URGH!
INTET band er mere nekro end Celtic Frost! Fra bandets begyndelse som Hellhammer og til de tre tidlige 80’er udgivelser under Celtic Frost navnet, nemlig ”Morbid Tales”, ”Emperor’s Return” og fantastiske ”To Mega Therion”, spillede dette schweiziske band noget af det mest arketypiske og grumme proto-death/thrash/black metal verden endnu havde hørt. Allerede på ”To Mega Therion” var Celtic Frost dog begyndt at eksperimentere lidt med det musikalske udtryk, men først på ”Into the Pandemonium” fra 1987 sprang bandet ud på dybt vand med et for genren på det tidspunkt uhørt aparte album.

Den sjældne kombination af at være både rå, nekro og true samtidig med at være avantgardistisk, orkestral og eksperimenterende gik op i en perfekt enhed på ”Into the Pandemonium”. Der er stadig en håndfuld knaldhårde thrash numre som ”Inner Sanctum”, ”Babylon Fell” og ”Caress Into Obliveon” på ”Into The Pandemonium”, men det er når alt kommer til alt de mere genreoverskridende numre som ”Mesmerized”, ”Tristesses de la Lune”, ”Rex Irae (Requiem)” og ”Oriental Masquerade” der virkelig hæver albummet til klassiker status. Her er der nemlig masser af dommedagspauker, dramatiske horn og strygerarrangementer samt højstemt kvindelig sopransang, hvilket i 1987 var helt uhørt i så tung og undergrundsagtig metal som Celtic Frost praktiserede.

Bandets brug af teatralsk makeup og outrerede outfits, det krypto-okkulte og esoteriske tekstunivers, Tom G. Warriors rå zombievokal og de symbolladede cover-artworks var alle med til at give Celtic Frost et fortjent rygte som et helt unikt og anderledes europæisk metalband. Coveret til ”Into the Pandemonium” bestod således af en detalje fra Hieronymus Boschs kæmpeværk ”Lysternes Have”, mens det forrige album ”To Mega Therion” benyttede sig af den notoriske Oscar-vindende kunstner H. R. Gigers billede ”Satan I” fra 1977.

Celtic Frosts efterfølgende album ”Cold Lake” taler vi ikke om, da det er noget nær det dårligste og mest skuffende album i verdenshistorien, men ”Into the Pandemonium” er et udødeligt kult mesterværk, en slags ekstremmetal pendant til Pink Floyds ”Dark Side of The Moon” eller The Beach Boys’ ”Pet Sounds”: et album der har mange genkendelige elementer men som alligevel tilføjede den ekstreme metal noget radikalt nyt og unikt. Så forskellige bands som Therion, Satyricon og Machine Head nævner selv ”Into the Pandemonium” som en uvurderlig inspirationskilde, og Celtic Frosts indflydelse på en hel generation af kompromisløse metal bands kan svært undervurderes. Noise Records genudgav i 1999 alle Celtic Frosts albums i remastered versioner med ekstranumre, tekster og liner notes fra bandet selv, og på ”Into the Pandemonium” er ”I Won’t Dance” EP’en således inkluderet. Dette er versionen man bør anskaffe sig, da alle tidligere CD-versioner er af inferiør og ufuldstændig kvalitet.

’I don’t care if we’re the heaviest, or the softest, or the most commercial, or the posiest band. We try to be different, to be something new’ ~ Tom G. Warrior 

Mission accomplished! URGH! –byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM