Ingen synger hymner til tilværelsen ulidelige tilstand helt som Crowbar. Der er noget i frontmand - og eneste faste holdepunkt gennem bandets lange karriere – Kirk Windsteins forrevne stemme, der ekkoer en smerte, der må have slået rod i manden for lang tid siden og aldrig rigtig har sluppet ham igen. I løbet af tiden har Windstein da også oplevet lidt af hvert; dødsfald, stofmisbrug, den evindelige svingdør af bandmedlemmer og ikke mindst orkanen Katrina, der forvandlede hjembyen New Oreleans til et kaotisk helvede af fattigdom, vold og fortvivlelse. Manden har dog altid formået at holde sig aktiv og siden det sidste Crowbar-album for små seks år siden har han blandt andet haft travlt med de særdeles succesfulde Down og det mindre succesfulde, men stadig stærk omtalte Kingdom of Sorrow-projekt. Men hvor Down aldrig har gjort det store for mig og jeg ganske enkelt ikke har gidet give Kingdom of Sorrow en chance er det en fornøjelse omsider at sidde med et nyt Crowbar-album, da den slags jo som bekendt ikke sker hver dag. Fornøjelsen bliver desuden endnu større, når materialet er så stærkt som det vi har at gøre med her, for ”Sever the Wicked Hand” er ganske enkelt det stærkeste Windstein har lagt sit navn til siden mesterstykket ”Sonic Excess In Its Purest Form” for små ti år siden.

Den træthed, der lå som et tungt tæppe over sidste album ”Lifesblood for the Downtrodden” er her erstattet med.. ja, det virker ikke helt rigtigt at bruge ordet ”vitalitet” i forbindelse med Crowbar, gør det? Om ikke andet virker materialet friskere, selvom det vel nærmest skal forstås med omvendt fortegn i dette regi. Rent musikalsk er her tale om klassisk Crowbar, hvis nogen nu skulle frygte at Windsteins flirten med Hatebreeds Jamey Jasta i førnævnte Kingdom of Sorrow skulle give negativt afkast på nogen måde. Vi bliver serveret den velkendte blanding af slæbende travere og mere tempofyldte ofringer drevet frem af klagende guitarharmonier, cementstøbte riffs og Windsteins let genkendelige stemme. Åbneren ”Isolation (Desperation)” slår tonen an i slæbertempo, titelnummeret sætter tingene op i gear og tredje skæring ”Liquid Sky and Cold Black Earth” tilføjer et let psykedelisk touch til tingene med sine hypnotiserende guitarfigurer. Det lyder hårdt, men essentielt kan man sige, at resten af albummet bare er en variation af de tre første numre (hvis man da ser bort fra det instrumentale mellemspil ”A Farwell to Misery”). Men det gør ikke det helt store, når materialet er så velskrevet som det er tilfældet her og variationen har aldrig været Crowbars store force. Hen imod albummets afslutning er man efterhånden mæt og lukkeren ”Symbiosis” virker umiddelbart heller ikke som meget andet end fyldmateriale – lige indtil man når slutningen, hvor en episk smuk guitarfigur minder lytteren om præcis hvor stærkt resten af albummet har været. Udover en eller to mindre spændende skæringer er det eneste rigtige ankepunkt at produktionen måske er lige let og pæn nok i kanten, men det er vitterligt i småtingsafdelingen.

Nok sagt – hvis du kan lide Crowbar er der en overvældende sandsynlighed for at du ikke engang har gidet kæmpe dig igennem ovenstående smøre, da du allerede har erhvervet dig ”Sever the Wicked Hand” og bevidnet albummets mægtighed (og hvis du ikke har, er det bare med at komme i gang). Skulle du derimod ikke bryde dig synderligt om Crowbar vil denne plade ikke gøre meget for at omvende dig, men du skal trods alt vide, at du har min dybeste sympati. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM