Enslaveds kunstneriske formkurve har beskrevet en nærmest konstant opadgående tendens over den sidste håndfuld albums, så at det det nye album ”Vertebrae” ville blive godt, havde man måske ligesom lidt forventet på forhånd, men at det skulle blive SÅ godt...?!

På ”Vertebrae” bevæger Enslaved sig endnu længere væk fra det viking black metal udtryk, bandet slog sig op på i starten af karrieren, så man nu snarere må betegne Enslaveds musik som en slags post black metal, der i lige så høj grad fokuserer på kvaliteter som harmonier, melodi, atmosfære og spændende arrangementer som på vildskab, isnende aggression og sønderlemmende brutalitet. Men frygt ikke, Enslaved er bestemt stadig i essensen et fuldblods metalband; inspirationerne fra progressiv rock, art-rock, gotisk rock og sågar indierock er bare mere udtalte end nogensinde før på ”Vertebrae”.

For eksempel starter albummet første nummer ”Clouds” nærmest ud som en form for tung, dronende og alternativ instrumental støjrock, hvorefter vidunderlige arrangementer med ren vokal langsomt tager over og bringer tankerne hen på Katatonia i tiden omkring sidstnævntes melankolske/gotiske udgivelser som ”Discouraged Ones” og ”Tonight’s Decision”. Enslaveds baggrund som black metal band farver dog musikken behændigt sortrandet ved brug af en kontrasterende og olmt raspende stemmeføring, der giver de attraktive melodier og delikate harmonier lige præcis det bistre modspil, der får tingene til at gå op i en højere helhed.

Apropos Katatonia, så minder indledningen på den efterfølgende ”To the Coast” en hel del om atmosfæren fra svenskernes debut ”Dance of December Souls” fra 1993, en af milepælene i nordisk metal; samme traurige og næsten doomy tyngde og en næsten messende brug af dystre, nærmest ulmende growls. Hurtigt dukker de rene vokaler dog op igen, og nummeret antager en mere progressiv karakter med afvekslende trommespil, fængslende riffs og endog passager med akustisk guitar; igen tilpas krydret med mere konventionelle black metal elementer.

Enslaved i sit mest ligeud rock’n’roll hjørne præsenteres man for på ”Ground”, der ca. midtvejs byder på albummets smukkeste guitarsolo, der er som den rene melankolske hvalsang for ørerne, lige indtil et ’there's a sound made by.... BURRRRRNING!’ flænser idyllen og bringer nummeret tilbage til udgangspunktet inden den effektive afslutning. Titelnummeret fortsætter i den tungt rockende og let progressive stil, der godt kunne sammenlignes lidt med en alternativ version af Mastodon, men transformerer sig derefter til at blive albummets mest afdæmpede og vemodige indslag med det smukt sungne omkvæd ’we will emerge from the ashes and rise from the ground’ som det afsluttende højdepunkt. Faktisk kom jeg her lidt til at mindes Enslaveds landsmænd i det for længst opløste band Seigmen, der om nogen var mestre i tungsindig musikalsk melankoli.

At Enslaved ikke fuldstændigt har lagt sin formørkede black metal fortid bag sig er ”New Dawn” et sortfunklende bevis på; her slippes tøjlerne løs, og nordmændene kaster sig hæmningsløst i kast med en isnede omgang black metal, der fyger furiøst om ørerne på lytteren som en anden sonisk snestorm, dog opblødt af endnu et guddommeligt omkvæd hvor en ren vokal profetisk intonerer: ’a new dawn rises, out from the shadows’. Den Mastodon-agtige blanding af progressivitet og fængende tungrock catchiness vender tilbage i stor stil på ”Reflection”, hvor kombination af en galdeudspyende, halvt hvæsende, halvt growlende vokal og de kontrasterende arrangementer med skønsang atter engang fungerer til gåsehudsfremkaldende perfektion.

Jeg synes at fornemme at lyrikken på ”Vertebrae” kredser omkring fornyelse: at brænde sine broer bag sig og derefter som en anden fugl Fønix rejse sig endnu stærkere fra ruinens rygende aske; noget som egentligt ret sigende afspejler Enslaveds musikalske udvikling. Enslaved stiller sig tydeligvis aldrig tilfreds med blot at hvile på laurbærbladene og bare bevare status quo; i stedet udvikler nordmændene sig hele tiden i nye og overraskende retninger med ”Vertebrae” som det nyeste lydmæssige bevis på dén påstand.

Albummets ovenfor omtalte 6 første kompositioner er simpelthen mere eller mindre perfekte i mine ører, så jeg var bestemt slemt fristet til at karakterisere ”Vertebrae” som et regulært, formfuldendt mesterværk. Hvis den fulde sandhed imidlertid retfærdigvis skal frem, trækker det lange atmosfæriske nummer ”Center” måske lige en anelse i langdrag, og også den afsluttende ”The Watcher” er lige knivsspids under mesterværksniveauet, så jeg vil ’nøjes’ med at kalde det nye album for Enslaveds hidtil bedste album; i sig selv noget af en bedrift med tanke på fantastiske udgivelser som ”Below the Lights”, ”Isa” og ”Ruun”. Nuvel, en del af de mere ortodokse Enslaved tilbedere, der stadig foretrækker bandets tidlige viking black metal albums som ”Eld” og ”Frost”, vil sikkert beklage nordmændenes dybere og dybere ekskursioner ind i forskellige afarter af atmosfærisk art/prog. rock på bekostning af ren og skær aggression, men for fans der som undertegnede synes at Enslaved som en god rødvin bare bliver bedre og bedre med årene, er ”Vertebrae” en obligatorisk og helt uomgængelig erhvervelse. Der skal i hvert fald ske små mirakler i årets sidste måneder, hvis ikke Enslaved med den rent ud sagt fremragende ”Vertebrae” placerer sig i den sjove ende at denne signaturs top-5 over de vigtigste og vægtigste udgivelser i 2008! Enslaveds status som et af nordens vigtigste metalbands uanset genre bør med ”Vertebrae” som argument i hvert fald være slået godt og grundigt fast. CCCCC½ - Byrial

Kom med kommentar i vores FORUM