Mit kendskab til Gojira begrænsede sig oprindeligt til franskmændenes fede “The Link Alive” DVD, som jeg for et par år siden fik til anmeldelse uden noget som helst forhåndskendskab. Skønsomt fik jeg derefter investeret i Gojiras studiealbum ”From Mars to Sirius” fra 2005, der yderligere forstærkede indtrykket af et band, der tydeligvis havde potentialet til at kunne blive et af metalverdenens absolut toneangivende grupper i den allernærmeste fremtid. Alligevel har det taget i omegnen af 3 år for Gojira at følge ”From Mars to Sirius” op, men med den nye udgivelse ”The Way of All Flesh” nærmest fastgroet til anlægget i de sidste mange uger, kan jeg kun sige at resultatet af Gojiras anstrengelser har været hele ventetiden værd!

Gojira er nærmest indbegrebet af et moderne ekstremmetalband; der ‘stjæles’ uden berøringsangst med arme og ben fra de bedste elementer fra allerede klart definerede genrer som prog., tech, thrash og dødsmetal. Modsat mindre talentfulde udøvere af et sådant hybridagtigt og stilmæssigt miskmask af forskellige musikalske inputs får franskmændene på imponerende vis hele tiden noget konsekvent og kompositorisk attraktivt ud af de genreoverskridende anstrengelser på ”The Way of All Flesh”.

Fundamentet i Gojiras musik er vel nok i udgangspunktet en slags rytmisk udfordrende og til tider næsten industriel form for teknisk thrash, der naturligvis ikke kan undgå andet end at styre tankerne i retningen af denne stilarts ukronede konger, nemlig Meshuggah. I den henseende er Gojira altså ikke i det væsentlige anderledes end bands som Scarve, Coprofago, Textures, Hacride, Terminal Function osv., der ligeledes i større eller mindre omfang er inspirerede af de skøre svenskere, men Gojira tilføjer behændigt elementer som dødsmetallisk tyngde, melodi, progressivitet og uimodståelig catchiness, og tilfører derved deres helt egen personlige (og ekstremt vellykkede) tilgangsvinkel til det thrashy udgangspunkt.

Specielt den måbende blærede start på nummeret ”Toxic Garbage Island”, men også store dele af ”Esoteric Surgery” lyder unægteligt meget som Meshuggah (på den absolut fede måde, forstås), mens ”A Sight to Behold” minder mere om Fear Factory med sit indledende futuriske og cyber-metalliske lydbillede. Den næsten 10 minutter lange ”The Art of Dying” får snarere tankerne i retning af Yakuza pga. de messende, østligt klingende vokaler og den etniske percussion, hvorimod den knusende ”Vacuity” måske er albummets tungeste og mest rytmisk simple komposition. (Få endelig set den på én gang skumle og på samme tid visuelt betagende video til ”Vacuity” på f.eks. Youtube...) Af små skønhedspletter på ”The Way of All Flesh” er det kun den lidt overflødige og korte instrumentale ”The Silver Cord” og så den forslidte brug af en ligegyldig ’venteslutning’ efter adskillige minutters tavshed, der trækker albummet en anelse i den forkerte retning, men ellers er der fra start til slut tale om en god times ren metallisk optur.

Det forrige Gojira album ”From Mars to Sirius” viste som nævnt konturerne af et kommende kongeband på den internationale scene for moderne ekstremmetal, og med ”The Way of All Flesh” indfrier franskmændene forventningerne til fulde og udfolder samtidigt deres tårnhøje potentiale på ærefrygtindgydende vis. Der er i mine ører noget alment tillokkende ved Gojiras genreblandende og dog homogene metalmusik, der kan og bør tiltale de allerfleste kvalitetsbevidste headbangers derude, så hvis man ikke allerede har stiftet bekendtskab med Gojira, er det bare med at hoppe med på vognen nu ved fluks at få fingrene i et eksemplar af ”The Way of All Flesh”. Vive la France, Vive Gojira! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM