Australien har længe været
skueplads for en række metalbands af den mest grumme og beskidte slags.
Bands som Sadistik Exekution, Abominator og Bestial Warlust/Corpse
Molestation har gjort sit til, at Australien sammen med Canada ses som
fødested for den særligt vilde variant af death/black kaldet war metal,
og har derved plantet Australien solidt på metal-verdenskortet. Alle
disse bands storhedstid var dog i halvfemserne, og i de seneste år er
det interessante ekstremmetal-landskab down under blevet noget
fragmenteret. Det har i mine øjne heldigvis resulteret i en masse
spændende bands af vidt forskellig karakter, udover de større navne som
Psycroptic, The Berzerker og Deströyer 666. Abramelin og Beyond Mortal
Dreams gør sig i brutal death metal, Altars og Stargazer spiller
eksperimentel/progressiv ekstremmetal og Portal, Aethyrvorous og
Impetuous Ritual bryder grænserne for, hvad man tillade sig med death/black.
Og så er der skam også dukket en række unge death metal bands op, der
kigger tilbage på genrens mørke storhedstid. Innsmouth, Denouncement
Pyre, Ignivomous og så selvfølgelig Cemetery Urn spiller alle death
metal af den gamle skole, der vil bringe smilene frem hos alle fans af
Incantation, Imprecation og Infester.
Cemetery Urns tre år gamle debutskive, ”Urn of Blood”, fangede mig
ellers ikke rigtigt. ”Urn of Blood” blev i mine ører for uvedkommende,
fordi den var for kaotisk. Ikke kaotisk som i ’vild og voldsom’, men
kaotisk som i ’ufokuseret og retningsløs’. Det er der heldigvis nu lavet
om på. Den nye plade, ”The Conquered Are Burned” er en gennemført ond
omgang dødsmetal, der fint lægger sig oppe ad nogle af de bedste nyere
old school death metal-skiver.
Igennem de 37 minutter ”The Conquered Are Burned” varer, kommer vi
igennem et overflødighedshorn af mørk, veleksekveret death metal. Det er
nu også nogle erfarne herrer vi har med at gøre her; både guitarist
Gillon og growler Bloodstorm har tidligere slået sine folder i bl.a. de
tidligere nævnte Abominator og Bestial Warlust. Cemetery Urns udtryk er
dog noget mere varieret end det rene amokløb de tidligere bands gjorde
sig i, og ”The Conquered Are Burned” viser også med tydelighed at
medlemmerne har udviklet sig.
Cemetery Urn lyder på ”The Conquered Are Burned” mest af alt som
Incantation, hvis det gamle New Yorker monster skruede noget op for
hastigheden, tilsat Infesters ætsende onde black/death formel og Drawn
and Quartereds evner udi klassiske death metal riffs og hjernevridende
soli. Det resulterer i en sært groovy form for ekstremmetal, med masser
af tempovekslen. Når bandet hiver al fart ud af en sang, som i ”The
Plague of Annihilation” eller ”Wrath From the Grave”, er det
knogleknusende Incantation-tilbedelse, og skruer de hastigheden i vejret
med brutale smadderriffs som i titelsangen eller åbneren ”Deaths
Turbulent Fire” bliver man blæst helt omkuld. Vekslen mellem hurtige,
slæbende og mere midttempo passager gør sit til at ”The Conquered Are
Burned” burde få godt fat i nakkemusklerne hos metalfolket. Læg dertil
ekstremt veludførte klassiske death metal soli og leads som i ”Bloodied
Death Curse” og ”Possessed Terror” samt ekstra guf som den melodiøse
intro til ”A Cemeterial Reaping (Part I & II)”, de dissonante riffs i
samme sang eller et mini-break i ”Wrath from the Grave”.
”The Conquered Are Burned” er et rigtigt monster af et dødsmetalalbum,
der er ligeså hårdtslående som det er grimt. Forbrøler Bloodstorm
grynter sig igennem vanviddet, guitarene har den fede skærebrænderlyd
som rigtigt metal skal have og tønderne bliver fuldstændigt
gennemtævede. Cemetery Urn har langt fra opfundet den dybe tallerken,
men det er der sgu heller ikke behov for når resultatet er så gennemført
som her. Der er vekselvirkning nok til at holde ondskaben interessant
hele vejen igennem, og små grumme detaljer nok til at skiven kræver og
fortjener genlydt på genlydt. Med ”The Conquered Are Burned” springer
Cemetery Urn frem i køen af Australsk death metal, og er gået fra at
være et anonymt band med en smule potentiale til at kunne regnes blandt
de bedste i genren. -bang
Kom
med kommentar i vores FORUM
|