god dethroned - the lair of the white worm
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 15.11.04 Thrash/Death Metal Metal Blade/Target  --
 

God Dethroneds forrige album ”Into the Lungs of Hell” var en ’sleeper’; altså et album som ikke rigtigt sagde mig noget i starten, men som med tiden overbeviste mig om sine kvaliteter. Nu er hollænderne så tilbage med efterfølgeren i form af ”The Lair of the White Worm”, som har taget sin titel efter en grum roman skrevet af forfatteren til klassikeren ”Dracula”, nemlig Abraham ’Bram’ Stoker.

I forhold til forrige album er det første man bemærker sig mht. ”The Lair of the White Worm”, at mængden af leads er sat op fra en lille håndfuld til en snes stykker, hvilket man ikke kan tillade sig at beklage, når nu de er så fedt eksekverede som i God Dethroneds tilfælde. I den henseende har den nytilkomne guitarist Isaac Delahaye været en god investering for bandet; han er nemlig god.

Ellers minder God Dethroned på ”The Lair of the White Worm” mig lidt om Vader med deres thrashede version af death metal fyldt til randen med fede melodier og fede soli, mens forsanger Henri Sattlers snerrende stemme på et fængende nummer som ”Salt in Your Wounds” får mig til at tænke på Carcass anno ”Heartwork” albummet. Ellers er God Dethroned generelt ret gode til at inkorporere memorable og catchy omkvæd i skæringer som f.eks. ”Sigma Enigma”, titelnummeret og ”Loyal to The Crown of God Dethroned”, samt at krydre det melodiske med et par heftige blast-beat passager placeret på strategisk velvalgte steder. På et nummer som ”Rusty Nails” sætter God Dethroned faktisk tempoet ned til et tungt, kværnende groove, og det fungerer såmænd også helt fint.

Modsat ”Into the Lungs of Hell” fængede ”The Lair of the White Worm” fra første gennemlytning. Om ”The Lair of the White Worm” så også er et langtidsholdbart album kan kun tiden vise, men indtil videre føler jeg mig godt underholdt af God Dethroneds nye album. Så chancen for at du ligeledes vil finde nydelse i det nye God Dethroned album er nok ret stor, hvis en blanding af elementer fra Vader, Carcass og bandets tidligere udgivelser ellers siger dig noget. En tur i God Dethroneds musikalske ormegård er i hvert fald ikke at foragte. – Byrial

 









Kom med kommentar i vores FORUM