’Cynic: A member of a group of ancient Greek philosophers who taught that virtue constitutes happiness and that self control is the essential part of virtue’.

Sådan præsenterede den unikke kvartet Cynic sig selv på deres enestående og helt unikke debutalbum “Focus” fra 1993, og dermed refererede bandet til den græske filosof Antisthenes (ca. 444-368 f.Kr.), grundlægger af den såkaldte kyniske skole, ifølge hvilken man skulle forsage luksus, sociale konventioner og leve nøjsomt og frit. Den kendteste filosof fra den kyniske skole, Diogenes (ca. 412-323 f.Kr.), siges at skulle have boet i en tønde for derved at demonstrere den nøjsomhed og uafhængighed, som den kyniske lære krævede; således skal Diogenes have svaret Alexander den Store følgende, da denne spurgte om han kunne opfylde et ønske for Diogenes: ’Gå lidt til side, så solen kan skinne på mig’. Ikke just et filosofisk og konceptuelt udgangspunkt man normalt ville forbinde med et frådende death metal band, men Cynic var så sandt for dyden heller ikke et normalt death metal endsige et konventionelt band i det hele taget! 

Allerede i de tidlige demodage i den spæde start af 90’erne var Cynic noget helt specielt, hvilket Chuck Schuldiner fra Death var snu nok til at kapitalisere på, da han skulle bemande den nye udgave af Death til klassikeren ”Human”, hvor Cynics guitarist Paul Masvidal og trommeslager Sean Reinert spillede lige op med Steve DiGiorgio på bas og Chuck selv. Rent faktisk tror jeg, at Cynics unikhed på den tid var en ikke uvæsentlig medvirkende årsag til, at Schuldiner i musikalsk og lyrisk forstand genopfandt sig selv og indså, hvilket hidtil uudnyttet progressivt potentiale death metal genren indeholdt.

Efter undertegnedes ydmyge mening har metalverdenen ikke fostret en mere ultimativ rytmegruppe end 2 x Sean fra Cynic, henholdsvis Malone bas og Chapman Stick samt Reinert på akustiske og elektriske trommer. Deres sammenspil synes næsten at fungere på et metafysisk plan, hvor den ene er en forlængelse af den anden rent musikalsk; en unik evne de også senere har demonstreret på albums med Gordian Knot og Aghora. Sean Reinert blev da også på baggrund af præstationen på ”Focus” og på Deaths ”Human” en af de klarest lysende ledestjerner for en helt generation af ekstremmetalliske trommeslagere med sin overlegne teknik, der i ligeså høj grad tog sin inspiration fra jazz/fusion ekvilibrister som Dave Weckl, Vinnie Colaiuta og Gary Husband som fra de traditionelle blast beat koryfæer. 

Hvad angår Sean Malone, så har han på fornem vis levet op til følgende flatterende udtalelse fra Mike Portnoy, trommeslageren fra Dream Theater: ’Seans playing transcends categorization. He's either the best jazz bassist in metal or the most rocking bassist in jazz’. Mere rammende kan det ikke siges, bare hør bassoloen i den instrumentale “Textures”, der rent faktisk var det sidste nummer Cynic lavede til ”Focus”, og som måske også peger frem imod hvordan Cynic kunne have lydt, hvis de havde nået at lave en opfølget til ”Focus”. Men sådan skulle det ikke gå…

I Paul Masvidals delikate spil på både guitar og guitar-synth hører man først og fremmest tydelig afsmitning fra en mester som Allan Holdsworth, men fra også John McLaughlin fra den stilskabende jazz/rock supergruppe The Mahavishnu Orchestra, med hvilken Masvidal deler interessen for hinduisme og indiske spiritualitet. New age tendenserne i Cynics musik og tekster på ”Focus” skal nemlig først og fremmest tilskrives Masvidal, hvis interesse for netop græsk filosofi og hinduistisk spiritisme var den samlende katalysator for Cynics helt unikke sammensmeltning af form og indhold, af musikalsk overskud og ophøjet åndelig vision.

