Clutch er virkelig i gang med det man på godt gammeldaws amerikansk kalder ’a winning streak’.
Som minimum siden albummet ”The Elephant Riders” fra 1998, som var mit første møde med bandet, og fremefter er den ene mere ’rocktastic’ udgivelse efter den anden med største selvfølgelighed blevet rystet ud af skovmandsskjorteærmerne på Neil Fallon & Co.; ”The Elephant Riders”, ”Jam Room”, ”Pure Rock Fury”, ”Blast Tyrant” og forrige års suveræne ”Robot Hive/Exodus” er alle som én udgivelser, de fleste rockbands sikkert ville give deres højre arm for at kunne have stået fadder til.

Nu er Clutch så klar til det sjette skud i revolveren med det nye album ”From Beale Street to Oblivion”, og endnu engang fremstår bandet som selve den legemliggjorte essens af amerikansk rock’n’roll, når det er allerbedst! Jeg ville nødigt spille russisk roulette med disse gutter; der er sgu ikke ret mange blanke skud i den musikalske seksløber Clutch sværger til!

Lige fra den indledende ”You Can’t Stop Progress” til den afsluttende ”Mr. Shiny Cadillackness” udformer ”From Beale Street to Oblivion” sig som én lang lektion i hvordan man forvalter den klassiske kombination af tung southern rock og svedig rhythm’n’blues i det nye årtusinde; her er masser af behørigt respektfulde nik tilbage til genrens ikoner som Lynyrd Skynyrd, Creedence Clearwater Revival og The Allman Brothers, men også en moderne og selvstændig tilgangsvinkel til tingene som er bandets helt egen. At afskrive Clutch som endnu et retro-band ville således være en grum fejltagelse; disse gutter er så relevante som noget kontemporært rockband man kunne nævne, og samtidig så tidløse i udtrykket at ”From Beale Street to Oblivion” givetvis har en holdbarhed der rækker et godt stykke ud i fremtiden.

Min favorit blandt mange på ”From Beale Street to Oblivion” er nok ”Child of the City” med det smittende omkvæd ’Bang bang, bang.... vamonos, vamonos!’, understøttet eminent af bluesy mundharmonika og en tåvippende catchiness der er helt uimodståelig, men man kunne nævne en hel håndfuld højdepunkter; den riff-tunge ”Power Play”, den sejtrækkende ”When Vegans Attack”, den næsten The Black Crowes agtige ”Opossum Minister”, den tilbagelænede ”Black Umbrella” osv.

Mick Schauer, der kom med i Clutch på forrige album, synes at holde sine orgelindslag noget mere tilbage i lydbilledet end tilfældet var på ”Robot Hive/Exodus”, og i det hele tages synes ”From Beale Street to Oblivion” at være en smule mere direkte rocket i udtrykket og knapt så tilbagelænet og funky sammenlignet direkte med ”Robot Hive/Exodus”. Det er dog stadig Fallons vokal, der på et sekund brændemærker musikken som vintage Clutch; den mand har simpelthen bare den ideelle stemme til denne slags musik! Tim Sult på guitar, Dan Maines på bas og Jean Paul Gaster på trommer har dog bestemt også deres store andel i at gøre Clutch til den måske pt. fineste eksponent for tidløs ’all – american rock’. At Joe Barresi har stået for produktionen trækker heller ikke ligefrem ned; som tilfældet tidligere har været på albums med bl.a. Queens of the Stone Age, Kyuss, Raging Speedhorn og Melvins, har Barresi givet ”From Beale Street to Oblivion” den helt rigtige organiske, soltørrede og på samme tid potente lyd, som er altafgørende for at denne slags musik for alvor brænder igennem.

At lytte til Clutch er som at stikke fødderne ned i et par veltiltrådte, fuzzy sutsko; it just feels damn right! ”From Beale Street to Oblivion” er efter min mening allerede et godt bud på årets rockalbum. Hmm... det sagde jeg da vist egentlig også om ”Robot Hive/Exodus” i sin tid? Faktum er at kan man ikke lide Clutch, kan man ikke lide rock’n’roll. Basta. – Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM