broughton’s rules - bounty hunter 1853
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CC 29.11.10 Post-Rock Relapse/Target --
 

Nogle gange så er det vigtigt for et nyt band at stoppe op engang i mellem og overveje, om deres færden i musikbranchen efterhånden er begyndt at tangere til plagiering. På den anden side, så er det velkendt, at plagiering er den mest dybsindige form for smiger. Broughton’s Rules består ikke just af grønskollinger, men derimod af rutinerede musikere, der har sat deres præg på den instrumentale musikscene, nærmere betegnet post-rocken. Med medlemmer fra Blunderbuss og Don Caballero kender medlemmerne af Broughton’s Rules deres vej indenfor post-rockens kringlede stier, og der bliver ikke sparet på noget. ”Bounty Hunter 1853” er en times lang plade fordelt på 13 numre, der spænder fra tre minutter til ti.

Pladen åbnes med titelnummeret, og det starter egentlig rigtig spændende. Guitarerne omfavner næsten hinanden, mens trommer og bas virker til at være i et kapløb om at nå først til måls. Det fræser derudaf, og det virker ikke rigtig som om, at Broughton’s Rules har nogen dagsorden, men bekymrer sig blot om at vise, hvad de duer til, efter de ikke er med i deres respektive eks-bands mere. Et eller andet sted må det være besværligt, at skulle starte et nyt band, efter man har været med i så et succesfuldt band som for eksempel Don Caballero, men Broughton’s Rules formår på en eller anden måde, at lægge dette bag sig. I stedet fokuseres der på, at skabe numre, der væver ind og ud af post-rockens miljø, men samtidig bidrager den også med de netop math- rockede elementer, som Don Caballero er kendt for.

Desværre klarer ”Bounty Hunter 1853” ikke mange gennemlytninger, før man hurtigt gennemskuer den formular, som de har benyttet sig af. Hvis man blot har et mindre kendskab til genren, så er det ikke svært at høre, hvor bandet har hentet deres repertoire fra. Bands som Mogwai og Explosions In The Sky nærmest skriger igennem numrene på pladen, og til sidst er det ikke til at høre denne, uden at man får lyst til at sætte førnævnte bands på i stedet. Især på nummeret ”Broadside”, det eneste nummer med vokal, er det ikke til at skelne Broughton’s Rules fra Mogwai. Også selvom nummeret er godt, er det svært ikke at ønske mere fra en debutplade som denne. Jo mere, man hører pladen, jo mere får man et indtryk af, at Broughton’s Rules i sidste ende ikke er mere end en middelmådig version af Mogwai.

Broughton’s Rules er opkaldt efter Jack Broughton, manden der introducerede et sæt regler til boksning, og et eller andet sted også ødelagde de gamle værdier, om at man kæmpede til, der ikke rigtig var mere at bokse imod. På samme måde har bandet fået gjort post-rocken så evindelig forudsigelig, ved at følge reglerne til punkt og prikke. Der bliver ikke sparet på noget som helst, og klichéerne får lov til at flyde frit omkring.
Bevares, hvis man synes Mogwai er det bedste indenfor nyere musik, så vil den her plade være lige i øjet. På den anden side, hvis man bryder sig om Mogwai i små dosser, så er der ikke rigtig nogen grund til at sætte Broughton’s Rules på, for i sidste ende må man spørge sig selv; Hvorfor sætte coverbandet på, når man kan få originalen? -davidson









Kom med kommentar i vores FORUM