“Give Them Rope” er en metalcore
klassiker, der første gang så dagens lys i 1998, hvor metalcore endnu
ikke havde ødelagt sit ry og gode navn i et morads af dårlige og
middelmådige udgivelser. Faktisk blive “Give Them Rope” anset af mange
for at være en afgørende plade i skabelsen af metalcore. Meget er der
sket siden udgivelsen af denne og det er desværre ikke til Coalesces
fordel.
Genudgivelser er ikke altid heldige træk. Ofte virker det som et træk af
griske proportioner, når man ser endnu en plade med et påklistret
“remastered version” på forsiden. Derfor kan det meget vel have skabt
furore i undergrunden, da Coalesce i 2004 genudgav “Give Them Rope” i en
remastered version, sjovt nok på samme tid, da bandet mere eller mindre
faldt fra hinanden, for at finde sammen igen året efter. Dog viste det
sig, at genudgivelsen var en forbedring af en allerede spændende plade.
Lyden blev optimeret i den forstand at den blev meget renere og klarere.
Dette betød ikke at brutaliteten, som Coalesce vandt så meget interesse
for i første omgang, forsvandt. I stedet blev den nærmere forstærket og
viste altså næsten et helt ny band i gamle klæder, omend klæder, der
klædte dem fantastisk godt. Intet andet var ændret ved pladen, bortset
fra “Still It Sells”, der blev forkortet med godt halvanden minut, der
på originalen blot var en reprise af hovedriffet. Egentlig ikke noget
dumt træk, for Coalesces problem på “Give Them Rope” var, at det til
tider havde det med at gå i tomgang.
Syv år efter genudgivelsen og hele 13 år efter den originale version så
hjemsøger “Give Them Rope” endnu engang. Man kan ikke andet end at stå
måbende tilbage, klø sig lidt i håret og undre sig over netop dét træk.
I 2009 udgav bandet en spændende udgivelse ved navn “Ox”, der om noget
viste en anderledes Coalesce; man fristes til at sige en opdateret
udgave, man tør næsten at sige moderne. Numrene var kortet ned, der var
skåret ind til benet. Hvor “Give Them Rope” bød på lange statiske numre,
var “Ox” den forgænger overlegen når det ko til sangskrivningen. Der var
et hav af ideer, der blev eksekveret til perfektion, uden at det virkede
som en pastiche af nutidens lyd. Det var stadig den velkendte mudrede
Coalesce lyd med Sean Ingrams karakteristiske vokal.
Spørgsmålet er altså i denne sammenhæng om “Give Them Rope” er så vigtig
i dag, som den var i 1998 og endnu engang i 2004. I forhold til Coalesce
er svaret nej. I forhold til metalcore og som den ser ud i dag er svaret
stadig nej. Coalesce har fornyet sig en del på de elleve år, der er i
mellem “Give Them Rope” og “Ox” og alt andet ville være underligt.
Førstnævnte er tidstypisk og historisk set var den en vigtig brik af
metalcorescenen som den så ud dengang. I dag virker den uddateret og
især i denne udgivelse, der både tæller 1998 versionen samt den fra
2004. Det giver ikke megen mening, for de er i høj grad identiske
bortset fra bedre lyd på den nyere version.
Genudgivelsen her er ikke til fans af Coalesce. Medmindre man lider af
samlermani, så er det her materiale, som enhver fan allerede ejer.
Jovist, det er da smart at samle begge versioner i en fin udgivelse, der
kommer komplet med udvidede noter fra guitarist Jes Steineger, men så er
der heller ikke mere at komme efter. Udgivelsen kan være spændende for
interesserede i metalcorens spæde start, for hvis man vil have et
indblik i denne, så er “GIve Them Rope” en god start. Det er en
klassiker, men ikke så meget, at den kan tåle endnu en genudgivelse. -davidson
Kom
med kommentar i vores FORUM
|