AVANTI!
Allerede på italienske Fleshgod Apocalypses ganske lovende debut, ”Oracles” fra 2009, var der de første par spæde forsøg på at blande heftig, teknisk death metal med elementer fra den klassisk musik, men det er absolut INTET at regne imod det orgie af svulstigt orkestreret, symfonisk dødsmetal, der blæser lytteren omkuld allerede efter ganske få minutter i selskab med Fleshgod Apocalypses nye åbenbaring af et album kaldet ”Agony”.

I den klassiske musik er betegnelsen ’attacca’ udtryk for det fænomen at satserne i f.eks. en symfoni glider over i hinanden uden mærkbart ophold, og på tilsvarende vis glider langt hovedparten af numrene på ”Agony” over i hinanden og skaber indtrykket af en slags dødsmetallisk symfoni i 10 satser, og for at blive i den klassiske musiks terminologi kan man overordnet set knytte tempobetegnelsen ’molto vivace e maestoso’ til langt det meste af ”Agony”. Side om side med de majestætiske, symfoniske elementer hamrer Fleshgod Apocalypse nemlig hovedparten af tiden derudaf i et absolut hæsblæsende tempo, hvilket resulterer i en intens, original og yderst vellykket kontrast. Fra tid til anden dukker der en højbåren, lettere hysterisk lys tenorstemmen op, der minder mig en del om Simen Hestnæs alias ICS Vortex (Arcturus, Borknagar, Dimmu Borgir), og også en kvindelig sopran giver sit besyv med på et par numre, men ellers growles der for det meste til den store guldmedalje.

Da albummet udspiller sig som en slags uafbrudt ’sinfonia della morte’, er det egentlig lidt omsonst at fremhæve enkelte numre/satser i den helhed, der udgør ”Agony”. For det første er de alle uden undtagelse aldeles suveræne, og for det andet bør albummet helst nydes som ét langt kontinuerligt hele. Alligevel må jeg retfærdigvis highlighte 3 numre/satser, nemlig ”The Violation”, ”The Forsaking” og titelnummeret. ”The Violation”, som Fleshgod Apocalypse har lavet en glimrende video til, skal fremhæves af den simple grund at det efter min mening er et endog meget godt bud på årets måske fedeste komposition, og “The Forsaking” fordi nummeret skiller sig ud med sin pianobårne astrale stemning og de borderline psykotiske vokaler, der har en næsten Arcturus-agtig kvalitet over sig. Det smukke afsluttende titelnummer er lidt anderledes al den stund at det er bandets pianist og orkestrale troldmand Francesco Ferrini, der tryller på flyglet med noget, der mest af alt lyder som en adagio sats fra en hidtil glemt klaversonate af Ludwig van Beethoven.

På falderebet fyrer Fleshgod Apocalypse som ekstranummer dog lige en coverversion af Carcass klassikeren ”Heartwork” af, og også dét lykkedes overraskende godt. Fleshgod Apocalypse formår nemlig på én gang at yde originalen retfærdighed, samtidigt med at italienerne ved hjælp af til lejligheden komponerede orkestrale draperinger på samme tid gør nummeret til deres eget, og det er efter min mening selve definitionen på en god coverversion.

Desværre for Fleshgod Apocalypse har græske Septic Flesh også udgivet deres indtil videre endegyldige mesterværk ”The Great Mass” i indeværende år, for ellers ville ”Agony” havde været en endog meget sandsynlig kandidat til årets metalalbum hos undertegnede. Sjovt nok benytter både Fleshgod Apocalypse og Septic Flesh sig lidt af de samme virkemidler i form af kombinationen af grum death metal og symfonisk storhed, men gode gamle Septic Flesh trækker i mine øjne lige præcis det længste strå i en umiddelbar sammenligning. Mest fordi ”The Great Mass” benytter sig af et ægte symfoniorkester, hvorimod effekten af de kunstigt skabte orkestrale arrangementer på ”Agony”, hvor velkomponerede de end er, trods alt virker en anelse mindre effektfulde og dramatiske.

Hvis ”Agony” går hen og bliver den bragende succes, som den i sandhed fortjener, så håber jeg at Fleshgod Apocalypse investerer nogle af de indtjente midler på et ægte symfoniorkester, for så ser jeg næsten ingen grænser for, hvor potentielt stort det næste album kan blive. CCCCC½ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM