Fates Warning er et af den progressive metals helt klassiske bands sammen med Queensrÿche, og som titlen på det nye album ”FWX” lidt indikerer, er bandet her 20 år efter debuten ”Night on Bröcken” nu oppe på 10 studiealbums. Der er dog stor forskel på det Iron Maiden inspirerede Fates Warning anno 1984, og så det modne og helt egenartede udtryk bandet har kørende nu til dags.

Lige siden mesterværket ”Perfect Symmetry” fra 1989 har Fates Warnings kunstneriske kerne bestået af sanger Ray Alder, trommeslager Mark Zonder og især guitarist og hovedkomponist Jim Matheos, der på ”FWX” understøttes af det tidligere Armored Saints medlem Joey Vera på bas.

Hvor et band som vennerne i Dream Theater arbejder meget ekspressivt og udfarende med deres uhyre tekniske version af prog.-metal, er Fates Warning efterhånden blevet et langt mere introvert og introspektivt band, der hellere arbejder på de indre linier med deres helt eget forfinede tonesprog, hvor der oftere sværges til en ’less is more’ filosofi frem for selvforherligende instrumentalt blær.

Numre som ”River Wide Ocean Deep”, ”Heal Me”, A Handful of Doubt” og især den gåsehudsfremkaldende smukke ”Another Perfect Day” beviser netop, hvad Fates Warning mestrer bedre end snart sagt alle andre bands i den progressive ende af metalspekteret, nemlig den unikke kombination af Zonders subtile trommespil, Matheos’ følsomme guitararbejde og så Alders enestående og gyldne fløjlsrøst som prikken over i’et. Joey Vera spiller i øvrigt også fantastisk godt, som man især kan høre det på de mere direkte heavy numre som ”Simple Human” og ”Stranger (With a Familiar Face)”, der i øvrigt begge minder lidt om udtrykket fra Alder og Veras side-projekt Engine.

Det seneste man hørte til Jim Matheos var i et andet projekt-band, nemlig O S I, hvor han sammen med den tidligere Dream Theater og nuværende Chroma Key keyboardvirtuos Kevin Moore udgør den kreative duo. I modsætning til O S I er Fates Warning på ”FWX” noget mere guitar og sangbaseret end tilfældet var på ”Office of Strategic Influence”, der især pga. Moores unikke keyboardarrangementer fik et mere ambient og lækkert drømmende udtryk, men til gengæld er Ray Alder så Kevin Moore så overlegen på det vokale plan, at det sikkert går lige op. Afsmitningen fra O S I er dog så markant på mange punkter, at jeg er overbevist om, at ”FWX” lige vil være sagen for dem, der som jeg var svært glad for O S I albummet ”Office of Strategic Influence”.

Fates Warning har med ”FWX” revancheret sig i forhold til det lidt svagere forrige album ”Disconnected”, og skabt et af årets klart bedste albums. Mark Zonder har efterfølgende valgt at indstille sin karriere med Fates Warning efter lang og trofast tjeneste, og i den forbindelse må ”FWX” siges at være en mere end værdig afslutning på en epoke. Hvad det betyder for bandets fremtid kan man kun gisne om, da mandens stilfulde trommespil er blevet en næsten uundværlig bestanddel af Fates Warnings musikalske identitet. Skulle ”FWX” gå hen og blive bandets svanesang, hvad jeg inderligt ikke håber, stopper et af den progressive metals mest innovative og tidløse grupper i det mindste på et kunstnerisk højdepunkt i en i forvejen næsten pletfri karriere. -byrial