Da det fantastiske progressive doom band Confessor fra Raleigh i North Carolina kom frem, troede mange at bandet havde en kvindelig forsanger pga. frontmand Scott Jeffreys’ ekstremt lyse og high-pitched falsetstemme, der synes af følge et helt andet mønster end resten af musikken. Lige da ”Condemned” kom ud i 1991 var både death metal og Earache Records på deres højeste, og mange havde på trods af Confessors kompromisløse musik meget svært ved at forlige sig med Jeffreys’ vokal, mig selv inklusive. Med tiden er jeg dog kommet til at elske den betingelsesløst, da den er så gennemført og radikalt anderledes end hvad andre ekstremmetal bands syslede med på det tidspunkt. Set i det lys var Jeffreys vokal faktisk mere ekstrem end brugen af dybe growls, der jo ellers var reglen frem i stedet for undtagelsen på metalscenen i start-90’erne.

Den helt store præstation på “Condemned” står den fuldstændig geniale trommeslager Stephen Shelton dog for. Jeg tror aldrig jeg i mit liv har hørt nogen spille på tilnærmelsesvis samme måde som Shelton; manden er simpelthen et rytmisk unikum! Han ligger over hele albummet som lyden af et konstant epileptisk anfald optaget i slowmotion, og han gentager velsagtens knap nok helt det samme trommemønster i de godt 40 minutter albummet varer. Faktisk føles det mest af alt som om guitarerne og bassen er Confessors rytmesektion, mens trommerne er lead-instrumentet! Dybt originalt, og på én gang både frustrerende og fascinerende at prøve at dechifrere og få til at give mening… 

De to guitarister Brian Shoaf og Ivan Colon er tydeligvis inspirerede af klassiske doom bands som Saint Vitus, Witchfinder General og især Trouble, mens vokalen og trommespillet har mere til fælles med Watchtower; de ukronede konger af teknisk prog.-metal. En kombination der på papiret synes umulig, men som i praksis fungerer kuldegysende godt i Confessors kapable hænder. Og så har jeg ikke engang nævnt teksterne, hvor Confessor nok tager prisen for noget af den mest miserable og opgivende lyrik i bedemands minde. Tag nu for eksempel :

’To exhibit any faith, may impede any faith/Therefore not to expect, secures no disappointment’ ~ “Defining Happiness” 

‘A malignant outlook grows darker everyday/Another consumption of pain, another leaven for dismay’ ~ “Eve of Salvation”

På nummeret “The Stain” er det hele gråt i gråt : ‘Pain has been my dearest friend, it was always there for me when my dreams crumbled/Now I’m left in this horrible sea of numbness/Without any hope, there is no need for pain, so now I have nothing/I think I died a while ago’.

ALLE teksterne på “Condemned” er faktisk som nedsænkede i sort hul af afgrundsdyb livslede, pessimisme, sortsyn og generel opgivende desillusion, men det passer umanerligt godt til musikken, det fantastiske artwork og så Confessor logoet, som efter min mening er et af de flotteste der findes.

Sammen med albums som Watchtowers ”Control And Resistance”, Cynics ”Focus” og The God Machines “Scenes From the Second Storey” er Confessors “Condemned” en af metalhistoriens mest unikke og aparte udgivelser, der i sin tid aldrig fik den succes og opmærksomhed den fortjente, men som siden hen er blevet en lille kult undergrundsklassiker. Selvom bandet i første omgang gik i opløsning umiddelbart efter udgivelsen af ”Condemned”, er Confessor efter sigende nu i gang igen og ved at shoppe et demo rundt til forskellige selskaber med henblik på en ny pladekontrakt, og der har også været rygter fremme om, at ”Condemned” ville blive remastered og genudgivet med ekstranumre. Skulle dette ske og har man mod på en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige, er det bare om at slå til! Om ikke andet så for at høre fænomenet Stephen Shelton nærmest genopfinde trommespillet. Suffer! -julebylle

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM