Der er fandendanseme sket noget, siden Dez Fafara for år og dag siden slog sine folder i det hedengangne nu metal-band Coal Chamber. Selvom de gradvist kom efter det på deres senere udgivelser, var deres første albums nogle ret tarvelige Korn-kopimanøvrer, som ikke var mange potter pis værd.

Derfor var jeg indledningsvist også meget skeptisk over for Devildriver, indtil de for et par år siden på The Rock i København spillede en af de bedste koncerter, jeg så det pågældende år. Især live kan man på vokalsiden stadig spore reminiscenser af Fafaras lidet mindeværdige Coal Chamber-fortid, men på plade har det i kraft af især de seneste to udspil været stadigt vanskeligere at sætte en finger på Devildriver.

Personligt droppede jeg definitivt min Devildriver-skepsis efter bandets fænomenale 2009-udspil ”Pray For Villains”, som – på trods af topkryptiske uglecover (!?) - efter min mening var et af det års mest overlegne udgivelser. En fabelagtig blanding af gedigen sangskrivning, en fin balance mellem brutalitet og melodi og et eklatant talent for bare at hamre igennem og spille den ledeste tråd.

Også på tidsmæssig afstand holder ”Pray For Villains”, som jeg stadig hyppigt har i afspilleren, hvorfor forventningerne til ”Beast” har været af ikke ubetydelige proportioner. Desværre – og det er måske også for meget forlangt, når man samtidig betænker hvor fed en udgivelse ”The Last Kind Words” var før ”Pray For Villains” – skuffer ”Beast”. Ikke bragende på den fiaskoagtige måde, for Devildriver er stadig glimrende selv på en overskyet dag, og ”Beast” rummer masser af lytteværdig metalkræs; eksempelvis ”Dead To Rights”, ”Shitlist”, ”Black Soul Choir” og ”Crowns Of Creation”. Men indholdet på "Beast" kan bare ikke matche forgængerens i særklasse giftige bredsider som fx titelnummeret, ”I’ve Been Sober” eller ”Another Night In London”.

Derudover bliver det en kold dag i Helvede, før jeg vil brokke mig over for mange numre på en cd, og ”Beast” – som i den labre digipack-udgave, Roadrunner har været så storsindede at sende som anmeldereksemplar, indeholder ikke færre end 15 numre og over en times spilletid. Desværre er disse 15 numre langt fra lige gode, og "Beast" er flere stedet præget af tomgang, fyld og mere eller mindre ufokuserede sange. Devildriver kunne derfor med fordel enten have brugt lidt længere tid i øvelokalet på at finpudse materialet, skære lidt mere overflødigt fedt fra eller en kombination.

”Beast” er på ingen måde en skævert, og trofaste fans af mr. Fafara og Co. vil utvivsomt få deres metalsult stillet med DevilDrivers seneste. Jeg er sådan set også kun moderat skuffet over ”Beast”, fordi Devildrivers to forrige hører til hyppigste gæster under mit anlægs laserstråle, og de borger for en standard, Devildriver ikke holder i denne ombæring. Damnit. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM