Selv de bedste og mest talentfulde artister kan have behov for at tage sig en ’kunstpause’ fra tid til anden for at reevaluere deres kunstneriske virke, sætte forrige bedrifter lidt i perspektiv og måske genopfinde sig selv, men en kunstpause i omegnen af 8 år er måske lige i overkanten for de flestes vedkommende?

Ikke desto mindre skal man tilbage til forrige årtusinde, nærmere betegnet til de paranoide præ-millenniale dage i 1999, for at finde norske Dødheimsgards (DHG) forrige album ”666 International”; en futuristisk og aparte udgivelse som resten af den metalliske verden vel faktisk først nu så småt er ved fyldestgørende at forstå til bunds, hvorfor DHG nu pludselig igen er på banen med et funklende nyt album med titlen ”Supervillain Outcast”. Spørgsmålet er nu, om DHG igen kan overraske som de ypperste repræsentanter for den absolutte cutting edge avantgarde indenfor eksperimenterende black metal her snart et lille årti efter at ”666 International” sprængte genrens rammer? Svaret på dét spørgsmål er vel ikke helt entydigt, men at DHG atter engang har frembragt et både vidunderligt og vanvittigt værk med ”Supervillain Outcast” hersker der derimod i undertegnedes optik ikke den fjerneste tvivl om.

Det kan da godt være at ”Supervillain Outcast” ikke umiddelbart får den samme øreåbnende effekt på black metal scenen, som ”666 International” gjorde i sin tid; ene og alene fordi det nye album bygger videre på nogle af de samme musikalske ideer, der jo var mere eller mindre helt uhørte og revolutionerende, dengang ”666 International” udkom. Alligevel synes jeg faktisk at ”Supervillain Outcast” er blevet et mere modent, helstøbt og kompositorisk velgennemført værk end ”666 International”, der til tider, sine mange kvaliteter til trods, virkede lidt for forceret i sine eksperimenter. Faktisk synes nogle af elementerne fra den mere organiske EP ”Satanic Art” at dukke op til overfladen igen på ”Supervillain Outcast”, og det skal jeg være den sidste til at beklage, da nogle af DHGs allerbedste og mest formfuldendte numre efter min mening findes på lige netop ”Satanic Art”.

Lige fra den eksotiske japansk/kinesisk klingende intro ”Dushman” til den afsluttende hensigtserklæring på ”21st Century Devil” er ”Supervillain Outcast” nærmest ét timelangt højdepunkt bestående af 15 numre. På et album med lutter små genialiteter er det faktisk lidt synd at fremhæve enkelte skæringer frem for andre, men et par stykker skiller sig alligevel ud som noget helt specielt. Især ”Foe X Foe” får nålen på genialitetens barometer til at slå kraftigt ud med sine vild fragmenterede, abrupte og næsten cut-and-paste agtige karakteristika og Czrals himmelstormende fede trommespil, der lyder som en epilepsiramt jazzmusiker på speed. Også ”Unaltered Beast” giver gåsehud med sine stødvise kringlede kadencer, der oser af skizofren rastløshed, mens den efterfølgende ”Apocalypticism” ligeledes er uimodståelig med sine groovy drum’n’bass baserede back-beats vekslende med nogle heftige industrial/techno passager.

Når DHG fra tid til anden vælger bare at hamre speederen i bund, bliver man vidne til noget af det hurtigste og mest intense black metal hørt i lang tid; bare hør ”Vendetta Assassin”, den rytmisk udfordrende ”Horrorizon”, ”The Vile Delinquents”, ”Ghostforce Soul Constrictor” og ”Supervillain Serum”. I den modsatte ende af spektret finder man korte intermezzi agtige numre som ”Secret Identity”, ”Chrome Balaclava” og ”Cellar Door”, der med afdæmpet a cappella sang på én gang fremstår isnende smukke og alligevel udsender et skær af psykisk ubalance, der passer fint ind i sammenhængen på ”Supervillain Outcast”.

Aldrahn er desværre ikke med i denne nye inkarnation af DHG, men den nye vokalist Kvohst, der tidligere har flået sine stemmebånd itu for bands som Void og [code], gør et mere end hæderligt forsøg på at matche Aldrahns skizofrene stil, og i de omtalte eksperimenterende intermezzi med ren sang brillerer Kvohst virkelig på en måde, som jeg ikke tror den gode Aldrahn ville kunne have gjort bedre. Især på den melankolske og vokalbårne "All Is Not Self" er Kvohsts stemme i centrum for begivenhederne på en overbevisende måde. Ellers er det mastermind Vicotnik, der med sine riffs, samplinger og programmeringer giver musikken på ”Supervillain Outcast” det DHG præg, der differentierer bandet på fordelagtigt vis fra alle de andre kandidater til tronen på den avantgardistiske black metal scene.

På en generelt kunstnerisk stagnerende black metal scene der slår sig til tåls med enten at udspy ligegyldige Dimmu Borgir/Cradle of Filth goth-inficeret pompøsiteter, der er ca. ligeså skræmmende som en Bela Lugosi film, eller nostalgiske old school DarkThrone imitatorer, der stadig tror at et black metal album partout skal være indspillet på en 2-spors spolebåndoptager på en langrendsløjpe nord for Stavanger i en snestorm, leverer DHG det tredje alternativ med et post-moderne black metal mesterværk, der rager ud over genrens snærende konservative rammer uden at forråde den latente kerne af misantropisk nihilisme, som alle black metal albums vel ideelt set som minimum bør indeholde.

Apropos post-modernitet, så synes ”Supervillain Outcast” at have en del til fælles med den sorte perle i Satyricons diskografi, albummet ”Rebel Extravaganza”: måske især på det lyriske plan men også på den måde musikken opleves. Hvor de fleste black metal albums enten sværger til en tegneserieagtig gyserfilmsæstetik, en nationalromantik naturtilbedelse eller fremturer med en endeløs sværgen til en middelalderlig djævledyrkelse, er DHG et meget mere urbant storbyfænomen. Her er ingen onde skove eller personificerede satanskikkelser at finde, men snarere en beskrivelse i ord og toner af den dæmonisering det moderne informationssamfund og den teknologiske udvikling påfører mennesket. Man fristes til i den forbindelse at citere den ateistiske eksistentialismes fremmeste filosof Jean-Paul Sartre: ’Hell is other people”...

Ventetiden har været lang, men DHG indfrier med største selvfølgelighed forventningerne tifold med ”Supervillain Outcast”, der i mine ører fremstår som årets første regulære metalliske mesterværk, og umiddelbart forventer jeg ikke et bedre moderne black metal album på denne side af et nyt Thorns album. Men da det langsomt arbejdende geni Snorre W. Ruch jo har det med at være om muligt endnu mere nærig med udgivelser end DHG, må man hellere nyde det legesyge kaos, der er ”Supervillain Outcast” i mellemtiden; et album der på helt egen hånd har formået at reetablere undertegnedes tiltro til black metal genrens stadige potentiale som en fremsynet musikalsk kunstform. – Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM