Fates Warning er et af den progressive metals HELT klassiske bands, som desværre altid har måttet leve lidt i skyggen af vennerne i Dream Theater, selvom Fates Warning faktisk i mine ører set over en hel karriere klart er Dream Theater overlegne rent kunstnerisk. Måske ikke i ren spilleteknisk forstand, men lyrisk og kompositorisk har Fates Warning altid stået som et af mine absolutte favoritbands i genren igennem de sidste 20 år. At bandet så samtidig i Ray Alder har en af de bedste vokalister i branchen trækker heller ikke just ned i det samlede regnskab.

Da Fates Warning efter min mening faktisk har lavet mindst 3 regulære mesterværker i form af udgivelserne ”Perfect Symmetry”, den poppede men ekstremt vellydende ”Parallels” fra 1991 og det mørke og introverte konceptalbum ”A Pleasant Shade of Gray” fra 1997, var det ikke helt let at skulle vælge et enkelt album at dedikere en ClassiC anmeldelse til, men valget faldt dog alligevel til sidst på ”Perfect Symmetry” fra 1989, som nok er Fates Warnings mest udtalt progressive og afvekslende udgivelse.

Indledningsvis skal Ray Alders sublime vokalpræstation på ”Perfect Symmetry” omtales. Hvor han på senere albums fortrinsvis holder sig til at benytte det mellemste register af sin silkebløde vokal, gør han på ”Perfect Symmetry” stadig ofte brug af den kastratagtige high-pitched falsetstemme, man først stiftede bekendtskab med på det foregående album ”No Exit”, hvor han afløste den oprindelige sanger John Arch. Den tidligere Warlord trommeslager Mark Zonder, en af de mest undervurderede trommeslagere i metal, fik derimod sin ilddåb i Fates Warning regi på ”Perfect Symmetry”, og mandens komplekse og delikate brug af både akustiske og elektriske trommer er af vital betydning for det progressive kvantespring ”Perfect Symmetry” repræsenterer i forhold til de 4 første lidt mere primitive Fates Warning albums. 

Alder og Zonders prægtige præstationer synes også at have ansporet guitarist Jim Matheos, der siden bandets debut ”Night on Bröcken” fra 1984 har været bandets primære komponist og sangskriver, for på ”Perfect Symmetry” trådte han for alvor i karakter som en af den progressive metals mest stilskabende og elegante guitarister. 

Den vellykkede kombination af alle disse kreative kræfter bliver man allerede vidne til på albummet første nummer ”Part of The Machine”, der sammen med ”Static Acts” og ”The Arena” er blandt Fates Warnings mest intense skæringer overhovedet, især pga. Alders kompromisløse falset, mens underskønne numre som “Through Different Eyes”, ”A World Apart” og den afsluttende ”Nothing Left to Say” mere peger frem imod det polerede og harmoniske udtryk Fates Warning perfektionerede på det efterfølgende mesterværk ”Parallels”.

Den længste og kompositorisk mest sublime skæring på ”Perfect Symmetry” er dog den geniale ”At Fates Hands”, der starter med en afdæmpet Alder bakket delikat op af akustisk guitar og violin, hvorefter de sidste mange minutter består af en lang og kompleks instrumental passage med nogle lækre unisone forløb mellem Matheos’ guitar og henholdsvis violin og keyboard; sidstnævnte står den gæstende keyboardspiller Kevin Moore for, som jo dengang var medlem af Dream Theater.

Selv på et album med det ene fantastiske numre efter det andet er ”Chasing Time” dog så afgjort højdepunktet på ”Perfect Symmetry” for mit vedkommende; med sin resignerende og bitter-søde lyrik, sin korte elegante violin-solo og Alders følte vokal er ”Chasing Time” simpelthen en af de mest kuldegysende smukke ballader, der nogensinde er lavet! 

Kun Watchtowers mesterværk ”Control and Resistance” var efter min mening et marginalt mere genialt album end Fates Warnings ”Perfect Symmetry” i det herrens år 1989, og rent faktisk har de to albums mange kvaliteter til fælles. Begge bands benyttede sig af high-pitched falsetsang, der kunne få selv den mest tungnemme flagermus til at falde forvirret til jorden, og så havde begge bands både de musikalske evner og lysten til at skabe noget musik, der var progressiv i ordet sande betydning. Forskellen lå i at hvor Watchtower konstant pressede citronen hvad angår superkompleks og nørdet tech-metal, brugte Fates Warning kun progressiviteten til at krydre deres forfinede sangskrivningskunst med. 

Ikke alene er ”Perfect Symmetry” Fates Warnings mest udfordrende album, det er efter min mening også iblandt de 5-10 bedste prog.-metal udgivelser, der indtil videre er lavet. En seriøs fan af prog.-metal der endnu ikke ejer denne essentielle Fates Warning klassiker, kan efter min mening ikke siges at have ’perfekt symmetri’ i samlingen. -byrial 

Byrial har i forbindelse med vores ClassiC format udarbejdet sine egne toplister fra 1980 og frem. Læs HER og bliv klogere på metalhistorien.

Kom med kommentar i vores FORUM