Når talen falder på ekstremmetal og Skandinavien, bliver fokus uomgængeligt lagt på vores naboer i Norge og Sverige. Og selvom de legendariske black metal bands nok fortjener en kommentar med på vejen, og selvom folk da skal have lov til at slagonanere op og ned ad ryggen på de, i mine øjne, stærk overvurderede tidlige svenske death metal bands, så er det alligevel en skam at Finland så ofte bliver forbigået. Jo, selvfølgelig hører man om heavy fra Finland, men desværre er det som regel i form af diverse melodiøse black metal bands eller lurvede power metal grupper. Og det er sgu ærgeligt.

Det er det, fordi at Finland tilbage i 90erne var et totalt overflødighedshorn af fede death metal bands (det skal lige indskydes at nogle nyere bands stadig forsøger at holde teten oppe; det kan anbefales alle at kigge lidt på grupper som Ascended, Slugathor og Hooded Menace). Landet med de tusinde søer var en regulær breeding pit for vild ekstremmetal, med en dejlig distinkt lyd. Hvor man måske skulle tro at finnerne ville lyde i retning af ’swedeath light’, har de rent faktisk meget mere til fælles med de tidligere death metal bands fra den amerikanske østkyst. Den finske scene udviklede sig, syntes jeg, overordnet i to retninger – én med fokus på fuldstændig knogleknusende tyngde, og en anden der lagde mere vægt på overjordiske lydbilleder. Det er svært at forestille sig, at superfede, rifftastiske finske bands som de absolut mærkværdige Demilich, geniale og esoteriske Adramelech og mørkt-atmosfæriske Demigod, med deres fokus på kringlede riffs og mærkelige melodier, ikke har lyttet en masse til Immolations og Morbid Angels respektive debuter. Ligeledes kan de tungere finske bands bedre sammenlignes med den mørkere del af de amerikanske bands, end deres svenske naboer. Finske grupper som Rippikoulu, Purtenance, Sentenced og selvfølgelig Convulse her, kunne snildt have spillet sammen med – og spillet op til – klassiske New York-bands som Morpheus Descends, Baphomet eller mægtige Incantation tilbage i de tidlige 90ere.

Nu har Relapse Records så genudgivet Convulses klassiske ”World Without God” fra 1992. Allerede at gøre det, er jo mægtigt venligt af Relapse, men de har ovenikøbet smidt bandets demo fra 1990, ”Resuscitation of Evilness”, med også, samt to tidlige live-numre (blandt andet et cover af Venoms klassiske ”Countess Bathory”). Det løber op i 16 sange fordelt på en lille times tid, og i selskab med et så brutalt et bekendskab som Convulse, er det noget af en pakke.

Selvom der er en klar forskel på lyden mellem den originale udgave fra ´92 og Relapses nyudgivede version, er der ingen som er bekendt med bandet, der kan være i tvivl om hvem vi har med at gøre her. Pladens korte piano-baserede intro lyder desværre lidt tynd i forhold til originalen, men finnerne lægger heldigvis stadigt umenneskeligt hårdt ud med skivens titelnummer. Herefter følger en lille perlerække af brutale skæringer af forholdsvis midttempo arkaisk death metal. Igennem hele albummet er der tre ting der springer mest i øjnene - den helt vilde guitartone, vokalist Jämsäs afgrundsdybe brøl og den ualmindeligt klare og fyldige bas. Det udkrystalliserer sig i en omgang forholdsvis simpelt – ihvertfald sammenlignet med den noget mere indviklede’ anden gren’ af finsk død – death metal, der nok bedst kan sammenlignes med førnævnte Baphomet og Morpheus Descends, bare med lidt mere tempovekslen. Hvad ”World Without God” ikke har i avanceret riff- og sangskrivning, gør Convulse mere end op for i mørke og tyngde. Udover Rippikoulus legendariske demo fra året efter, ”Musta Seremonia” (der forresten også lige er blevet genudgivet, her af Svart Records), der lige er et hak bedre end nærværende skive, repræsenterer ”World Without God” noget af det ypperste indenfor mørkt og brutalt death metal fra det kolde nord.

Derfor kan man som sagt kun salutere Relapse for at give nye fans muligheden for at rage en kopi til sig. At ”Resuscitation of Evilness” demoen er med, er også et stort plus. Selvom demoens fire numre ’bare’ er tidligere versioner af sange der også er med på ”World Without God”, er de helt vildt fede, og en meget positiv overraskelse. Jeg skal dog ikke gøre mig klog på, hvorfor nogen har valgt at lege re-master på hele herligheden, både plade og demo. Jovist lyder den nye version her 17-18 år efter første udgivelse skarpere og klarere end før – men desværre er hele lydbilledet en smule tyndere og svagere end på den originale udgivelse. Den gamle produktion var mørkere og varmere, noget der passede Convulses brutale univers fint. At skiven er blevet re-masteret gør den nu ikke mærkbart ringere, og jeg tror egentligt at valget mellem tyngde eller klarhed bare er en smagssag. Derfor uddeler jeg gerne 5 af de store C’er, og minder nye fans om, at der naturligvis er købepligt. -bang

Kom med kommentar i vores FORUM