Lyrikken til albummets sublime første nummer ”Veil of Maya” er således baseret på den amerikanske forfatter og filosof Ralph Waldo Emersons (1803-82) digt af samme navn, og omhandler det Majas slør som i hinduismen repræsenterer mængden af illusoriske forestillinger der skubber mennesket videre i en ubønhørlig jagt efter materiel tryghed og falsk lykke, hvorved den ’sande’ virkelighed forbliver skjult. ”The Eagle Nature” tager derimod sit udgangspunkt i beretningen om Eros og Psyke i græsk mytologi, hvor Psyke af Afrodite får til opgave at fylde et krystalbæger med vand fra bredden af den farligt strømmende flod Styx. Da alt ser mest håbløst ud, får Psyke hjælp af Zeus i form af en ørn der fylder bægeret med vand fra flodens mere rolige midte. I Cynics univers er floden Styx et symbol på livets mange komplekse udfordringer og problemstillinger, og moralen bliver at lære at se det hele lidt fra oven af, med en ørns overblik så at sige, og leve livet i nuet.

Det måske smukkeste nummer på albummet, ”Sentiments”, begynder med en bøn fra den indiske guru Gurudev Paramahansa Yoganandas (1893-1952) digt “Whispers From Eternity”, og er en slags lovprisning af shakti, hinduismens begreb for den guddommelige energi og skaberkraft, der er aktiv på moder jord. I øvrigt har det klassiske britiske prog.-rock band YES også fundet inspiration i Yoganandas yogalære; det ultimative dobbeltalbum “Tales From Topographic Oceans” er således løseligt baseret på Yoganandas kendteste værk, ”Autobiography of a Yogi”, der nærmest fungerer som en slags ’bibel’ for Yoganandas disciple i The Self-Realization Fellowship; en sammenslutning Masvidal også er dybt involveret i. 

Et af de mest direkte og metalliske numre på ”Focus” er fantastiske ”Uroboric Forms”, som refererer til Ouroboros, verdensslangen i græsk mytologi, der bed i sin egen hale og derved dannede en cirkel uden begyndelse eller ende; et symbol på noget uendeligt. Hos Cynic bliver det et udtryk for sjælens uendelighed højt hævet over det fysiske legemes fødsel, liv og død. Ifølge hinduismen er karma og selve livs-tørsten dét der binder mennesket til dette ’livets hjul’, hvilket er til hinder for at opnå det ønskede nirvana. Den afsluttende ”How Could I” er næsten opbygget efter en klassisk Bach-agtig kompositorisk skabelon og handler rent lyrisk om nødvendigheden af at kunne lære at forstå, tilgive og leve med sig selv, før man kan forstå, tilgive og indgå konstruktivt i resten af den omgivende verden.

Udover den unikke blanding af death metal, prog.-rock og jazz/fusion bruger Cynic og fra tid til anden også skønsang, diskret kvindevokal og en slags vocoder/robotvokaler, der yderligere er med til at differentiere albummet fra alle andre death metal udgivelser i den periode. En anden lækker ting ved “Focus” er cover-artworket baseret på kunstneren Robert Venosas farvemættede væk ”Angelic Manifestation”, som i mine øjne mest af alt ligner en hjernebark, der har fået vendt vrangen ud, hvilket passer godt til Cynics på én gang både spirituelle og cerebrale musik.

På ”Focus” formår Cynic så at sige at forene krop og hjerne; den sublime musik, den kontemplative lyrik og den overordnede spirituelle aura danner nærmest en højere symbiotisk enhed som ikke kan og bør adskilles, og det eneste negative jeg kan sige om ”Focus” ud over den lidt flade Scott Burns produktion er, at man efter kun 8 numre og en spilletid på bare 36 minutter sidder tilbage med et begær efter mere Cynic, hvilket jo ikke just falder i tråd med den asketiske kyniske livsfilosofi, som albummet hylder. 

Jeg har ofte leget med tanken om, hvordan en opfølger til ”Focus” mon ville have lydt? Noget siger mig dog, at medlemmerne i Cynic allerede da de indspillede dette skelsættende album var vokset lidt fra at spille metal, som de nysgerrige og evigt søgende musikere de var og stadig er. Alt i alt er det måske alligevel bedre, at ”Focus” forbliver en enlig svale fra Cynics hånd; et lysende eksempel til efterfølgelse på hvad man også kan bruge ekstremmetal til, hvis man har visionerne og evnerne til at føre dem ud i livet. Mange har gennem de sidste 10 år forsøgt at omfavne udtrykket fra ”Focus”, og rent musikalsk er bands som Atheist og Alarum da også kommet besnærende tæt på. Og dog alligevel så langt fra…

Cynic får selv det sidste ord i denne ClassiC anmeldelse: ‘This music represents the artists attempt at an open expression of emotion. We hope you will be open to the uniqueness of these pieces. Truth, integrity and strength have been the FOCUS of Cynic… Join us in our quest’. –byrial

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM