningsskabende keyboard, piano, industrielle lydeffekter og voice-samples.

Det eneste nummer på ”Gabriel” der ikke sådan rigtig indledningsvist overbeviste mig var den ret rytmisk konventionelle og melodiske “The Brave”, hvor Howard Jones fra Killswitch Engage (som jeg i parentes bemærket ikke er nogen udpræget stor fan af) står for den rene leadvokal, men efter et par gennemlytninger fremstår selv ”The Brave” ganske vellykket; især pga. nogle vokale ’trade-offs’ mellem Bachmans hæse råb og Jones’ dybe growls. Helt uden forbehold fantastisk er til gengæld “Shut Out The Sun”, der med sit usandsynligt fængende og uimodståelige thrash groove med lethed indtager sin naturlige plads som en af Believers allerbedste kompositioner overhovedet, mens ”Focused Lethality” til gengæld er albummets mest simple nummer, der bare stormer fremad med en gang knaldhård old school 80’er thrash, der i udtryk næsten nærmer sig det, man i sin tid betegnede som ’speedmetal’. I afdelingen for mere udfordrende teknisk thrash finder man udsøgte sager som ”A Moment in Prime”, ”Stoned”, ”Redshift” og ”The Need for Conflict”, der placerer Believer i samme liga som ligesindede bands á la Mekong Delta, Voïvod og Coroner, der alle har været med til at forme den eksperimenterende thrash op igennem de sidste 20-25 år.

Rent faktisk er ”Gabriel” allerede nu meget tæt på at tangere sublime ”Sanity Obscure” som mit favoritalbum med Believer, og selvom jeg seriøst tvivler på at Believer pga. deres ovennævnte religiøse overbevisning i denne omgang vil få større almen succes og opmærksomhed end tilfældet var i slutningen af 80’erne/starten af 90’erne, fortjener ”Gabriel” i den grad at blive hørt, hvis man tænder på teknisk, eksperimenterende thrash, når det er allerbedst. Bliver man først hooked, kan det desuden varmt anbefales at opstøve de tidlige albums ”Extractions From Mortality”, ”Sanity Obscure” og ”Dimensions”, der for ikke så forfærdeligt lang tid siden blev relanceret i labre remastered genudgivelser.

Udover at være navnet på en ærkeengel betyder Gabriel også ’Guds mænd’ på hebraisk, og hvis der spilles thrash i himlen, MÅ Believer være Guds favoritband; for afslutningsvis at parafrasere over et gyldent citat fra kult splatterfilmen ”Braindead”: ’Believer kicks ass for the Lord!’ CCCCC½ - Byrial














Kom med kommentar i vores FORUM