burning bridges - politics of dead friendships
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 2003 Hardcore Thorp/North Post John Delhanti
 

I begyndelsen var Burning Bridges et sideprojekt for nogle gutter fra Blood Has Been Shed, At War with Shadows og Lariat (damn, hvor jeg savner Lariat), men med udgivelsen af denne opfølger til deres debut ep på Losing Face endte det med at blive en benhård og ærlig passion på fuld tid. Et grundskelet af oldschool hardcore kan i sig selv hurtigt blive en kedsommelig affære, men virker næsten som om, at Albanys askemagere har medfødt intuition omkring diskret at krydre en allerede velkendt ret med stor kulinarisk succes. Udover at deres flair for catchy sangskrivning er videreført, kan man egentlig ikke drage yderligere paralleller til medlemmernes tidligere bedrifter, men alligevel mærkes en snært af melodi og et svagt metallisk touch ikke så sjældent igen.

Mødet med BB er helt sikkert et venskab, man kan bygge videre på uden at brænde nallerne. Især hvis en splejsning af den gamle Stretch Arm Strong lyd med noget mere muskulær – f.eks. A18, Most Precious Blood eller Ensign – lyder tillokkende. Ti badass breakdowns om morgenen holder lægen væk!

Det jeg frygter mest for dem, er at ”Politics of Dead Friendships” bliver overset i den evige strøm af HC udgivelser og ryger helt i glemmebogen, for det har albummet slet ikke fortjent. Især det utydelige og anonyme cover gør sig ikke voldsomt godt som blikfang for dem (stil det f.eks. op imod coveret til Comeback Kid skiven…), og skiven forsvandt næsten helt i stakken her, indtil jeg ved et tilfælde fik fisket den frem og faldt pladask for den. Et glimrende los i røven til de dage, hvor tingene går i slowmotion, selvom lunten brænder lige under dig! - guldmann









Kom med kommentar i vores FORUM