every time i die - ex lives  clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 06.03.12 Hardcore Epitagh Baressi
 

“I want to be dead with my friends” proklamerer Keith Buckley på åbneren med det kryptiske navn “Underwater Bimbos from Outer Space”. Og han gør det på sådan en facon, så enhver tvivl, der måtte være efter “New Junk Aesthetic”, hvor han sang en smule pænere, er borte med blæsten. Blæsten i den mest bogstaveligste forstand, for både åbningsnummeret og efterfølgende “Holy Book of Dilemma” buldrer igennem som en tornado.

Selvom gutterne fra Every Time I Die er fra Buffalo, New York, så er lyden den velkendte sydstatshardcore. Keith skiftevis råber, crooner eller decideret skriger sig igennem et nummer. Det eneste nummer, der står ud i den forstand er “Revival Mode”; et lækkert velkomponeret blues/rock nummer. Det minder om “Wanderlust” fra sidste udgivelse i forhold til de andre numre på pladen i forhold til, at det virkelig står ud. Tempoet er skruet alvorligt ned, men den bluesede tilgang passer perfekt ind som mellemstykke på “Ex Lives”. I grunden passer det perfekt ind i Every Time I Dies generelle lydbillede. Hvor der så småt blev flirtet med udtrykket på “Wanderlust” især i Keiths croonende vokal, så virkede det en anelse hult. Det virkede overhovedet ikke som det intermezzo imellem to kaotiske akter, som det gør i “Revival Mode”.

Det er ikke kun i blues, at bandet giver direkte anerkendende nik til sydens inspirationer. “Partying Is Such a Sweet Sorrow” starter med en intro, der giver skelsættende associationer til “Dueling Banjos”-scenen i filmen “Deliverance”. Som om det ikke var nok, så indeholder nummeret også et break down stykke, der giver billeder af et øjebliks ro i et ellers voldsomt og svedigt moshpit. Bandet giver alt, hvad de kan, ikke bare på nummeret her, men på hele pladen. Der er ikke et eneste nummer, der står ud som dårligt. Tværtimod, så kan det varmt anbefales, at erhverve sig udgaven med ekstranumrene på.

Guitar-duoen Keith Buckley og Andy Williams er begge i topform. Hele “Ex Lives” er et sandt paradis af riffs. Om det skal gå hurtigt eller tempoet skrues ned, så det bliver beskidt og mudret, så formår de hver gang, at gøre det spændende. Deres lyd mister på ingen måde interesse. Sydstats-essencen kan høres tydeligt, som tidligere nævnt, på “Partying Is Such a Sweet Sorrow”, men især også “I Suck (Blood)”, der virkelig viser rock n’ roll siden af de to, med hvinende guitarskred og korte soli. I den hel anden boldgade, på for eksempel “Grudge Music” og “The Low Road Has No Exits”, virker det til, at der bare skal spilles så hurtigt som overhovedet muligt. De duellerende guitarer i verset på sidstnævnte er så hårdtslående, så det næsten bliver ubehageligt. Uden tvivl et af albummets højdepunkter inden der veksles over i “Revival Mode”. Og når hastigheden på nogle af numrene er nævnt, så skal det også siges, at nyeste medlem i Every Time I Die folden, Ryan Leger - der har spillet trommer for dem siden slut 2009, men markerer sin plade debut i bandet med “Ex Lives” - gør et forrygende arbejde.

Afslutningsvist - foruden bonus numrene - lukker “Indian Giver” pladen på fornemste vis. Verset er voldsomt; Keith spyr ild, mens guitarerne hviner. Men det afløses at et svævende, atmosfærisk omkvæd. Vekslen mellem disse to modpoler udgør størstedelen af nummeret indtil det klimatisk når et midtpunkt, der kunne lede tankerne hen på et break fra en Kylesa plade - et band, der i og for sig, også er inspireret af en sydstatslignende lyd. Til observerende ører kan det også nævnes, at Keiths tekster er lige så finurlige og ordspilsladede som altid.

Det eneste ankepunkt ved “Ex Lives” - og det er i småtingsafdelingen nu - er den usammenhængende tendens, der opstår, når pladen sluttes af med tre bonus numre, der i sig selv er stærke - “Business Casualty”s intro, der leder tankerne hen på en snert af NYHC for eksempel - men ikke stærke nok til at slutte en plade som “Ex Lives” af. Det er “Indian Giver” derimod. Hvis de næste gang kunne flette bonus numrene til de heldige ind i pladen, så ville det straks give meget bedre mening. Udover dette, så er pladen en sand fornøjelse for enhver fan af Every Time I Die og har i høj grad også potentiale til at høste nye. -davidson
















Kom med kommentar i vores FORUM