black sabbath - live evil  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 2010 Heavy rock/metal Sanctuary/Universal --
 

I Sanctuary Records store projekt med at genudgive Black Sabbaths bagkatalog i såkaldte ’Deluxe Editions’ er man så småt nået til live-albummet “Live Evil” fra 1982; en timing der forekommer sært passende med tanke på Ronnie James Dios (R.I.P.) alt for tidlige bortgang tidligere i år. Passende fordi det giver mulighed for et lytte til en af mandens absolut største vokale præstationer med friske ører efter at de gamle masterbånd har været igennem en ganske effektiv og tiltrængt re-mastering proces. At den lækre 2CD digipack med liner-notes og udvalgte billeder fra perioden så samtidigt tager sig endog rigtig laber ud, gør bestemt heller ingenting i den samlede bedømmelse..

Oprindeligt blev ”Live Evil” optaget på Black Sabbath mark II’s Mob Rules US tour i 1981, men først sammensat og færdiggjort af Iommi & Butler året efter, da mark II opstillingen allerede så småt qua intern splittelse og clash of egos var på vej imod en alt for tidlig opløsning; noget der heldigvis ikke kan høres på kvaliteten af og indsatsen på ”Live Evil”.

Blandt de mest die-hard fans af Ozzy-æraen var der ellers dengang en vis modvillighed mod Dio i rollen som frontmand i Black Sabbath, og at en amerikaner skulle fortolke tidlige klassikere som ”Iron Man”, ”Black Sabbath”, ”War Pigs” og ”Paranoid” betragtedes nærmest i visse kredse som ren helligbrøde, men jeg synes nu at præstationen på ”Live Evil” viser at Dio formåede at tilføre dem sit helt eget umiskendelige præg, så de fremstår med fornyet styrke og prægnans. Helt sublimt bliver det dog, når Dio & Co. tager fat på det dengang mere eller mindre helt nye materiale fra Black Sabbath mark II opstillingen; hårdtslående sager som ”Neon Knights”, ”Voodoo” og ”The Mob Rules”, der senere skulle blive noget nær blueprints for mange af de NWOBHM bands, der siden kom til at præge årtiet, står side om side med episke slagere som ”Children of the Sea”, ”The Sign of the Southern Cross” og selvfølgelig en monstrøst forlænget, 2-delt udgave af ”Heaven and Hell”, hvor specielt Tony Iommi brillerer i stor stil.

I øvrigt er det interessant at sammenligne indsatsen på ”Live Evil” med Heaven & Hells 2007 live-udgivelse ”Live From Radio City Music Hall”, idet band-besætningen og store dele af set-listerne (fraregnet Ozzy-æra materialet, som Heaven & Hell helt bevidst holdt sig fra) jo er identiske; her springer det især i ørerne, hvor meget power, saft og kraft Dios vokal har på begge indspilninger, trods det faktum at der er et kvart århundrede mellem dem!

Vil man mindes den lille mand med den store stemme på mest fordelagtige vis, er “Live Evil” noget nær uundgåelig; en live-udgivelse der fint placerer sig ved siden af f.eks. Iron Maidens “Live after Death”, Judas Priests “Unleashed in the East” og Deep Purples “Made in Japan” som nogle af den tunge rock/metals helt klassiske og ikoniske live-albums fra perioden. Yderligere snak er egentlig overflødig; ”Live Evil” tager sig i denne genudgivne deluxe edition æstetisk og navnlig auditivt bedre ud end nogensinde før, og fungerer derfor perfekt som et tungt lydligt testamente for en Heaven & Hell/Black Sabbath opstilling, der med Dios beklagelige dødsfald nu desværre for altid er forstummet, men som med bl.a. ”Live Evil” heldigvis er sikret evigt liv. –byrial
















Kom med kommentar i vores FORUM