Siden det i sin tid blev offentliggjort at et gendannet Confessor pønsede på en full-length efterfølger til deres geniale kultdebut ”Condemned” fra 1991, har undertegnede nærmest gået utålmodig rundt som en tiger i et bur i længsel efter endelig at få chancen til at høre nyt materiale med de ukronede konger af progressiv doom fra Raleigh i North Carolina.

Den ”Sour Times” EP Confessor udgav for nogle måneder siden tog lige den værste brod af den ulidelige ventetid, men nu er sandhedens øjeblik så kommet; kan Confessor bibeholde det indtryk af legendarisk unikhed som ”Condemned” gav anledning til, eller vil det nye album ”Unraveled” vise sig effektivt at dræbe myten og auraen omkring Confessor og den skelsættende debut? 

Unravel betyder noget i retningen af at optrævle, rede ud eller at opklare, og det kendetegner faktisk ret godt, hvad Confessor har gjort med deres musikalske udtryk, hvis man sammenligner ”Unraveled” direkte med ”Condemned”. Var der noget ”Condemned” var, så var det nærmest en garnnøgle af komplekse rytmer filtret godt og grundigt ind i hinanden som en anden musikalsk version af den gordiske knude. På ”Unraveled” har Confessor i høj grad forsøgt at rede trådene ud i et vellykket forsøg på at tilnærme sig et mere ’modent’ og sangbaseret doom metal udtryk i klassisk forstand; vel at mærke uden fuldstændig at kompromittere hvad der i sin tid netop gjorde Confessor til noget helt specielt.

Allerede fra den sublime åbner ”Cross The Bar” af viser Confessor deres nyfundne mere konventionelle approach til sangskrivningen; trommefænomenet Steve Shelton spiller faktisk til tider helt lige ud af landevejen, og forsanger Scott Geoffreys synger nu for det meste MED musikken i stedet for på tværs af den, som han havde for vane på ”Condemned”. Desuden benytter Scott overordnet set et noget mere humant toneleje end den konstante high-pitched, frenetiske stemmeføring fra debuten, og ting som vers, omkvæd og melodi er heller ikke længere fyord i Confessor regi. 

Herefter følger 3 af albummets absolut bedste skæringer, “Wigstand”, “Blueprint Soul” og ”The Downside”, der alle lyder noget i retningen af mine gamle doom helte Trouble på nervemedicin med deres tunge og elegiske fremfærd på en klangbund af rytmisk kompleksitet. De to numre fra ”Sour Times” EP’en, ”Sour Times” og ”Hibernation”, går også igen på ”Unraveled”, og som ekstranummer og effektivt punktum på albummet har Confessor genindspillet ”The Secret” fra deres første demo af samme navn fra 1987.

Noget der modsat musikken tydeligvis ikke har ændret sig siden ”Condemned” er lyrikken, der stadig synes at dvæle ved livets mere melankolske, pessimistiske og næsten fatalistiske skyggesider, og med den nye mere regulært doomede stil in mente virker det egentlig sært passende. Dick Hodgins produktion skal også nævnes, for den er ganske enkelt helt perfekt til Confessors ’nye’ lyd; især trommerne lyder sjældent tunge og med et organisk punch, men også de kværnende rytmeguitarer, de få men velplacerede og nærmest bluesy guitarsoloer samt den dybt rungende bas har fået den helt rigtige produktionsmæssige indpakning. Rent lydmæssigt har Confessor aldrig taget sig bedre ud end på ”Unraveled”!

Det gendannede Confessor har øjensynligt set det nytteløse i at forsøge at genskabe et 14 år gammelt musikalsk udtryk ved slavisk at efterligne stilen fra ”Condemned”. Alligevel lyder Confessor stadig som ingen andre, for selvom specielt Steve Shelton og Scott Jeffreys er noget mere ’underspillede’ end for mere end en dekade siden, er deres musikalske udtryk stadig umiskendeligt Confessor, hvilket i sig selv er en beundringsværdig kvalitet. Indtil videre har 2005 budt på overbevisende comeback albums med gamle favoritter som Candlemass, Gorefest og Obituary, men Confessor tager nu prisen i mine ører med ”Unraveled”; et album som det ikke er fair at sætte op imod geniale ”Condemned”, men som bør bedømmes på sine egne helt uomtvistelige kvaliteter. Rent faktisk er ”Unraveled” efter min mening en af årets allerbedste udgivelser, og jeg priser mig lykkelig for at have Confessor tilbage i fornem stil! Hvad bliver det næste mon? En Cynic reunion? –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM