exodus - shovel headed tour machine : live at wacken DVD
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 15.01.10 Thrash Nuclear Blast/Warner --
 

Man fabler altid om thrashens 4 store genredefinerende hovedbands, og mener i den forbindelse selvfølgelig Metallica, Slayer, Megadeth og Anthrax. Stod det til mig, blev den eksklusive klub dog udvidet med et 5. medlem, nemlig gode gamle Exodus. I hvert fald er den legendariske debut, ”Bonded by Blood” fra 1985, i min verden et mindst ligeså vigtigt album for thrashens tidlige udvikling som ”Fistful of Metal” og ”Killing is My Business”, og kun marginalt mindre betydningsfuld end milepælene ”Show No Mercy” og ”Kill’em All”.

Så selvom det gendannede Exodus efterhånden kun indeholder trommelager Tom Hunting og guitarist Gary Holt fra den klassiske 80’er bandopstilling, er det vel egentlig passende at Exodus i disse audio-visuelle tider nu smider en omfattende dobbelt-DVD med titlen ”Shovel Headed Tour Machine – Live at Wacken” på markedet.

Disc 1 indeholder Exodus’ live-optræden foran 80.000 mosh-villige fans på Wacken festivalen i 2008, og fra den omtalte, klassiske “Bonded in Blood” debut kværner Exodus sig igennem titelnummeret, “A Lesson in Violence”, “Piranha” og “Strike of the Beast”, mens materialet (herunder den geniale party-thrasher ”The Toxic Waltz”) fra det mindst ligeså fede tidlige album ”Fabulous Disaster” fra 1989 desværre forbigås helt. Derimod lufter gutterne ”Blacklist” og ”War is My Shepherd” fra det yderst veloplagte comebackalbum ”Tempo of the Damned” fra 2004, ”Deathamphetamine” og titelnummeret fra deres ”Shovel Headed Kill Machine” udgivelse fra 2005, samt ”Iconoclasm”, ”Funeral Hymn” og ”Children of a Worthless God” fra det dengang nyeste album ”The Atrocity Exhibition – Exhibit A” fra 2007.

Den ’nye’ forsanger Rob Dukes gør et mere end godkendt forsøg på at leve op til sine karismatiske forgængere på posten, Paul Baloff (R.I.P.) og Steve ’Zetro’ Souza, og er i øvrigt god til at piske en intens stemning op med sin energiske udstråling og sine konfrontatoriske udmeldinger, samtidigt med at Gary Holt og Lee Altus (Heathen, ex- Die Krupps) fyrer klassiske thrash riffs og soloer af med usvigelig sikkerhed. Vigtigst for den karakteristiske Exodus lyd er dog efter min mening Tom Huntings trommespil, der atter er tilbage efter i en periode at have været erstattet af Paul Bostaph, for Huntings umiskendelige stil giver virkelig Exodus deres helt specielle udtryk; noget Huntings ’slagkraftige’ indsats til Wacken koncerten demonstrerer på effektiv vis.

Disc 2 med undertitlen ”Assorted Atrocities” indeholder, som titlen lidt indikerer, en stor assorteret mængde Exodus relateret guf af over 3 timers varighed; først og fremmest en lang og indgående dokumentar, men også et par promo-videoer, nogle ekstra live-optagelser fra diverse tours (hvor ”The Toxic Waltz” og ”Fabulous Disaster” heldigvis er iblandt indslagene), et morsomt, helt tidligt interview med bandet fra 1985, og endelig et udvidet billedgalleri med over 350 fotos.

Dokumentaren blander sjov og spas, anekdoter og insider-viden om Exodus på en fin måde, og kommer både omkring bandets spæde start i starten af 80’erne (Exodus blev oprindeligt dannet af Tom Hunting og Metallicas Kirk Hammett), den afdøde forsanger Paul Baloff, omstændighederne hvorved Altus og Dukes blev indlemmet i bandet, og mængder af andre Exodus anekdoter af varierende relevans; alt er måske ikke ligefrem særligt stringent redigeret, men både underholdende og informativt er det i hvert fald langt hovedparten af tiden.

Alt i alt må ”Shovel Headed Tour Machine – Live at Wacken” siges i både kvalitativ og kvantitativ henseende på én gang at være en passende dokumentation af bandets glorværdige marodørarbejde i thrashens tro tjeneste siden genrens start, samtidigt med at Exodus’ stadig betydelige evner på en live-scene anno 2008 stilles til skue med al ønskelig tydelighed. Med andre ord et solidt produkt, der bør tilfredsstille alle fans af old school thrash i almindelighed og Exodus i særdeleshed. –byrial

















Kom med kommentar i vores FORUM