Med ”Blood Magick Necromance” er Belphegor velsagtens på banen med deres, hvad, 8. studiealbum eller noget i den retning? En af grunden til at det kan være lidt svært at holde styr på østrigernes mange udgivelser er bl.a. at de sandt for dyden ikke har det med at variere ret meget fra hinanden i musikalsk udtryk, og i den forbindelse er ”Blood Magick Necromance” (desværre eller heldigvis, alt efter temperament) ingen væsentlig undtagelse.

Belphegor opererer nemlig stadig i grænselandet mellem, lad os sige, Behemoth/Deicide og Marduk/Dark Funeral, altså en blanding af hovedsagelig satanisk dødsmetal iblandet en smule højhastigheds black metal, samtidigt med at Belphegor på det lyriske plan fremstår som nogle rigtige ’bøhmandssatanister’, der blander tilbedelse af den hornede med perverteret seksuel indhold på en ikke altid udpræget smagfuld vis.

At man klicheerne til trods alligevel ikke kan fratage Belphegor en vis primitiv charme ligger for mit vedkommende i østrigernes flair for trods alt at bryde det generelt opskruede tempo op med lidt tiltrængt variation i form af nogle helt tunge kompositioner (”Rise to Fall and Fall to Rise”, ”Discipline Through Punishment” og delvist ”Impaled upon the Tongue of Sathan”), samt deres brug af et par brokker på modersmålet tysk fra tid til anden; sidstnævnte er med til at give numre som ”Discipline Through Punishment” og ”Possessed Burning Eyes” et yderligere gustent præg i samarbejde med nogle kor-effekter på mange af omkvædene, der mikser det gustne indtryk med en kontrasterende følelse af ophøjet ondskab. Rent faktisk er den korale underlægningen på åbneren ”In Blood – Devour this Sanctity” inspireret af selveste Johannes Brahms’ 1. Ungarske Dans. For mere out’n’out speedfreaks er der guf at hente på kortere aggressionsudladninger som ”Angeli Mortis De Profundis” og den afsluttende ”Sado Messiah”.

Der kan velsagtens argumenteres for at ”Blood Magick Necromance” rent karaktermæssigt placerer sig et eller andet sted mellem tre store C’er og fire små, alt efter hvor meget man vil lade det trække ned at Belphegor ikke rigtigt synes villige (eller i stand til) til at udvikle sig i nogen nævneværdig grad fra udgivelse til udgivelse, men blot mere eller mindre fortsætter af den slagne death/black hærvej; personligt vælger jeg at runde gavmildt op til CCCC pga. de nævnte tungere indslag og eksperimenterne med teatralsk teutonske stemmeføring og diabolske backup kor. Egentlige overraskelser og musikalsk udvikling er dog ikke de argumenter, der skal sælge ”Blood Magick Necromance” til den altædende death/black fanatiker, men snarere det hidsige og altødelæggende aggressive udtryk i kombination med et i sammenhængen passende uforsonligt og formørket tekstunivers. Bøh! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM