Som tiden flyver! Jeg synes nærmest at det var i går at vokalist Lee Dorian forlod grindcore institutionen i Napalm Death for at danne det tempomæssigt totalt diametralt modsatrettede band Cathedral, men faktum er at der rent faktisk allerede er gået to årtier! Cathedral er med andre ord efterhånden selv blevet lidt af en doom/heavy metal institution, og deres nye dobbelt-CD ”The Guessing Game” kan derfor med lidt god vilje kaldes for en slags 20-års jubilæumsudgivelse.

Atter engang er det Cathedrals mangeårige samarbejdspartner, kunstneren Dave Patchett, der har stået for albummets flotte cover-artwork, der er umiskendeligt Patchett i sin opdateringen af en Hieronymus Bosch/Pieter Brueghel middelalderagtig stil, der først for alvor kommer til sin ret, når bookletten foldes helt ud, mens producer Warren Riker (Cynic, Down, Crowbar etc.) har sørget for den rette tørre og vægtige lyd til de ca. 80 minutters musik, der udgør ”The Guessing Game”.

Strengt taget kunne materialet på ”The Guessing Game” faktisk godt have været presset ned på en enkelt CD ved blot at droppe de to korte instrumentale introer, der indleder hver disk, og den totalt ligegyldige ’venteslutning’ på disk 2, men noget tyder på at Dorian & Co. har ønsket at dele det nye materiale ret skarpt op, da indholdet på disk 1 virker lidt mere eksperimenterende og ’flagrende’ i udtrykket end disk 2, hvor de mere traditionelle, hævdvundne Cathedral dyder i højere grad dyrkes i ren form.

Overraskende nok viser disk 1 som sagt til tider en ny side af bandet, som kunne tyde på at Cathedral har fundet lidt inspiration i nogle af de bands, der er tilknyttet Dorians eget pladeselskab Rise Above; bands som f.eks. Circulus, Astra, Blood Ceremony og Diagonal. I hvert fald eksperimenteres der med prog., folk og psych elementer på numre som ”Funeral of Dreams” og ”Cats, Incense, Candles & Wine”, hvor der, udover forsøg på ’skønsang’ fra Dorians side, også krydres med kvindevokal, citar, violin, mellotron og andet guf. Desværre tenderer resultatet på de to nævnte numre til tider det ufrivilligt fjollede/klodsede i mine ører, hvorimod det straks går bedre på den i Cathedral regi ret uptempo, heavy-rockende ”Painting in the Dark” og den beslægtede ”Edwige’s Eyes”. Bedst på disk 1 er dog den tungere og indledningsvist ret melankolske ”Death of an Anarchist”, der, efter et markant Steve Harris/Iron Maiden-agtigt bas-riff hen imod slutningen, pludselig sætter gang i et helt uimodståeligt catchy groove, som runder kompositionen af på absolut bedste vis.

Disk 2 kickstartes med ”Casket Chasers”, et ligledes vellykket uptempo Dio-æra Black Sabbath/Heaven & Hell-agtigt nummer, der snildt kunne have været en overskydende komposition fra enten ”The Carnival Bizarre” eller ”Caravan Beyond Redemption” udgivelserne, mens den ligeså fængende, men lidt tungere og orgel-akkompagnerede ”La Noche Del Buque Maldito (AKA Ghost Ship of the Blind Dead)” følger trop. Helt doomy bliver det dog på højdepunktet ”The Running Man”, der med sine skarpt markerede blokke af blytunge staccato rytmer spillet i snegletempo trækker tråde tilbage til både ”Endtyme” albummet og den absurd tunge ”Forest of Equilibrium” debut. Den ligeledes massive, 10 minutter lange ”Requiem for the Voiceless” fortsætter i øvrigt tendensen med et successivt dalende tempo, som disk 2 skrider frem, mens den afsluttende ”Journey Into Jade” nærmest fremstår som en slags hyldes fra bandet til sig selv med en lyrisk gennemgang af Cathedrals op og nedture gennem godt to årtier.

Apropos ”Journey Into Jade”, så føles ”The Guessing Game” som helhed faktisk også som en slags kalejdoskopisk gennemgang af alle de former for/tempomæssige variationer af doom/heavy, som Cathedral har beskæftiget sig med gennem karrieren, samtidigt med at de mere progressive tendenser på disk 1 måske er et fingerpraj om den musikalske tangent, som Cathedral vil bevæge sig ud af i fremtiden? Umiddelbart synes jeg dog at Cathedrals force stadig først og fremmest er den helt tunge, direkte form for arketypisk post-Black Sabbath doom, mens evnerne til for alvor med fordel at give sig i kast med det mere progressive efter min mening måske ikke er helt så umiddelbart indlysende. Den uddelte karakter skal derfor ses som et vægtet gennemsnit mellem den noget ujævne disk 1 og den straks mere homogene disk 2, der rent faktisk indeholder nogle af de stærkeste og tungeste Cathedral kompositioner i rigtig lang tid. CCCC½ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM