Da jeg skulle vælge en udgivelse til være genstand for mit første spæde forsøg udi at anmelde en metalklassiker for Clonemetal, faldt valget hurtigt og ganske naturligt på Deaths ”Symbolic” album.
”Symbolic” indtager nemlig en helt speciel position i min bevidsthed, og albummet står her små 10 år efter at det for første gang så dagens lys stadig for mig som højdepunktet i Death hovedmanden Chuck Schuldiners alt for korte men enestående og genredefinerende musikalske karriere.

Lad mig først lige perspektivere ”Symbolic” lidt i forhold til Deaths øvrige albums så I har en mulighed for at forstå mine bevæggrunde til at udnævne netop dette album til Deaths bedste.
De 3 første udgivelser ”Scream Bloody Gore”, ”Leprosy” og ”Spiritual Healing” var og er old school death metal klassikere i deres egen ret, men først fra og med ”Human” begyndte Death at udvikle sig til det optimerede og teknisk velfunderede dødsmetalliske vidunder som altså efter min mening toppede rent kunstnerisk med udgivelsen af ”Symbolic”. 

På ”Human” fra 1991 var virtuoserne Sean Reinert og Paul Masvidal fra Cynic sammen med Steve DiGiorgio fra Sadus hyret til at agere lejesvende for Schuldiners intentioner om at lave det endegyldige bevis på at death metal også kunne være en udfordrende musikgenre både spilleteknisk og kompositorisk. At sammenligne ”Human” med ”Symbolic” svarer næsten til at diskutere om røde eller gule vingummibamser smager bedst; begge albums er fantastiske, men i forhold til ”Symbolic” er ”Human” knap så velproduceret og måske virker samspillet lige den marginale smule mindre homogent på ”Human” end på ”Symbolic”. Der skal dog ikke herske tvivl om at ”Human” på papiret nok har den stærkeste besætning på noget death metal album nogensinde, og jeg tør slet ikke tænke på hvad Death kunne have udviklet sig til, hvis Schuldiner, Masvidal, DiGiorgio & Reinert havde fået lov at udgive et par albums mere. 

Efterfølgeren ”Individual Thought Patterns” fra 1993 introducerede nemlig nye medlemmer i form af King Diamond guitaristen Andy LaRocque og den på alle måde ’fede’ trommeslager Gene Hoglan fra Dark Angel, samtidig med at DiGiorgio stadig sad tungt på bassen. Da ”Individual Thought Patterns” kom ud var jeg i starten ret skuffet. Eleverne i Cynic havde samme år udgivet ”Focus” som efter min mening gav læremesterens ”Individual Thought Patterns” baghjul på alle områder. Her 10 år senere fremstår ”Individual Thought Patterns” dog alligevel som et fantastisk og essentielt Death album som egentlig kun har den svaghed at det er kilet ind imellem to udødelige mesterværker som ”Human” og ”Symbolic”. 

Dermed er vi fremme ved ”Symbolic” fra 1995, hvor kun Hoglan gik igen fra den foregående besætning, og hvor de to på det tidspunkt ukendte folk Kelly Conlon og Bobby Koelble havde taget over fra DiGiorgio og LaRocque. Trods den hidtil mindst stjernespækkede Death besætning faldt alle brikkerne efter min mening på magisk vis på plads med ”Symbolic”; et album der trods de stadigt tydelige death metal virkemidler i lige så høj grad er et regulært metalalbum i traditionel forstand. Alle 9 numre på albummet er uden undtagelse små mesterværker der på én gang er både teknisk velfunderede uden at være svære at gå til, melodiske uden af være banale og selvfølgelig fyldt til randen med de måske fedeste soli der nogensinde er hørt på et death metal album. Alligevel må jeg specifikt omtale skæringen ”Crystal Mountain” som nok står for mig som eksemplet på den perfekte metalkomposition; alene nummerets afsluttende akustiske guitarspil giver altid anledning til et par frydefuld kuldegysninger. Et højdepunkt på et album der i forvejen er én lang optur. 

Udover det fede album ”The Fragile Art of Existence” med sidegruppen Control Denied nåede 
Schuldiner efter ”Symbolic” at udgive et sidste Death album, ”The Sound of Perseverance” fra 1998, der såmænd også var et fantastisk album, men numrene var måske lige en smule for lange, og albummet tilføjede ikke noget væsentligt som ”Symbolic” ikke allerede have gjort til perfektion.

Chuck var ret beset ikke en ret stor vokalist, men især fra og med ”Human” hvor hans tekster begyndte at kredse omkring mere personlige og almengyldige emner end zombie ritualer og spedalskhed, var man trods alt aldrig i tvivl om at han mente hvad han ’sang’ om. Mandens egentlige force var dog ubetinget den mere og mere finpudsede evne til gang på gang at fremtrylle formfuldendte kompositioner samt selvfølgelig den totale beherskelse af den 6-strengede. 

Schuldiner var naturligt nok også et ikon for mange da han levede, men som altid er det skæbnens ironi at primus motor i bandet med det skæbnesvangre navn Death først for alvor skulle blive genstand for en tilbedende dødskult efter sin alt for tidlige bortgang. Som sagt var Chuck ophavsmand til en håndfuld mesterværker, men for mig vil ”Symbolic” for altid stå som den lysende stjerne: et album der transcenderede death metal genrens snærende bånd og simpelthen skrev sig ind som intet mindre end en heavy metal klassiker som alle nydere af tidløs tung musik selvfølgelig SKAL have stående på CD reolen. Få albums kan prale at have det perfekte mix mellem aggression, melodi, intelligente tekster, god lyd og blæret musikalitet, men ”Symbolic” kunne og kan stadig den dag i dag. Kort sagt, ”Symbolic” er kronjuvelen i Schuldiners livsværk. 

’No time for mental crutches
The maker has moved on
I will take it raw and be on my way’ ~ “Perennial Quest” 

Godspeed Chuck Schuldiner! –byrial


Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM