Da Enchant i 1994 udgav debutalbummet ”A Blueprint of the World”, var jeg solgt med det samme. Albummets kombination af Paul Craddicks superkomplekse trommespil, de smittende melodier og fintfølende soli af guitarist Douglas A. Ott, det funky basspil af Ed Platt samt de lettere naive tekster fremført af Ted Leonards meget lyse, men ekstremt behagelige vokal gjorde i mine ører albummet til en af prog.-metal genrens bedste debutalbum på linje med Psychotic Waltz’s geniale debutudgivelse ”A Social Grace” fra 1990.

Jeg havde derfor store forventninger til opfølgeren ”Wounded” som udkom i 1996, men efter de første 25-30 gennemlytninger var jeg ærlig talt lidt skuffet; albummet synes slet ikke at have den samme umiddelbarhed og de samme svært catchy melodier som på ”A Blueprint of the World”, og det tekniske aspekt af især trommespillet syntes at være tonet betragteligt ned. Alligevel var der et eller andet dragende ved ”Wounded”, som fik mig til at yderligere nærlytte til albummet i en sådan grad, at det til sidst nærmede sig en regulær besættelse, og efter snesevis af gennemlytninger gik det langsomt op for mig, hvad jeg efterhånden rent intuitivt var begyndt at fornemme, nemlig at ”Wounded” er et album med en helt speciel og unik plads i mit musikalske univers. Jeg forguder simpelthen dette album…

For det første er teksterne meget mere modne, velskrevne og dybt personlige end på debuten; ja faktisk vil jeg hævde, at Enchant skriver de mest meningsfyldte og smukke tekster i prog.-metal genren. For det andet har musikken en del mere introvert og alvorlig kvalitet over sig som passer bedre til den omtalte mere eftertænksomme lyrik, og melodierne er mere subtile og skal i højere grad ved aktiv lytning ’lokkes’ ud af ”Wounded”, end tilfældet var med ”A Blueprint of the World”. Produktionen er også en del mere mørk og dyb på ”Wounded”, i forhold til den meget ’glade’ og blanke lyd som ”A Blueprint of the World” havde. 

Sublime numre som ”Fade 2 Grey”, den smukke ballade ”Pure”, “Hostile World”, min personlige favorit “Armour” og den tunge afsluttende “Missing” er alle perfekte eksempler på Enchant evner til at komponere prog.-metal evergreens som kan høres igen og igen, uden at man bliver træt af dem, men reelt set er alle numrene på ”Wounded” uden undtagelse suveræne efter min mening.

Enchant har efterhånden udviklet sig til den progressive metals svar på Rush eller Marillion og Genesis, da henholdsvis Fish og Peter Gabriel stadig var i front; et band der udsender den ene tidløse og teknisk fejlfri udgivelse efter den anden, og hvis eneste gimmick er de stærke melodier, det fantastiske samspil og de dybtfølte tekster. ”Wounded” er og bliver dog den af deres udgivelser, der rammer mig dybest. Få bands virker mere ærlige, professionelle og musikalsk begavede på undertegnede end Enchant, og skulle jeg sådan lige på stående fod gætte på, hvilket album jeg har hørt flest gange i de sidste 10 år, er ”Wounded” sammen med Enchants debutalbum ”A Blueprint of the World” et mere end kvalificeret bud. Et uopslideligt album som jeg med garanti aldrig bliver træt af, og som desuden er mit personlige bud på det bedste prog.-metal album, der endnu er lavet. Er man først fortryllet af Enchant, er der ingen vej tilbage! –julebylle

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM