Blacklisted er forvandlingens mestre. På de tidlige ep'er inden fuldlængde debuten, ”...The Beat Goes On” fra 2005, leverede de uspektakulær, mosh-venlig og bøllet hardcore, og første album lå i ikke overraskende forlængelse heraf. Deathwish Inc. havde for vane at spytte stribevis af kluntet stads ud i den stil, så Blacklisted var ikke noget at tage videre notits af.
”Heavier than Heaven, Lonelier than God” fra 2008 var i en helt anden liga! Helt urimeligt hektisk og med et frådende rock & roll psykotisk touch som også prægede vokalfrontens levering af pessimistisk selvhad i lange baner. Hvis The Bronx slap alle tøjler og spillede hardcore, ville de muligvis ende samme kulsorte sted. Den generelle kvalitet af Deathwish Inc. udgivelserne begyndte også at stige her omkring, men det er en anden snak.

Tiden skrues dernæst frem til december '09, hvor Blacklisted allerede stod klar igen. Ikke megen information ude på forhånd om albummet før det var klar til køb, bortset fra titlen, ”No One Deserves to be Here more than me”. Udover endnu et markant stilskifte har Blacklisted foretaget mange usædvanlige valg omkring tilblivelsen og formidlingen af materialet.

”No One Deserves...” findes fysisk udelukkende på vinyl. Til at starte med var den kun at skaffe direkte fra selskabet, og der var heller ingen smagsprøver af, hvordan det ville lyde. Straks begyndte en ophedet snak med konspirationer herom. Tilsyneladende er alt omkring albummet er gjort med bevidst henblik på to ting. For det første at lytteren tager materialet til sig som én helhed, og for det andet fordi det nu engang var, hvad bandet ønskede. Beviset ses i graveringerne ved slutningen af hver side på lp'en. De lyder hhv. 'By Blacklisted' og 'For Blacklisted'. Selvfølgelig står det der, og kun der, så udelukkende de, som rent faktisk har købt pladen får informationen med. Nu spoleres overraskelsen selvsagt ved at nævne det her, men udsagnet er essentielt for forståelsen af værket og omstændighederne.

Visuelt er retningen helt ny. Intet artwork eller design af J. Bannon, som ellers ofte præger Deathwish Inc. udgivelserne. Coveret bør ses i fuld udstrakthed for maksimal effekt af collagen med falmede barndomsbilleder kontra kradse figurer og masker. På indersiden står titlen og teksterne i en gulligt falmet, broderet ramme. Betydelig afstand til den standardiserede kranie/hjerte stil de lagde ud med.

Selvhadet fra sidst har fået et hak opad, men hvor ”Heavier than Heaven...” var som at blive zappet med en strømpistol, rister ”No One Deserves...” dig over en ulmende, sagte ild. Det er en sandhed med modifikationer, når 'hardcore' betegnelsen klaskes i genrefeltet foroven, men det her lader sig ikke indkredse i et bekvemt snuptag.
Direkte aggression har fået sparket, som Blacklisted støjer, rocker skævt og slæber sig gennem numrene i et mestendels moderat tempo. Lyden på instrumenterne er godt smadret, og blikket skal nærmere rettes mod 90'er indie rockens grimme ællinger end Cro-Mags for referencepunkter. Et godt eksempel er ”Everything in my Life is for Sale”, hvor guitaren tvinger en forbløffende vellykket hybrid af harsk grunge rock og hardcore igennem.

Som utraditionel modvægt optræder en lille vifte af strygere og blæsere hen ad vejen. Berettigelsen mejsles allerede ud i åbneren, ”Our Apartment is always Empty”, hvor den ledt krybende fremdrift maksimeres halvvejs inde af George Hirschs højrøstede 'ladadada didididi' landsbytosse-nynnen som optakt til ubehageligt melankolsk violin i førersædet.
Lidt i samme boldgade er ”I'm Trying to Disappear”, hvor slæbefart og højlydt trompet trækker stemningen på en grandios tur gennem sølet, mens 'Enslaved, I can't be saved' mantraet gjalder utallige gange.
Som undtagelse er ”Palisade” mere umiddelbar og rocker forbandet hårdt. Stærk kontrast til ”The P.I.G. (The Problem is G.) - en fåmælt ballade hvor Blacklisted trækker det akustiske kort med stor succes.

Et frisk, vigtigt aspekt er inkluderingen af tre instrumentale mellemspil. Det første med vægt på støj og slagtøj, det næste også skrapt brusende men med en enkelt klagende blæser indover, og det sidste en uddøende, sagte rumsteren. Hver af dem er en kort affære, men de skærper opmærksomheden undervejs og illustrerer mådeholdet omkring elementer, der umiddelbart synes fremmede, men reelt højner helheden.

Hvor grænsen i teksterne mellem virkelighed og eventuel fiktion går, kan man næsten ikke have lyst til at vide. Ingen luft under vingerne til så meget som et forceret forsøg på begejstring. Det udfolder sig nærmest på samme facon som en lille håndfuld ”Curb your Enthusiasm” afsnit, blot uden komisk aspekt som incitament til at være flue på væggen. Den lyriske pinebænk byder i ”Skeletons” bl.a. på udpenslet beskrivelse af et svært skrantende parforhold, hvor fortælleren efter et skænderi giver sig til at spille pik med kærestens shampoo som en forløsning af en slags.
”Our Appartment is always Empty” brager på ingen måde ikke igennem som eksistentiel succeshistorie – 'Remember when you brought home that picture of your dad / Hung it on the wall as a reminder of what it is to be a man / Well, I was lying when I said I didn't know where it went / I tore it up laughing and I'd do it again'. Ambitionsniveauet om maksimalt at kunne give den som frastødende fugleskræmsel på en øde mark i ”Everything in my Life is for Sale” signalerer mildt sagt ej heller stærk personlige optimisme, men det tåkrummende ubekvemme står som et suverænt aktiv for albummet.

Musikalsk er det ikke direkte sammenligneligt med Converge, men på mange måder er ”No One Deserves...” netop, hvad ”Axe to Fall” ikke magtede at levere. Man oplever langt mere end sporadisk imponerende delementer, som værket udfoldes, og det radikale stilskifte giver pote. Blacklisted kunne snildt have hamret en ”Heavier than Heaven...” del to ud og stillet mange tilfredse, men vovemodet resulterer i noget, der er givende på et helt andet plan.
Pladen var lidt tid om at brænde sig helt fast. Set i bakspejlet burde den have haft en langt mere prominent placering på min top-10 over sidste års bedste udgivelser.

Spæd op med ”Eccentrichine” 7” kompagnon-ep'en på Six Feet Under Records, der muligvis er udkommet, når du læser dette. Ikke at jeg har hørt så meget som ét sekund af den i skrivende stund, men med Blacklisted bør man være klar til at vise tillid og tage chancen. Ingen gisninger om hvor de rykkere videre hen herfra. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM