Vi har egentlig – også uden assistance fra broderfolket hinsidan – en ganske stolt dødsmetaltradition på disse breddegrader, og den danske scene har gennem de sidste 15-20 år løbende fostret en del interessante bands. Der har været langt mellem reformatorerne, og scenen har løbende været domineret af bands af et mere eller mindre traditionelt tilsnit som fx Iniquity, Illdisposed og Konkhra samt nyere bands som Dawn Of Demise og Crocell. Forkærligheden for det traditionelle er ikke noget, et af de nyere skud på stammen, Eciton, bryder med.

Eciton er for mig er et ubeskrevet blad, men bandet har tilsyneladende nogle erfarne folk i folden og har rumsteret i undergrunden siden år 2000. Bandet har et enkelt album bag sig, og nu ser bandets opus 2 – ”A Scent Of Veracity” – så dagens lys. Et udspil, som med et ganske pudsigt og utraditionelt cover (der forestiller rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, hvor politiet er erstattet af nogle kæmpe edderkoppelignende monstre), giver en lidet subtil indikation om, hvor Eciton har deres politiske ståsted.

Og hvorfor ikke bare fortsætte den politiske metaforik: Hvor bandets politiske holdninger måtte være af mere eller mindre venstredrejet karakter, er bandets musik som sagt af den mere konservative slags. Et lejlighedsvist strejf af metalcore undtaget er der ikke meget nyt under solen, og det er sådan set helt i orden med dødsmetal af mere klassisk sortering. Netop de klassiske elementer er da også rigt repræsenteret i form af dybe growls, dobbeltpedal, blastbeats, tunge riffs og en høj grad af rytmisk variation.

Og det er vel alt sammen godt nok? Nej, desværre. Som anmelder lytter jeg – selv efter adskillige gennempløjninger af ”A Scent Of Veracity” – forgæves efter de catchy hooks, de rigtig lede, mindeværdige riffs eller de heftige rytmer, som skulle animere mig til at sætte Eciton på af lyst frem for anmelderpligt. Og selvom der ret beset er lyspunkter undervejs – fx ”Manipulated Death” og ”C.E.O.M.” - er det ærlig talt lidt af en sonisk ørkenvandring at traske igennem ”A Scent Of Veracity”, som forbliver en unuanceret grød af ikke tilstrækkeligt efne riffs og rytmer.

Og det er superærgeligt, for intet er federe end at kunne vende tomlen opad, når danske bands formår at bide skeer med det store udland. På godt og ondt har udenlandske dødsgrind-bands som Behemoth, Dying Fetus og Misery Index det seneste år rykket nogle betydelige hegnspæle på ekstremitetsskalaen uden at give køb på de iørefaldende islæt i deres musik. Det har efterladt overliggeren for markering af høj metalkvalitet temmelig højt oppe i luften, hvilket jeg synes er svært at abstrahere fra, når et band som Eciton melder sig på banen. Målt med ovennævnte internationale kvalitetsalen forbliver Ecitons ”A Scent Of Veracity” i disse ører et for forudsigeligt, ufarligt og følgelig uinteressant udspil. Desværre. -kragh

Kom med kommentar i vores FORUM