Med titlen på det forrige Black Mountain album, ”In the Future” fra 2008, var der vel egentlig tale om en form for ‘falsk varebetegnelse’, for var der noget udgivelsen ikke var, var det futuristisk. Snarere synes canadiske Black Mountain at sætte en ære i at skilte mest mulig med deres forkærlighed for forskellige aspekter af den tunge rock, som den lød helt tilbage i guldalderen i slut-60’erne/start-70’erne, med alt hvad det indebærer af tunge rytmer og fuzzy riffs, symfoniske el-orgel, mellotron og synth-flader samt skiftende brug af både herre- og kvindevokal.

Albummet delte anmelderne; en del affærdigede ”In the Future” som en omgang bagstræberisk retro-rock uden selvstændig kunstnerisk relevans, mens atter andre hyldede bandets autentiske evne til at ramme en stil og en periode med usvigelig sikkerhed og en ikke ubetydelig nonchalant charme. Selv faldt jeg ubetinget i sidstnævnte kategori og hyldede albummet som et af højdepunkterne i 2008, selvom jeg fuldt ud erkender at ”In the Future” ikke just repræsenterede nogen som helst form for musikalsk nytænkning. Som udgangspunkt var mine forventninger til den nye Black Mountain udgivelse ”Wilderness Heart” af selv samme grund da heller ikke på nogen måde at blive udfordret rent musikalsk, men snarere atter en gang at blive underholdt af nostalgiske flashbacks til dengang den tunge rock var i lømmelalderen.

Den vellykkede ”Old Fangs”, der som det første nye nummer fra ”Wilderness Heart” blev lækket på nettet for snart et godt stykke tid siden, syntes da også ufortrødent at fortsætte stilen fra ”In the Future”, og gav dermed forventningerne til resten af albummet et ekstra skub i den rigtige retning (husk i øvrigt endelig at tjekke den übercool video ud, som Black Mountain har lavet til ”Old Fangs”); forventninger der i den grad indfries på suveræne numre som ”Rollercoaster”, ”Let Spirits Ride”, og titelnummeret.

Albummets perle, den uptempo og metalliske ”Let Spirits Ride”, er ren Black Sabbath worship, og lyder nærmest som en blanding af riffene fra ”Symptom of the Universe” og ”Neon Knights” kombineret med en robotagtig effekt på vokalen, der til gengæld giver mindelser om ”Iron Man”. På både ”Old Fangs”, ”Rollercoaster” og titelnummeret synes Black Mountain derimod at kombinere inspiration fra de psykedeliske rock-poineerer i Jefferson Airplane med det tunge hammondorgel baserede lydbillede, man kender fra tidlig Deep Purple; et indtryk den kvindelige vokalist Amber Webbers Grace Slick agtige stemme sat op imod guitarist og sanger Stephen McBeans ditto yderligere er med til at forstærke.

Den bedste håndfuld numre på ”Wilderness Heart” er med andre ord helt på højde med og følger effektivt op på ”In the Future”, men alligevel synes jeg desværre ikke helt at det nye album som helhed rammer samme høje niveau som sin forgænger. Problemet er at der efter min mening er lidt for meget fyld på albummet i form af mere afdæmpede, akustisk baserede numre som ”The Hair Song”, ”Radiant Hearts”, ”Buried by the Blues”, ”The Way to Gone”, ”The Space of Your Mind” og “Sadie”, der uden at være decideret dårlige, heller ikke for alvor fremstår som eksempler på Black Mountains force som band.

Der skal nok være dem, der vil mene at de omtalte mere afdæmpede kompositioner bare viser en ny, mere minimalistisk og mindre overlæsset side af Black Mountains musikalske evner, men jeg er nu mere af den mening at der er alt for mange af dem, og at de derved udvander canadiernes ellers potente udtryk unødigt. Nuvel, i det mindste indeholder den hippieagtige ”The Hair Song” en vis charme, og den overstyrede guitarsolo i ”The Way to Gone” er præcis variation nok til at holde interessen ved lige, men ”Radiant Hearts”, ”Buried by the Blues”, ”The Space of Your Mind” og “Sadie” er på den anden side simpelthen for enslydende og ’lejrbåls-agtige’ til for alvor at begejstre undertegnede.

Disse indvendinger til trods tøver jeg dog alligevel ikke med at anbefale det nye album til dem, der som jeg faldt pladask for ”In the Future”, så længe man bare er på det rene med at Black Mountain i denne omgang også viser en lettere, mere intim og neddæmpet side af sig selv, som i hvert fald denne anmelder ikke lige havde regnet med at disse canadiske retro-rockere besad. Hvem ved; måske kan den nyfundne sårbarhed endda udvide Black Mountains potentielle fanskare, ifald et par stykker af de gamle fans skulle falde af i svinget på baggrund af ”Wilderness Heart”? –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM