Between the Buried and Mes seneste udspil er en EP ved navn “The Parallax: Hypersleep Dialogues” og fungerer som første del i en konceptserie af to, hvor anden del, et fuldlænge album, følger efter. Men hvad der møder en ved første gennemlytning, er måske ikke, hvad man lige forventer fra det progressive band - og dog; for progressivt, det er det!

Hvis man smed Danny Elfman, Meshuggah og en knivspids The Ocean ned i blenderen, så ville “The Parallax” være resultatet. Første nummer, “Specular Reflection”, åbner med en meget Danny Elfman-agtig intro, næsten så lig hans stil, at man skulle tro, det netop er ham, der har skrevet stykket til bandet. Og det er ikke kun introduktionsdelen af pladen, hvor det lyder sådan, for der er smidt små finurlige stykker ind her og der på hele EP’en. Derfor er det vigtigt, hvis man skal nyde pladen til fulde, at indfinde sig med det præmis som bandet nu engang lægger for dagen, når de benytter sig af en netop så til tider teatralsk lyd. Præmisset er selvfølgelig, at det til tider kan blive en tand for overdrevent, når der for eksempel midt i “Augment of Rebirth” figurerer dyrelyde, der blandt andet tæller får og geder, samt en tuba-lignende synth. Der er absolut intet galt med at være teatralsk i sin lyd, og heller ej, at benytte sig af samples, men det er at trække den for langt, når det går fra at være teatralsk til at være ufrivillig komisk. Det er i grunden synd for lige netop dette stykke, fordi det er en tiltrængt pause fra Between the Buried and Mes så ellers mættende lydbillede. Så snart denne pause indtræffer i musikken, får lytteren tid at trække vejret et øjeblik.

Sådanne pauser findes flere steder på “The Parallax”, hvilket i høj grad netop er tiltrængt, når denne kun består af tre numre, der i gennemsnit er 10 minutter lange. Bandet er i grunden bedst, når de skruer lidt ned for volumen og tempoet, for det viser dem fra deres mest inspirerende og opfindsomme side. Starten på sidste nummer, “Lunar Wilderness”, starter let og simpelt, det virker beroligende på en ellers hektisk plade, og giver bandet en lyd lig The Ocean og Intronaut, med en nærmest jazzet bas og tilbagetrukne trommer. Der er absolut intet i vejen med et fyldigt og kaotisk lydbillede, for hvis man skal sammenligne yderligere, så kan et band som Meshuggah finde mening med galskaben i konstante tempo- samt skift af taktart, ved at lade disse stå over længere tid. Netop dette er Between the Buried and Mes problem, fordi der simpelthen sker så meget hele tiden i meget lang tid.

Bandet har uden tvivl virkelig gode ideer, men det er utroligt krævende, at skulle høre bare ét nummer, når der ikke rigtig er så mange holdepunkter. På “Lunar Wilderness”, når der for et kort øjeblik findes en xylofon, der følger basmønstret. Det vækker appetitten på lytteren, men lige så hurtigt som det dukkede op, så snart forsvinder det igen.

Alle de imponerende ideer skal ikke gemmes væk, men måske fordeles en smule. Der er intet galt i at dvæle i passager, især ikke når man har så intens en lyd, som der findes på “The Parallax”, og når produktionen oven i købet hælder til det meget kliniske, så bliver det måske for perfekt. Der savnes lidt menneskelighed i hele virvaret, der savnes nogle aktører i det teatralske. Det er utroligt imponerende, hvad der præsteres på denne EP, men der skal være plads til at stoppe op engang i mellem, for ellers kan man som lytter ikke påskønne alle disse finurligheder. Derfor er det en plade, der kræver en del gennemlytninger, for ikke at sige rigtig mange. Det er i så fald spændende, hvad anden del af “The Parallax” byder på. Da det jo netop er en fuldlænge, så kan man håbe på lidt mere nuance i lydbilledet, men helt glemme den imponerende og aggressive spillestil bandet lægger for dagen, det må de aldrig. -davidson

Kom med kommentar i vores FORUM