Det californske death metal band blæste tilbage i 2003 alt fuldstændigt omkuld med det første hæsblæsende album, ”...And Time Begins”, hvis superbrutale dødsmetal kværnede igennem med umenneskelig stormstyrke. Derefter brugte gutterne en håndfuld år på at miste bandmedlemmer og vælte lidt forvirret rundt i den amerikanske undergrund, før de i 2008 spyttede næsten-mesterværket ”Diminishing Between Worlds” ud af det blå. Her var ingen tegn på ’den svære toer’, da albummet på mesterlig vis blandede progressiv, halv-melodisk death metal fra bedste Death-skuffe med Decrepit Births egen over the top tekniske brutalitet. Det gjorde selvfølgelig, at ”Diminishing Between Worlds” ikke var helt lige så voldsom som debuten, men jeg savnede slet ikke den sidste knivsspids ondskab, når man nu kunne svømme rundt i en overflod af hjerneblæsende soli, mesterligt trommespil og super sangskrivning.

Decrepit Birth har således ændret/udviklet sig mærkbart mellem de to første skiver, men siden mastermind og guitarist Matt Sotelo har været ude at sige, at ”Polarity” ville lyde som en naturlig videreudvikling af ”Diminishing Between Worlds”, har der ikke været store chancer for endnu en radikalisering af dødstossernes lyd her på tredje udspil. Og det har der heller ikke rigtigt været.

”Polarity” samler nemlig som lovet op, hvor forrige album slap. Decrepit Birth starter ud med albummets længste sang, den fede ”(A Departure of the Sun) Ignite the Tesla Coil”, der i over 6 minutter sparker voldsom tech-death røv. Selvom både frontbrøler Robinsons hæse, underspillede growls og mestertrommeslageren KC Howards sindssyge dobbeltpedaler kæmper om opmærksomheden, er det alligevel guitararbejdet, der slår pusten ud på én. Man bliver simpelthen dynget til med temposkift, skalaridt og superfede leads og soli. Og det kan generelt siges om hele albummet – voldssomt imponerende guitarspil! Selvom det ikke burde overraske med tidlige tiders arbejder in mente, er Decrepit Birth på ”Polarity” lige gået skridtet videre end før, og samtidigt virker det som om bandet har skruet brutaliteten op til 11. Howards trommespil fokuserer mere på hastighed og teknisk snilde end tyngde, men man bliver alligevel mast helt tilbage i stolen når han rigtigt slår sig løs som i ”Metatron”, ”The Resonance” eller ”Symbiosis”. Samtidigt har Zack Ohren, der tidligere har arbejdet sammen med giganter som Suffocation (”Blood Oath”) og Immolation (”Majesty and Decay”), stået for en produktion, og har skabt en meget fyldig og tung bund, der hvirkelig får rytmesektionen til at rykke i mellemgulvet.

Udover generelt at være knusende brutal for så prog-teknisk et band som Decrepit Birth, og udover at være så hjernevridende overdrevnet med guitarlir (dét er en kompliment i dette tilfælde!) – hvilket strengt taget er, hvad man burde kunne forvente af netop dette band – har ”Polarity” også en række små detaljer, der bare bidrager til det overordnede indtryk. Den tunge, groovy basgang i ”The Quickening of Time”, akustisk guitar i slutningen af åbningsnummeret, de små passager i ”The Resonance” og ”A Brief Odyssey In Time” der leder tankerne hen på de mest æteriske dele af Mithras’ udtryk og så selvfølgelig Dan Seagraves fede cover.

Men ret skal også være ret. Decrepit Birth har med ”Polarity” langtfra genopfundet den dybe tallerken. Selvom skiven i mine ører formår at injicere ekstra tyngde og brutalitet ind i den proggresive/tekniske death metal, som vi kender fra bandets ældre skive og bands som Obscura, Gory Blister og så videre, er udtrykket altså ikke markant ændret. Det betyder også at de enkelte sange på ”Polarity”, hvis ikke flyder sammen, så i hvert fald kan lyde meget, meget ens. Derfor kommer Decrepit Birth ikke op og rammer de øverste karakterer, men må i denne omgang lade sig nøje med CCCCc. -bang

Kom med kommentar i vores FORUM