blood red throne - souls of damnation
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCC 01.06.09 Death metal Earache/Target Adzic
 

Black metal er nok Norges største kulturelle eksportvare – det er ihvertfald deres helt klart største metalfænomen. Men vores gæve naboer mod nord forstår sig nu også i at lave en tung omgang dødsmetal; Darkthrone startede helt tilbage i 1991 med ”Soulside Journey” før de også hoppede på black metal vognen, og Blood Red Throne her er nu blevet til Norges største og mest kendte death metal band. Igennem lidt mere end 10 år har gruppen slået deres navn fast med syvtommersøm inden for genren, idet de gør sig i en ganske gemen gang old school dødsmetal.

Deres tre første album står da også som tre grundsolide udgivelser for denne anmelder, der har været vild med Tchort og Døds groovy guitarspil der har dannet rammen for blodsudgydelserne. Læg dertil en ordentlig gang brutalitet i form af Mr. Hustlers afgrundsdybe brøl og forpinte skrig, Caspersens buldrende, geniale basspil og de supertunge breaks der krydrede hele herligheden, og det burde stå klart, hvorfor jeg er den eneste der har været ganske begejstret for bandet. Desværre er der kommet lidt ridser i lakken med gruppens fjerde udspil, den to år gamle ”Come Death”, hvor Mr. Hustler blev udskiftet med Vald på vokal, og ellers så en general udvanding af hele Blood Red Thrones udtryk.

Derfor er det nu spændende at se om nordmændende har fået rette langskibet op med den nye udgivelse, ”Souls of Damnation”, eller om de er kommet endnu længere væk fra den blodrøde trone, som de med rette besad for bare ét album siden.

Det starter egentligt ganske lovende med åbneren ”The Light, The Hate” der lægger tungt ud med Blood Red Thrones karakteristiske riffs, men det står hurtigt klart at de desværre fortsætter, hvor ”Come Death” slap. Mastermind Tchorts riffs er stadig let genkendelige, men virker bare svagere, idet mere fokus er lagt på fart og gentagelse istedet for de mere knudrede eller atmosfæriske stykker som f.eks. ”Mephitication” fra ”Altered Genesis” eller ”Dream Controlled Murder” fra ”Monument of Death”. I de sange hvor Blood Red Throne sænker farten lidt, for de findes skam også, bliver de desværre meget hurtigt monotone, idet riffsene bliver gentaget uden de lækre temposkift og stykker af atmosfære eller groove der kendetegnede de tidligere værker. En dejlig undtagelse er dog nummeret ”Prove Yourself Dead” der trækker tråde til bandets bedste, langsomme stykker, skønt! Desværre er antallet af Blood Red Thrones små, karakteristiske guitar soli sat gevaldigt ned, og det er ikke noget der pryder en i forvejen lidt ensformig plade.

Denne ensformighed går også igen hos trommeslager Anders Haave der fortsætter stilen med næsten ren blasting fra ”Come Death” (det er lidt ærgeligt at tænke på, at den eneste trommeslager der har lavet mere end et album med Blood Red Throne er den mest uinteressante), i modsætning til sine forgængere, der skønt de ikke var rene trommevirtuoser, så ihvertfald var en god del mere spændende med en del lækre fills og lidt mere tempovekslen.

Skønt forbrøler Vald skam gør et ganske hæderligt stykke arbejde, bliver hans growls aldrig lige så dybe og brutale som hos Mr. Hustler, der om nogen kunne råbe som galt det livet. Faktisk er det kun Erlend Caspersen, der som altid sidder tungt på bassen, der lever op til fordums storhed. Han bliver også favoriseret i Blood Red Thrones klassiske bastunge produktion, så man virkelig kan høre, at han buldrer afsted. Lyt igen til nummeret ”Prove Yourself Dead” eller ”Not Turgenjev, But Close” og nyd hans fingerarbejde!

Alt i alt er ”Souls of Damnation” en skuffelse, men langt fra en katastrofe. Alle i bandet er rutinerede musikere, og det tekniske niveau er da også ganske fint og konsistent. Problemet er, at Blood Red Throne ikke lyder så interessante mere. Alt er hørt før på deres tidligere udgivelser, og alt er hørt bedre. ”Souls of Damnation” lyder bare mere vag og monoton, og mindre spændende, end gruppens tre første plader. Derfor belønnes Blood Red Throne i denne omgang med tre små C’er. -bang




















Kom med kommentar i vores FORUM