Jeg kan tydeligt huske dengang i min folkeskoletid, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med Deicide. Et amerikansk death metal-band, hvis voldsomhed fik Slayer til at lyde som DR’s ”Før Søndagen”, og hvis tekstunivers og generelt efter datidens noget mindre hårdtprøvede målestok oversataniske fremturen var noget af det mest ekstreme, jeg hidtil havde stiftet bekendtskab med. Glent Benton, som bandets herostratisk berømmede forsanger hed, og hans håndgangne mænd fremstod i sammenligning med diverse wannabe-satanister i metalmiljøet som den ægte vare. Og udsendte i slutningen af firserne og starten af halvfemserne en stribe death metal-milepæle som deres debut, ”Legion og ”Once Upon The Cross”. Alle albums, der satte en høj standard for den vildtvoksende death metal-scene, der spirede lystigt i Florida, USA, i dette tidsrum.

Siden da gik det jævnt ned ad bakke for Deicde. Nok har bandet de seneste år præsteret gedigne udspil som ”Scars Of The Crucifix” og ”The Stench Of Redemption”, men før det udkom fadæser som ”Insineratehymn” og ”In Torment In Hell” samt senest ”Til Death Do Us Part”, hvis tvivlsomme kvalitet har fået mig til mere eller mindre at skyde en hvid pil efter Deicide. Et er, at der med tiden har indfundet sig en ærgerlig træghed i deres ellers ganske højhastighedsprægede death metal. Noget andet er, at bandets hævdvundne satanistimage efterhånden virker som en slemt fortærsket vittighed, nu hvor bandet har en (i øvrigt fremragende) katolsk guitarist ombord i form af Ralph Santolla, og i øvrigt har taget sig relativt useriøse ud på deres seneste bandfotos i forbindelse med markedsføringen af både ”Til Death Do Us Part” (som blev ledsaget af et ”Glen Benton For President”-klistermærke) og ”To Hell With God”.

Kritik nok for med netop ”To Hell With God” beviser Glen Benton og Co. faktisk, at det alligevel er for tidligt at sende dem på metalplejehjem. Dertil er der alligevel for meget spræl i bandets nye sange. Nok krummer jeg tæer over, når den aldrende familiefar Glen Benton af karsken bælg bræger ”How Can You Call Yourself A God” og ”To Hell With God”. Forskellen på dette udspil og fortidens fejludspil er dog, at ”To Hell With God” overraskende nok faktisk rykker ganske glimrende. Alene de tre første numre på ”To Hell With God” - titelnummeret, ”Save Your” og ”Witness Of Death” – er alle bundsolide efter min mening. Og så skal gamle Glen og konsorter samtidig tilskrives lidt plusser i bogen for at prøve nogle nye ideer af på både rytme- og rifffronten på ”To Hell With God”.

Hvor Deicide tidligere har holdt sig meget stramt til en med tiden stadig mere uinspireret sangskabelon, lyder det til, at de seminye guitarister Jack Owen og Ralph Santolla får lov til at bidrage med lidt nye ideer rundt omkring. Jeg synes ret godt om Ralph Santollas melodiske leads men døjer stadig lidt med at få dem til at passe ind i Deicides univers. Det samme gælder nogle både skæve og for Deicide temmelig atypiske breaks, man finder rundt omkring på ”To Hell With God”. Og selvom disse lydeksperimenter ikke er lige vellykkede på alle numre, foretrækker jeg klart lidt vovemod frem for den stagnation, der har kendetegnet tidligere tiders kedelige og fejlslagne udspil. Alt i alt er der krummer nok i ”To Hell With God” til, at den sagtens kan stå fremme på cd-hylden. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM