At Converge har holdt en behersket udgivelsesrate siden ”Jane Doe” i 2001, er jeg taknemmelig for. Simpel årsag; med den milepæl og materialet forinden sattes en urimeligt høj standard for mulighederne i det kaotisk udviskede skyggeland mellem metal, punk og hardcore. Hver opfølger har desværre været grobund for frustration. Ikke at bandet er stagneret. Der varieres fortløbende over den karakteristiske fremtoning, men intet har vippet ”Jane Doe” albummets kradse, turbulente og alligevel velorkestrerede totalangreb af pinden som ultimativ manifestation.

”You Fail me” fokuserede kraftigt på punken og et flair for at få det kringlede til at fremstå mere simpelt, end det egentlig er. Stadig en slem skuffelse. Selvsamme kan siges om ”No Heroes”, hvis uheldige opbygning var en hæmsko. Hastigt ud af starthullet med fem forpustede glimt af minimal spilletid før albummet for alvor går i gang med titelnummerets absurd fede hovedriff. Ellers er det kun forpint drevne ”Plagues” og ”Grim Heart/Black Rose” (gæstet af Jonah Jenkins), jeg har kunnet forlige mig med.

Her står jeg tilsyneladende ganske alene, da Converge det sidste årti er blevet overøst med rosende ord og har nået en stadig bredere vifte af lyttere fjernt fra hardcore-kulturens springbræt. ”Axe to Fall” ligger nr. 14 på 'Best of 2009' albumlisten hos Metacritic.com og mænger sig med alt fra Nirvana til Leonard Cohen og Animal Collective. Det er unægtelig et overrumplende værk, der ofte pløjer de to forrige skiver af banen, men simultant kommer 'for meget af det gode' faktoren i spil og spænder ben.

Overflødighedshornet indledes af samme grupperings-trick som ”No Heroes”. Fire højtempo salver der udmærker sig på især to fronter - Ben Kollers nærmest absurd imponerende trommespil samt nogle halsbrækkende guitar leads. Specielt på ”Dark Horse” og titelnummeret bringer Kurt Ballou noget nyt og uvant til Converge-universet, der dog fungerer som friske, dybe åndedrag.
Dette melodiske aspekt giver interessant kontrast til Jacob Bannons velkendte udkrængning af manisk sønderrivende og smertelige skrig. At følge ord for ord, hvad han blæser ud af gabet, er stadig komplet umuligt, om end enkelte punkter fraseres tydeligere end før (bare lidt, i hvert fald), men gennemslagskraften er som en følelsesmæssig forhammer med tænder og kløer.

Allerede her løber man på albummets kombinerede velsignelse og forbandelse. Der er absurd mange gæstemusikere og vokalister, som undertiden også har præget sangskrivningen. Blot på disse fire tracks medvirker Sean Martin (tidl. Hatebreed) og George Hirsch (Blacklisted) på hhv. ”Reap what you Sow” samt titelnummeret, og endvidere er der dominerende guitar-input fra Steve Brodsky samt Adam McGrath (begge Cave In) på ”Effigy”. Således kører trædemøllen fra start til slut.

”Worms will Feed / Rats will Feast” agerer tempomæssig rasteplads, men samtidig er det starten på værkets mindre interessante midtersektion, hvor intensiteten slækkes mærkbart. En kombination af lettere røvballet crust punk og Entombed gearet death 'n' roll stjæler dernæst rampelyset i ”Wishing Well” - og en passende gæst indfinder sig; Uffe Cederlund på lead guitar og backing vokal. Næsten så oplagt at det bliver for meget af det gode, men nummeret er hverken voldsomt spændende eller intenst, om end det stryger Disefear og Entombed lyttere med hårene.
Når Steve von Till dukker op andetsteds, er problemet det samme – et ekko de introverte Neurosis aspekter lurer gennem ”Cruel Bloom”, om end i mere umiddelbart tilgængelig form. Lidt for oplagt. Lidt for letkøbt? I det mindste et afbræk fra iveren efter at sætte flueben i hvert afkrydsningsfelt på den store liste over metal og hardcore varianter, der skal nås at blive klemt ind.

Flere samarbejdspartnere følger, nogle flyder bedre ind end andre. Hverken ”Damages”, ”Losing Battle” eller ”Dead Beat” tangerer højdepunkterne herpå. Et decideret pletskud bliver der dog plads til med ”Cutter”- et kaos-filtreret thrash metal drøn af høj kaliber. Går lige efter struben og slipper ikke før blodet flyder. Selvsagt er der gæstebidrag i form af backing vokal fra John Pettibone (fra legendariske Undertow og uspændende Himsa), men han matcher intensiteten med en stemme mørkere end Bannons.

Den store finale på mere end syv minutter, ”Wretched World”, invaderes bl.a. af hele Genghis Tron samt Brad Fickeisen (The Red Chord). Mookie Singermans vokal fører an, og synth-fladerne fra Genghis Tron er snildt genkendelige, som de leder mod et klimaks med flere lag slagtøj. Men albummet ender en tand mindre intenst, end der lægges op til, og den ultimative forløsning udebliver.

Visuel fremtoning er der ikke meget at sige om, hvis man i forvejen er rigelig bekendt med Bannons grafiske stil – kvinder, kranier og kradse farver i kontrast med sorte flader. Isoleret set står det stærkt, men han har ikke varieret voldsomt over temaet gennem årene. Enhver med mere end fem Deathwish Inc. udgivelser på hylden vil sikkert være enig.

På bundlinjen er helhedsindtrykket ekstremt flyvsk. ”Axe to Fall” kunne passende have været krediteret til 'The Converge & Co. Collaboration Extravaganza', eller lignende, for selvom mange delelementer imponerer, stikker det samlede resultat i flere retninger end en flok hyperaktive guldhamstere, der har gnasket sig vej ind til et hemmeligt kokain-lager. Så jo, resultatet overvælder, og Converge står stadig i en visionært unik position, men det altoverskyggende fokus fra 'Jane Doe' og de andre vægtigste udspil er slettet fra tavlen.
Overvældende leg med bristepunktet er ikke altid synonymt med ovenud fantastisk. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM