Hvis disciplinen ”Carcass-tilbedelse” nogensinde bliver optaget på det olympiske program, er Amerikanske Exhumed på forhånd sikret en plads i A-finalen på bane 4 side om side med Impaled og Aborted. Siden deres debut med den passende titel ”Gore Metal” og den efterfølgende ”Slaughtercult” har Exhumed været eksponenter for den mikstur af dødsmetal, grindcore og splatter-image, som Carcass i sin tid praktisk talt opfandt med de legendariske genredefinerende udgivelser ”Reek of Putrefaction” og ”Symphonies of Sickness”.

På det nye album ”Anatomy is Destiny” har Exhumed imidlertid allieret sig med verdens i mine ører vel nok bedste og pt. mest ombejlede metal-producer, den allestedsnærværende Neil Kernon, og resultat er at Exhumed nu mere lyder som kloning af de bedst elementer fra Carcass´ milepæl ”Necroticism, Descanting the Insalubrious” og den mere polerede men ikke mindre geniale ”Heartwork”. Derved er Exhumed gået lidt samme vej som deres forbilleder i Carcass gjorde; de har måske ofret lidt brutalitet og vildskab, men til gengæld erstattet det med mere catchiness, melodi og intrikate musikalske strukturer. 

I bedste klassiske Jeff Walker/Bill Steer stil veksles der mellem en dominerende snerrende vokal og en kontrasterende afgrundsdyb ditto, og selv de fantastiske Steer guitarsoli har Exhumed forstået at matche på fremragende vis. Bare hør soloen i ”Under the Knife” eller den indledende solo på det afsluttende nummer ”A Song For the Dead”… Jeg ved ikke om Bill Steer bør føle sig beæret eller sagsøge Exhumed for plagiat!

Til tider må man under afspilningen af ”Anatomy is Destiny” tvinge sig selv til at tørre smilet af læberne og knibe sig selv i armen for at huske på, at det rent faktisk ikke er Carcass anno 1994 men Exhumed man sidder og stornyder. Skæringer som den suveræne ”The Matter of Splatter”, ”Consuming Impulse” og ”In the Name of Gore” har alle den dér nær optimale kombination af aggression, catchiness og guddommelig melodiske sans, som gjorde Carcass til noget helt specielt.

Kun på ét punkt er Exhumed for alvor sine forbilleder i Carcass underlegne; salige Carcass var sublime til på intelligent vis at kombinere multi-syllabisk læge-jargon med ordspil og underdrejet sort humor; Exhumeds tekster ligger over gennemsnittet for genren men så heller ikke mere.

Ret beset burde ”Anatomy is Destiny” måske have haft et C mindre i karakter med tanke på Exhumeds lidet skjulte tilbedelse af Carcass, men da netop Carcass og deres patenterede, aldrig overgåede tilgang til genren var og er genstand for noget nær afgudsdyrkelse i Casa Byrial, ser jeg gerne gennem fingre med den manglende selvstændighed, når resultatet er så forbandet velgennemført som tilfældet er med ”Anatomy is Destiny”. Jeg savner Carcass noget så gudsjammerligt, og det nye Exhumed album letter betydeligt på dette afsavn. Det skal sgu belønnes! 

”Anatomy is Destiny” bør nydes i det dæmpede lys fra en operationslampe i selskab med en god flaske årgangsblod og Gyldendals Lægehåndbog. –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM